Forbindelser

Også i Indien markeres julen. Der en del kristne i Bangalore, adskillige kirker og mange kristne skoler (mange hinduindere sender deres børn i kristen skole, fordi de går for at være gode). Men når julen markeres i det offentlige rum (i butikker, på arbejdspladser, på reklamesøjler) skyldes det ikke så meget julen som kristen højtid, men snarere at inderne elske kitschet udsmykning og griber enhver anledning til at feste. 

Det er også udtryk for den fleksibilitet og pragmatisme der er indbygget i megen hinduisme (ikke den agressive moderne hinduisme som støttet af regeringen med vold og uroligheder bekæmper andre religioner og hinduafvigelser). Jeg spurgte f.eks. en dag en overbevist hindu, hvem der var hans yndlingsgud. Jeg forventede Shiva, Krishna, Ganesh, men han svarede uden at blinke Jesus.

Jeg har aldrig været nogen meget stor fan af julen og den såkaldte julestemning. Men alligevel skaber juleudsmykningen og julemazakken en forbindelse til noget, jeg er opvokset med og sætter pris på. Selv om det kan være lidt svært at fastholde forbindelsen når man går rundt i et vejr, der svarer til en god dansk sommer.

Jeppe

Som expat er man i et ingenmandsland mellem en kultur man ikke er en del af, og som det er svært at blive inviteret indenfor i, og en kultur som man er rejst væk fra, men som ikke desto mindre præger hele ens måde sat tænke, føle og opleve på. 

For a håndtere dette ingenmandsland er det vigtigt for mange expats og indvandrere at fastholde navlestrengen til det kan kommer fra. Som danskere synes vi, det er charmerende, når danske indvandrere i Solvang i USA fastholder møllen og wienerbrødet. Men vi synes det er mindre charmerende, når tyrkiske indvandrere etablerer sig i såkaldte parallelsamfund. 

I Bangalore er der andre danskere end mig. En del af dem deler en mailingliste, Danskerlisten, og med mellemrum er der danskeraktiviteter, som f.eks. julefrokosten for nylig, som jeg desværre ikke kunne deltage i, da jeg var i San Diego.

Gennem Danskerlisten blev jeg gjort opmærksom på noget så eksotisk som en opsætning af “Jeppe på Bjerget” i Bangalore med titlen “A Bellyful of Paradise”.  Forestillingen blev sat op af teatergruppen Bangalore Little Theatre. Jeg så den sammen med andre danskere. Danmarks ambassadør i Indien, Peter Taksø-Jensen, bød velkommen.

Det var en noget forkortet udgave af Jeppe, tilføjet en introduktion, hvor publikum lige skulle tunes ind på det der Danmark. Forestillingen var på engelsk men i øvrigt temmelig teksttro. Holbergs vittige replikker fungerede glimrende i den engelske version udtalt med indisk accent. Der blev ikke gjort noget forsøg på at indienficere stykket. Tværtimod var skuespillerne klædt ud i noget, der kunne være fra Frilandsmuseets overskudslager, Jacob Skomager hed Jacob Skomager og Nille hed Nille. Det må have virket noget eksotisk på de ikke særligt talstærke indiske publikum.

Jeppe-figuren var godt spillet og fik det holbergske vid ud over rampen. Rundt om ham var de øvrige spillere temmelig parodiske og slapstickagtige. Det, der står tilbage for et indisk publikum, tror jeg alligevel, er en samfundssatire om ulighed og fattigdom, om værdighed og magtudøvelse. Vigtige temaer i en indisk kontekst.

Gad vide hvordan teatergruppen er kommet på at sætte denne forestilling op. Men kulturudveksling kan vi ikke få for megt af i det nuværende nationalpopulistiske klima i verden. Så hatten af for dette initiativ.

På tur til Channarayana Durga med Internations

At netværke med andre expats kan være en god måde at komme til at føle sig hjemme i en fremmed kultur. Jeg har meldt mig ind i organisationen Internations, som netop har til formål at bringe expats sammen, så de kan hjælpe hinanden med at føle sig hjemme i den nye kultur. Internations har afdelinger overalt i verden, herunder Bangalore. Den organiserer en lang række af interessegrupper, som arrangerer forskellige aktiviteter. Jeg er f.eks medlem af: Bangalore Outdoors Group, Bangalore Coffee / Brunch Group, Bangalore Music / Arts / Culture Group, Bangalore Beer O’Clock Group. Men har dog kun været til arrangementer i to af grupperne.

Men outdoorsgruppen var jeg på en vandretur til Channarayana Durga, som er en bjergknold med borgruin og tempelruin omkring 100 km uden for Bangalore. Med turen i minibus til og fra Bangalore (alt tager lang tid i Bangalores tætte trafik) blev det en heldagstur. Det tog fire timer at bestige knolden og komme ned igen.

Det var dejligt at være sammen med en international gruppe bestående af indere, englændere, en slovak, en dansker foruden mig, en fra Filippinerne og en finne. Her kunne man gå og snakke om stort og småt i et dejligt landskab og i strålende, men ikke for brændende solskin. Give hinanden tips og tricks om gode ting at gøre i Bangalore og Indien i det hele taget.

Planlægningen foregik i bedste indiske stil, så der var ikke helt styr på opsamlingsstedet, og der var lovet mulighed for morgenmad, men det skete ikke. Så jeg vandrede i fire timer og kørte bus i fire, før jeg fik noget at spise. Heldigvis havde jeg vand med og er i rimelig god form, så jeg faldt ikke om.

Jeg glæder mig til næste vandretur.

Nu tager jeg på lang juleferie i Danmark. 

Jeg ønsker glædelig jul til alle. Både til dem, jeg kommer til at se i Danmark, og til dem, jeg ikke kommer til at se.

Imens skrider byggeriet stille og roligt frem. For selv om julen markeres i det offentlige rum, så er der ingen juleferie. Planen er, at “råhuset” står klart i oktober 19, og at indretningen af huset er klar i februar 2020.

Alene i Indien

Ja, der er jo 1,25 mia. indere, men man kan godt føle sig alene i Indien, når man som jeg flytter min tilværelse til Indien og efterlader min familie, venner, tidligere kollegere og alle de ting som jeg satte pris på I Danmark.  

I mødet med den massive indiske anderledeshed og kulturelle mangfoldighed må jeg dagligt sande, at jeg er meget mere europæisk – ja mit multikulturelle jeg yøver med at sige det – og dansk end jeg troede. Det er en fascinerende daglig læreproces, hvor jeg bestandig må revurdere min kulturforstpelse. Når jeg lige tror jeg har forstået et fænomen, finder jeg ud af at sådan er det alligevel ikke helt.

Og helt elementært, jeg savner min familie. Og selv om mit arbejde er spændende og vil blive det endnu mere, jo længere det skrider frem med først den ene skole og siden andre, og selvom jeg vil få flere kolleger end jeg har haft i det første halvår og med tiden venner og bekendte, så ændrer det ikke ved det helt grundlæggende forhold, at jeg savner alt det som var min hverdag med min elskede Annelia.

Meget ofte kan man helt bogstaveligt føle sig “lost in translation”. Jeg forstår ikke hvad de siger. De forstår ikke hvad jeg siger. Og så findet vi alligevel ud af det, for inderne er åbne, fleksible og imødekommende. Her i Bangalore taler de man det lokale sprog kanada, de har hindi som andetsprog og engelsk som tredjesprog, med mindre de har gået i en privat skole hvor undervisningssproget er engelsk. De fleste i serviceerhverv og håndværk forstår ikke engelsk. Selv med de engelsktalende kan der være problemer. De taler hurtigt, ofte i munden på hinanden og med en stærk accent, der findes i mange varianter (og ikke Peter Sellers varianten). Så jeg har planer om at lære en smule hindi til husbehov. Det bliver svært, for med dit dårlige syne kan jeg ikke dechifrere skrifttegnene.

Når jeg fortæller indere om min kontrakt, som giver mig ret til at være i Danmar 58 dage om året. synes de det er ren luksus. Rigtig mange indiske familier lever adskilt. F.eks. har min kok og hushjælp sin familie i Nordindien, og han ser sin kone og to børn 14 dage om året.

Det er ikke synd for mig. Jeg har fået den gave, at jeg kan udvikle et skolekoncept fra bunden, dvs. udvikle hvad er det vigtigt at børn i det 21. århundrede skal lære, og hvordan skal læringen organiseres så det faktisk sker? Hvad betyder f.eks. FN’s globale mål for hvad der skal undervises i og hvordan der skal undervises.? Jeg har  altid beskæftiget mig med hvordan uddannelse kan gøres relevant i den moderne verden, men nu kan jeg gøre det i en ny kontekst og med en frihed der er lang større end i det danske gymnasiesystem, hvor der med den nuværende minister stort set er erklæret tankestop.

Og der er virkelig behov for fornyelse i det indiske uddannelsessystem, hvor terperi med henblik på de afgørende afsluttende eksaminer er dagens orden på skolerne.

Jeg får fået mulighed for indefra at opleve udviklingen i en af verdens hurtigst voksende økonomier og møde en verdensforståelse og kultur, der på mange måder er forskellig fra vores oplysningsbaserede vesteuropæiske tænkemåde.

Det er jo en gave, som jeg er taknemmelig for.

Men det er jo dejligt når jeg ser min Annelia, Line, Ditte-Marie, Cecilie, Albert, Carl, Billy og Otto. Som i oktober hvor vi rejste rundt i Indien. Vi havde tre hoveddestinationer: Delhi/Agra, Bangalore/Mysore og Varkala Beach i Kerala. Efter 14 intense dage kunne man godt føle sig “alene i Indien”, da jeg sagde farvel til dem i Kochi lufthavn i Kerala.

Billederne i dette blogindlæg er familie-gruppebilleder fra de forskellige stede vi besøgte.

Happy Diwali

ed890163-46db-48a1-8ba2-8725969c3ab7
I disse dage fejrer inderne Diwali. En fest for lyset, der på mange måder svarer til vores jul. Ligesom julen er det en familiefest, og den er nok den af de mange religiøse højtider, der er mest populær blandt inderne. Så luften er fyldt med “Happy Diwali”-ønsker i disse dage.

I kontorbygningen, hvor jeg arbejder, blev Diwali fejret i dag. For en stund var kontorhuset et tempel, hvor der blev holdt en puja (en ceremoniel bøn) for Lakshmi (gudinden for rigdom, lykke og succes) med alt hvad der hører sig til af bønner, offergaver og ceremonielle handlinger. Jeg slap ikke for at deltage og gav offergaver og fik smidt nogle frø i hovedet igen. Og til sidst fik jeg en snor om armen som et pant på på lykke og fremgang.

 

Inderne er ikke så højtidelige. De er småsnakkede og fik ordnet vigtige ting på smartphonen under ceremonien. Selv braminen fik lige nået at checke sin smartphone mellem nogle remser. En puja som denne virker snarere som en – omend betydningsfuld – kulturel vane end som en dyb trosmanifestation.

 

Efter pujaen var der danseoptræden og en god indisk middag for alle medarbejdere.

 

Så herfra: Happy Diwali.

Nu bliver der gravet

Gravearbejdet til skolebygningen er i gang. Strengt taget er byggetilladelserne ikke i hus, så formelt er byggeriet ikke gået i gang. Vi graver, så alt er klart til at gå i gang med byggeriet, når byggetilladelserne er i hus, forhåbentlig om ikke så lang tid.

05. Ext. View-05Skolen skal åbne i juni 2020, så vi har lidt travlt. I Danmark ville det ikke kunne lade sig gøre at opføre en 7-etagers skolebygning på 16 måneder. Men de, der står for byggeriet er meget faste i blikket, når de siger, at det godt kan lade sig gøre i Indien, hvor der arbejdes i døgndrift, og hvor der ikke er noget, der hedder vejrlig.

Når først byggeprocesser går i gang, går det stærkt i Indien. Til gengæld er de indledende beslutningsprocesser og de offentlige godkendelsesprocedurer ofte temmelig langsommelige.

Vore egne beslutningsprocesser har ikke været effektive. Det har været en lang proces med ide+skitser, der er blevet forkastet eller som skulle revideres kraftigt. Udfordringen har været, at det skal være en bygning inspireret af de bedste og mest innovative internationale eksempler men til indiske priser. Vi er endt med noget der bestemt er visionært, innovativt og smukt og til en rimelig pris.

Den offentlige sagsbehandling kan være meget langsommelig og uforudsigelig. Men den kan fremmes enten gennem politiske alliancer eller korruption eller en kombination. Jeg skal ikke kunne sige, hvilke metoder der har været anvendt her, for det har jeg ikke været involveret i. Skolen opføres af firmaet Bhartiya og vil blive lejet ud til skolen, som bliver en autonom fondsejet institution.

Fremtiden er begyndt i indiske skoler

For at den skole jeg er i gang med at udvikle ikke skal ramme helt forbi den indiske skive, er jeg i gang med at skabe kontakter til personer i Indien, der driver innovative og progressive skoler. Ørestad Gymnasium var medlem af det internationale netværk Ashoka Changemaker Schools, og derfor var det naturligt at tage kontakt til Ashokas indiske afdeling, der tilfældigvis har deres kontor i Bangalore. 

Jeg synes stadig at Ashoka Changemaker Schools’ slagord med de tre E’er “empowerment, empathy everyone a changemaker” i kondenseret form udtrykker, hvad moderne skoler skal bidrage med at udvikle hos eleverne. Det taler vi alt for lidt om i Danmark, jf. regeringens forslag til justering af folkeskoleloven, som bare handler om timer og frihed til skolerne.

Ashoka har hjulpet mig med at skabe kontakter til skoler i Mumbai og Bangalore. Jeg har netop besøgt tre skoler i Mumbai: Gateway, Ascend International School og American School of Bombay, og to skoler i Bangalore: Sri Kumaran Children’s Home og Prakriya Green Wisdom School.

Alle fem skoler er private, de tre i Mumbai med en meget høj elevbetaling, de to i Bangalore i midlerfeltet af elevbetaling. Det er skoler med en lærer-elevratio, vi ikke tør drømme om i Danmark, med rigeligt plads og med moderne veludstyrede bygninger. Og med en servicestab og sikkerhedsstab, som vi knap ville vide, hvad vi skulle stille op med. Alle fem skoler har meget at byde på m.h.t. implementering af Ashokas værdier og kan inspirere andre skoler både i Indien og i Danmark.

Skolebesøgene viste, at der er progressive skoler  i Indien, der fokuserer på den enkelte elevs personlighedsudvikling, trivsel og læring som en helhed. Som implementerer nye varierede undervisningsformer, der differentierer i forhold til den enkelte elevs læringsbehov, som sætter alle elevers aktive udfoldelse i centrum, og som bygger på en undersøgende og problemløsende tilgang. Som ramme om sådanne undervisningsformer indretter sådanne skoler læringsmiljøer, der giver rum for variation og aktivitet. Skolerne gør en stor indsats for at kombinere det eksamensorienterede curriculum med en beskæftigelse med virkelige problemer i omverdenen, på flere skolerne med et stærkt engagement af den grønne dagsorden.

 

Gateway School of Mumbai, som er en specialskole for elever med læringshandicap, viste en stærk fokuseret indsats på hver enkelt elevs særlige læringsbehov og trivsel. Selv om integration også er et nøgleord i Indien, viste skolen hvor stor en indsats, der skal til for at gøre det ordentligt, og den brugte en del ressourcer på at støtte andre skoler i integrationsindsatsen. Skolen er lille (ca. 80 elever) og havde mere end en lærer pr. to børn samt en del specialkonsulenter og vejledere. Det er skolens mål at hjælpe eleverne med at blive borgere, der kan bidrage aktivt til samfundet med de ressourcer, de nu har.

 

 

 

Ascend International School gennemfører helskoleprojekter om fælles temaer fra omverdenen. Den er indrettet med læringsmiljøer, der inspirer til varieret, elevfokuseret og personliggjort undervisning. De havde så store klasselokaler, at alle sådanne aktiviteter kunne foregå i det samme rum.

 

The American School of Bombay emmede af fokus på læring og trivsel og var en af de mest velindrettede skoler, jeg nogensinde har set. Jeg besøgte, hvad der svarer til børnehave og grundskole. Den var konsekvent indrettet med åbne læringsmiljøer, der var designet med stærk lærerindflydelse, især i børnehaven, der var inspireret af Regio Emilia-principper. Der var også et stærkt fokus på bevægelse med særlige områder indrettet til dette. De udendørs sportsarealer var ved at blive overbygget på grund af forureningen.

Sri Kumaran Children’s Home i Bangalore var nok den mest traditionelle skole af dem, jeg besøgte. Men den havde et meget stærkt grønt fokus, både i hele skolens praktiske funktioner og i undervisningen, og stærke værdier om udvikling af hele mennesker. Og den havde en atmosfære af vilje til at få alle børn til at trives og lære.

 

Prakriya Green Wisdom School er et lille grønt paradis uden for Bangalore. Den havde et stærkt fokus på udvikling af elevernes praktiske færdigheder, især inden for gartneri og jordbrug, men også inden for håndværk og kunsthåndværk. Skolen har et stort gartneri, som passes af eleverne i samarbejde med professionelle gartnere, og den har også en bondegård 1 1/2 times kørsel, hvor eleverne kommer på lejrskole. Disse faciliteter anvendes til at indbygge “green wisdom” i undervisningen som en levende realitet. Skolen var dybt forankret i indisk tænkning og tradition. Skolen forsøgte at vente med test og karakterer så længe som muligt. Fra 1. klasse lød det til, at undervisningen blev mere traditionel.

Jeg vil fortsætte min turne rundt til skoler. Jeg synes, det er vigtigt at vide, hvad progressive skoler i Indien allerede gør, og hvad de endnu ikke gør. Men så meget ved jeg allerede, der er grøde i indisk skoleudvikling. Der er mange der vil gøre op med karakterræset og videns- og repetitionstyranniet.

Indimellem bliver der også tid til turisme. Her er et par billeder fra Mumbai.

 

Gandhi Jayanti – national fridag på Gandhis fødselsdag

I dag er kontoret lukket ligesom de fleste andre arbejdspladser, for Indien mindes Gandhis indsats på hans fødselsdag, Gandhi Jayanti. Dagen fejres med særlige religiøse ceremonier, mindehøjtideligheder, konkurrencer og underholdning. F.eks. hørte jeg i supermarkedet i går, at de afholdt en konkurrence om bedste udklædning i anledning af festlighederne. 

Inderne bruger enhver lejlighed til at holde fridag for at feste. Der er utrolig mange religiøse festligheder (der er jo ret mange guder at vi respekt for). Og der er også civile fridage. De fleste er lokale gældende for den enkelte stat eller by, men Gandhi Jayanti er en af de tre nationale fridage (de to andre er Uafhængighedsdagen og forfatningsdagen).

Her er et billede fra et besøg i Gandhi Smriti, et mindested indrettet på det sted hvor Gandhi blev skudt, og hvor der også er et museum for Gandhi.

IMG_6541

Gandhi er stadig det store nationale symbol. I den rolle er han uantastet. Men det kan være svært at se arven fra Gandhi i den nuværende indiske politiske og sociale situation. Det regeringsbærende hindunationalistiske parti BJP under Modis ledelse har stærke forbindelser til den organisation, som myrdede Gandhi, og den står for en uforsonlig hinduistisk politik, der puster til religiøse stridigheder i mange dele af landet. Det politiske klima er bestemt ikke præget af idealer om ikke-vold. Idealet om Indien som en sekulær stat med plads til alle religioner, er under angreb. Selv om der sker visse sociale fremskridt, er fattigdommen stadig enorm og kløften mellem rige og fattige øges. Gandhis nøjsomhed er også vanskelig at få øje på i et klima med materiel grådighed hos dem der har penge.

 

Gandhi er I dag først og fremmest symbol på det frie og uafhængige Indien, nationens grundlægger. Hans portræt er på alle pengesedler. Og enhver by har en MG Road (Mahatma Gandhi Road). For nogle har han dog stadig en nærmest hellig status og dyrkes af nogle hinduer som en hellig mand med særlig tætte forbindelser med guderne. Gandhi var hele sit liv en praktiserende hindu.

SONY DSCGandhi-traditionen bæres selvfølgelig videre i hans parti Kongrespartiet. Men værdiernes troværdighed har lidt et stort knæk efter de mange år som korrupt regeringsbærende parti. Inderne er dødtrætte af korruptionen, og det er nok den væsentligste årsag til, at Kongrespartiet led et stort nederlag ved sidste valg, hvor Modi kom til magten. De er nu ved at komme sig og forsøger at samle en koalition af partier, der håber at kunne slå Modi. Partilederen er endnu en Gandhi, Rahul.

Guru på besøg i Bhartiya City

Bhartiya City har haft besøg af den i Indien kendte religiøse (hindu) leder Nirmalanandanatha Swamiji, inviteret af formanden for Bhartiya International Snehdeep Aggarwal.

Han kom med et stort følge og blev vist rundt i Bhartiya City, mens han hørte om planerne for byens udvikling. Jeg fortalte om skoleprojektet, som han har en særlig grund til at at være interesseret i, da han er leder af en fond, der ejer mange uddannelsesinstitutioner. Fonden har lige fået stillet en grund til rådighed af staten, som den skal bygge en skole på.

Han er leder af Kalabhairaveshwara Temple og siges at have millioner af følgere overalt i Indien, men især i Karnataka. Han er desuden formand for Sri Adichunchanagiri Shikshana Trust – Expanding Educational Opportunities, som driver en lang række uddannelsesinstitutioner (især inden for medicin) og en en række andre initiativer med et socialt sigte. Han er også en mand, som politikerne lytter til og gerne vil omgås. Han har direkte adgang både til regeringen i Karnataka og til centralregeringen i Delhi.

Nirmalanandanatha Swamiji er verdsligt veluddannet, ingeniør og MA i teknisk videnskab. Efter uddannelsen valgte han at arbejde som lærer for blinde i en landsby, og derefter besluttede han at blive swami. Undervejs i Bhartiya City fik vi set, at han kan mere end sin pooja, da han gav et nummer på klaver.

Det var fascinerende og fremmedartet at opleve denne blanding af swami, entreprenør og politiker. Det var ikke en verdensfjern indisk hellig mand kun fordybet i bøn og meditation, der var på besøg. Han er en levende del af det indiske samfund og handler i den med et klart socialt sigte. Jeg kan ikke vurdere, om hans aktiviteter spiller en positiv rolle, men hans uddannelsesprojekter kommer i hvert fald hundredtusindvis af unge til gode, og mange af projekterne er placeret i økonomisk tilbagestående landområder.

Vi skal naturligvis ikke lave en hinduistisk skole. Det skal være en sekulær skole, som Indiens forfatning i øvrigt også er det. Men vi skal være forankret i indisk historie, tradition og kultur. Med dette udgangspunkt skal skolen have et globalt udsyn og uddanne global citizens. Derfor er det en væsentlig erfaring for mig at komme i kontakt med Indiens religiøse miljø.

img_1434Jeg tror dog ikke man tager meget fejl, hvis man tænker, at invitationen til at komme til Bhartiya City snarere er begrundet i swamiens politiske kontakter end i hans religiøse betydning. I Indien er det vigtigt at have politiske kontakter (og penge i øvrigt), hvis man vil fremme projekters gang gennem det politiske og bureaukratiske system.