I dag er kontoret lukket ligesom de fleste andre arbejdspladser, for Indien mindes Gandhis indsats på hans fødselsdag, Gandhi Jayanti. Dagen fejres med særlige religiøse ceremonier, mindehøjtideligheder, konkurrencer og underholdning. F.eks. hørte jeg i supermarkedet i går, at de afholdt en konkurrence om bedste udklædning i anledning af festlighederne.
Inderne bruger enhver lejlighed til at holde fridag for at feste. Der er utrolig mange religiøse festligheder (der er jo ret mange guder at vi respekt for). Og der er også civile fridage. De fleste er lokale gældende for den enkelte stat eller by, men Gandhi Jayanti er en af de tre nationale fridage (de to andre er Uafhængighedsdagen og forfatningsdagen).
Her er et billede fra et besøg i Gandhi Smriti, et mindested indrettet på det sted hvor Gandhi blev skudt, og hvor der også er et museum for Gandhi.
Gandhi er stadig det store nationale symbol. I den rolle er han uantastet. Men det kan være svært at se arven fra Gandhi i den nuværende indiske politiske og sociale situation. Det regeringsbærende hindunationalistiske parti BJP under Modis ledelse har stærke forbindelser til den organisation, som myrdede Gandhi, og den står for en uforsonlig hinduistisk politik, der puster til religiøse stridigheder i mange dele af landet. Det politiske klima er bestemt ikke præget af idealer om ikke-vold. Idealet om Indien som en sekulær stat med plads til alle religioner, er under angreb. Selv om der sker visse sociale fremskridt, er fattigdommen stadig enorm og kløften mellem rige og fattige øges. Gandhis nøjsomhed er også vanskelig at få øje på i et klima med materiel grådighed hos dem der har penge.
Gandhi er I dag først og fremmest symbol på det frie og uafhængige Indien, nationens grundlægger. Hans portræt er på alle pengesedler. Og enhver by har en MG Road (Mahatma Gandhi Road). For nogle har han dog stadig en nærmest hellig status og dyrkes af nogle hinduer som en hellig mand med særlig tætte forbindelser med guderne. Gandhi var hele sit liv en praktiserende hindu.
Gandhi-traditionen bæres selvfølgelig videre i hans parti Kongrespartiet. Men værdiernes troværdighed har lidt et stort knæk efter de mange år som korrupt regeringsbærende parti. Inderne er dødtrætte af korruptionen, og det er nok den væsentligste årsag til, at Kongrespartiet led et stort nederlag ved sidste valg, hvor Modi kom til magten. De er nu ved at komme sig og forsøger at samle en koalition af partier, der håber at kunne slå Modi. Partilederen er endnu en Gandhi, Rahul.