Allan i Indien

Nu har vi haft to dage med åbent hus, særligt for beboere i Bhartiya City. Vor hjemmeside er klar (Flot designet af Stereo Associates i København). Vore materialer er klar, og vi havde indrettet en “Experience Zone” i Bhartiya City‘s Discovery Center, da skolebygningen ikke er klar.

Beslutningen om børnenes uddannelse er en stor og vigtig beslutning for indiske forældre. Ikke bare fordi det er en ganske stor investering for en familie. Men uddannelse anses for at være det vigtigste en familie kan gøre for at sikre børnenes fremtid. Vi havde derfor organiseret åbent hus som et lidt mindre arrangement, hvor der skulle være plads til at gå på opdagelse og tale med medarbejderne.

Besøget startede med vores film, derefter besøgte gæsterne en model af skolen, og derefter en Apple- og en LEGO-stand. Og som afslutning talte de med skolens medarbejdere og fik en pose med info-materialer.

• 

• 

Vi havde bedt Apple og LEGO om at være til stede og præsentere deres curriculum og teknologi, da vi jo endnu ikke har lærere der kan gøre det. Derefter var der mulighed for en tale med en medarbejderne og få en taske med info-materialer. Jeg har jo leget med LEGO hele min barndom og med Apple en store del af mit voksenliv, så her er jeg jo på hjemmebane.

• 

• 

Vi fik mange gode samtaler med familierne og havde en oplevelse af, at vore ideer og budskaber blev godt modtaget. Men der er lang vej endnu, før vi har de elever, vi skal bruge. Alle forældre besøger og vejer for og imod og besøger mange skoler. Men nu er vi i gang, og det er dejligt.

• 

• 

De to dage med åbent hus var en slags øvelsesbane, hvor vi kunne afprøve vore budskaber og høre forældrenes spørgsmål. Nu går vi i gang med at udarbejde en marketingplan for de næste måneder med flere events og tilstedeværelse på sociale medier, reklamer i aviser (dem læser man faktisk i Indien), PR-initiativer over for bloggere og journalister. Vi har engageret et kommunikationsfirma med speciale i PR og digital kommunikation.

Lige meget hvor mange visioner og værdier vi har, uddannelse er også en business, konkurrencen er hård, og vi skal bruge et bestemt antal elever for at finansiere bygningen og lønningerne.

Det har været en mærkelig oplevelse i mere end et år at beskæftige sig med en skole her i Indien uden at have en skole. Ingen elever, ingen lærere, ingen bygning. Kun ideer, planer, engagerede mennesker og en bygning på vej. Men nu skal vi ud at skaffe elever. Vi starter tilmeldingen i midten af september, og den vil løbe de næste måneder, indtil vi åbner skolen i juni 2020, forhåbentlig med tilstrækkelig med elever til at det giver mening.

Bygningen skyder i vejret. Snart vil betonkonstruktionen stå færdig, og arbejdet med facade og indretning kan gå i gang. Vi forventer, at bygningen er delvis klar senest i januar 2020. Bygningen er planlagt til at rumme op til 1200 elever, og på en af etagerne vil der være kostskoleafdeling med plads til 90 elever, som dog ikke tages i brug de første par år. Bygningen vil være noget af et særsyn i Indien. Den bliver indrettet med åbne fleksible læringsmiljøer, et innovation lab, podcast-studie, en urban have. Man vil kigge forgæves efter traditionelle klasseværelser. I øjeblikket er vi i gang med at vælge møbler, der passer til læringsmiljøer og pædagogik.

• 

• 

I juni 2020 byder vi velkommen til førskoleelever (4-6 år) og grundskoleelever (1.–5. klasse). Vi har plads til ca. 75 elever pr. årgang. Det er planen at tage nye årgange frem til 2024, hvor skolen har klasser i alle årgange fra børnehave til gymnasium (Nursery, Lower KG, Upper KG, Elementary School, Middle School, High School).

Der er stor sult efter gode skoler i Indien, og med den nye middelklasse, der udvikler sig i hastigt tempo, er der et betalingsdygtigt publikum. Alligevel er det vanskeligt at starte en ny skole. Det er så stor en investering for forældrene, så de vil naturligvis gerne være sikre på, at investeringen lever op til forventningerne. Initiativtageren til skolen og ejeren af firmaet Bhartiya, der står bag fonden, der ejer skolen og finansierer opførelsen af bygningen, Snehdeep Aggarwal, ønsker, at skolen skal være en succes fra starten, så hans mål er 500 elever første år. Det vurderer de fleste er helt urealistisk, og i skoleteamet er vi tilfredse, hvis vi når 250.

Skolen har fået et navn: Chaman Bhartiya School of Leadership. Chaman fordi det er navnet på ejerens far, Bhartiya fordi det er navnet på firmaet, School of Leadership fordi leadership er skolens fokus.

Ambitiøs markedsføring

Skolen bliver ikke gratis for forældrene. Den vil appellere til den øvre halvdel af middelklassen. Vi er i fuld gang med at planlægge markedsføringen af skolen, og her samarbejder vi med kommunikationsfirmaet Stereo, som både har afdeling i Bangalore og København, og som jeg også samarbejdede med på Ørestad Gymnasium. De hjælper os med branding, logo, design, webdesign og trykte materialer. Vi planlægger at launche hjemmesiden i midten af september.

Der skal solid markedsføring til for at overbevise forældrene om, at vort anderledes skolekoncept er attraktivt for deres barn. Men der er en bevægelse i Indien, også blandt forældre, for at modernisere skolesystemet, væk fra det entydigt prøvefikserede system med udenadslære, til et system, der i højere grad fokuserer på at udvikle hele personligheden og give kompetencer til det 21. århundrede. Men lakmusprøven på, om vi er en god skole er prøveresultaterne, der bestemmer adgangen til indiske og udenlandske videregående uddannelser.

Vi siger, at faglighed og personlig og social udvikling ikke er hinandens modsætning, men langt hen hinandens forudsætning. Vi siger, at vi både vil udvikle fagligheden, hele personligheden og give kompetencer til det 21. århundrede. Og derfor er vi ærlige om, at eleverne kommer til at arbejde hårdt, til gengæld vil vi gøre det på en motiverende og engagerende måde, efter devicen “we work harder and have more fun”. Det er det, vi vil beskrive i vores WE LEAD-model for curriculum og pædagogik.

Men jeg ved, at det ikke bliver let, for “academics” er det der tæller.

Hvem er vi og hvad laver ellers

Lige nu er skoleteamet lille: mig, en leder af pædagogik og efteruddannelse samt en kommunikationsmedarbejder. Vi får desuden hjælp af medarbejdere i Bhartiya og af eksterne firmaer. 

I øjeblikket har vi særligt fokus på at færdiggøre hjemmesiden og øvrige informationsmaterialer. Vi arbejder løbende med at udvikle vor WE LEAD-model for indhold og pædagogik (mere om det i en senere blog). 

Vi skal i gang med en ansættelsesrunde af vicerektor, leder af grundskolen og førskolen og en medarbejder til at tage sig af forældrehenvendelser og åbent hus. Senere på året går vi i gang med at ansætte lærere, så vi kan gennemføre et længere introduktionsforløb for dem.

Skoleteamet er selv i gang med et længere iPad-kursus (72 timer), der vil blive fulgt op af LEGO-workshops og et kursus i problembaseret undervisning.

Jeg er sikker på, at vi kommer til at åbne skolen til tiden. Og jeg er også ret sikker på, at den bliver virkelig interessant, både i en indisk og international sammenhæng. Men det har ikke været nogen nem proces indtil nu, og det forventer jeg heller ikke, at det bliver indtil åbningen. Beslutningsprocesser, mødekultur, autoritetsstrukturer, kommunikationsformer er virkelig anderledes end i Danmark. Og min tålmodighed (og den er ellers ganske stor) bliver hyppigt sat på prøve. Men når beslutninger er taget, så rykker de. Bygningen ville tage mindst dobbelt så lang tid at opføre i Danmark.

Jeg har gennem de sidste par måneder genset sæson 1-7 af Game of Thrones og den afsluttende sæson. Det har slået mig, hvor lidt mediernes dækning har handlet om det, som er det overgribende narrativ (i hvert fald indtil 6. episode i 8. sæson), nemlig vinteren og hæren af døde, der truer med at udslette alt liv. I stedet har man fulgt i Westeros’ rivaliserende kongers fodspor og ladet sig fascinere af krigen om herredømmet over Westeros, intrigerne og sexscenerne. 

Jeg kan ikke lade være med at se parallelt til den situation som klimakrisen har sat verden i. Alle politiske prioriteringer burde handle om, hvordan vi i fællesskab finder bæredygtige løsninger på klimakrisen (jeg lyder sgu som Uffe Elbæk). I stedet kæmper politikerne verden over som altid om magten. Ikke med løfter om en konkret indsats mod klimakrisen, men med løfter om at lukke grænser, så indvandrere ikke kan forstyrre de nationale idyller. Akkurat som kongerne i Westeros håbede at kunne lukke de vilde og de døde ude med den store isvæg og nattevogterne. Den overgribende invasion adresseres ikke af de magthavende politikere. Ikke før bastarden (troede man indtil sæson 6) Jon Snow satte en dagsorden om at samles i forsvaret for livet.

Heldigvis varsler EU-valget en ny tid hvor klimakrisen adresseres af vælgerne, som kræver forpligtende handling af politikere. 

Lige nu mangler vi dog Jon Snow.

Og når man som jeg opholder sig i Indien, er klimakrisen endnu længere væk i den politiske prioritering. Af forståelige grunde er man optaget af at skabe økonomisk udvikling, så alle borgere kan komme ud af fattigdommen, af at skabe et sammenhængende og beslutningsdygtigt samfund, af at tilbyde kvalitetsuddannelse til alle og af at komme ud af korruptionens svøbe. Men netop pga. den hastige økonomiske udvikling i det, der snart vil være verdens mest folkerige stat, er det vigtigt at få udviklingen til at ske på en bæredygtig måde. Både for Indien selv og for planeten.

Men Modi er ingen Jon Snow.

I klimakrisens prisme

Klimakrisen med den fundamentale udfordring til livet på vor klode burde være den prisme gennem hvilken alle politiske og private prioriteringer ses. Det gælder også for uddannelsessystemet, som jeg har arbejdet i gennem hele mit voksne liv. For når vi ikke har en Jon Snow, og det heller ikke ser ud til, at han er lige om hjørnet, så har uddannelsessystemerne en afgørende rolle i at udvikle borgere, der kan leve i en verden præget af usikkerhed og trusler og hastige forandringer i livsgrundlaget, og som i fællesskab kan finde løsninger på disse udfordringer, lokalt, nationalt og globalt.

Det er ikke det, vi diskuterer, når vi diskuterer uddannelse i Danmark. Og det er det heller ikke i Indien.

Klimakrisen og de andre store forandringer vi står overfor (flygtningekriser, højrepopulisme, 4. industrielle revolution, globalisering) gør, at uddannelsessystemerne må gennemtænke, 

• om vi har de rigtige dannelses- og kompetencemål, 
• om vi prioriterer det vigtigste indhold 
• om vi underviser på de rigtige måder

Er uddannelsessystemet til for at udvikle de menneskelige kvaliteter, der er nødvendige for at leve et lykkeligt liv og være med til at skabe en bedre verden, eller kører det på automatpilot, og underviser man i de fag, man altid har undervist i, og på den måde man har gjort siden uddannelse blev adskilt fra produktion? For mig er der ingen tvivl, hvis uddannelse skal være relevant for moderne mennesker, må uddannelsessystemerne forandres grundlæggende. Der er behov for innovation i:

• Dannelses- og kompetencemål
• Indhold
• Pædagogik
• Teknologi
• Læringsrum
• Skolens relation til det omgivende samfund.

Jeg vil i en kommende blog vende tilbage til, hvordan vi tænkes os at gøre dette.

Det bedste fra Indien, Danmark og resten af verden

Jeg er så privilegeret, at jeg har fået mulighed for netop at gøre dette i skoleprojektet i  Bhartiya City i Bangalore i Indien (Chaman Bhartiya School of Leadership). Som jeg tænker projektet, drejer det sig om at forene de internationale erfaringer med skoleudvikling for det 21. århundrede og omsætte det til en indisk kontekst.

Indien har en stolt tradition for højt fagligt niveau (“academic excellence”), især i de naturvidenskabelige fag og matematik. Jeg vil gætte på, at de er 1 1/2 år forud for danske elever i disse fag, når de forlader high school.

I Danmark værner vi om almendannelsen, et begreb som ikke findes i den engelsktalende verden. I vort uddannelsessystem skal elever udvikle sig som hele mennesker, de skal udvikle sig til at fungere i et demokratisk samfund med ytringsfrihed, og de skal have kundskaber, så de kan videreuddanne sig og klare sig på arbejdsmarkedet.

Internationalt har der i en årrække, inspireret af OECD og World Economic Forum, været fokus på “21st Century Skills” (de fire C’er: Communication, collaboration, creativity, critical thinking and problem solving). Og der er en række bestræbelser, både på nationalt og skoleniveau, i forskellige dele af verden med at udvikle undervisning, der udvikler de fire C’er. Jeg har deltaget som oplægsholder ved mange internationale konferencer og har derfor en ret god fornemmelse af, hvad der foregår.

Vort projekt er således at se, hvad der sker, hvis man forener indisk academic excellence, dansk almendannelse og 21st century learning i et moderne skolekoncept, der fokuserer på det, der er vigtigt for at være menneske i nutidens samfund, og udvikler de kompetencer der er nødvendige for at medvirke til at leve i og at forandre og forbedre verden.

Indiske skoledilemmaer

Indien er under forandring. Den økonomiske og samfundsmæssige udvikling går kolossalt stærkt. Der er en sult efter uddannelse. Der opstår et væld af nye skoler hver eneste dag. Og mange nye skoler ønsker at komme væk fra det ensidige fokus på “academics”. Jeg tror på, at der er basis for en skole med en ambition, som har et dannelsesperspektiv om ikke bare at uddanne unge med de rette kompetencer for Indiens industrielle boom, men har et dannelsesperspektiv i retning af at uddanne samfundsborgere og verdensborgere, der ønsker at bidrage til “the common good”, først og fremmest at finde en bæredygtig vej ud af fattigdommen for Indien, og det kræver for mig at se en skoleform, der er grundlæggende anderledes end den skole, vi kender overalt i verden.

Vi vil sikkert møde modstand, når vi åbner i juni næste år. I de fleste familier er ekstrem fattigdom kun en generation væk. For indiske forældre er uddannelse derfor ikke et spørgsmål om at redde planeten, men om at sikre en tryg fremtid uden fattigdom for børnene. Uddannelse er instrumentet til at gøre dette ved at komme ind på de gode universiteter og få en uddannelse, der kan give et godt job og en sikker indkomst. Derfor går de ekstremt meget op i elevernes testresultater, for gode testresultater er vejen til universiteterne. Derfor vil en del forældre måske synes, at vore ambitioner om tidssvarende uddannelse tager tid fra forberedelsen til eksamen Vi må overbevise om – og jeg er sikker på, at det er sådan – at man kan gøre begge dele, fordi engagerede elever lærer mere, både af den traditionelle faglige viden og af de nye kompetencer.

I 2. del af dette blog indlæg vil jeg skrive mere om, hvad vi gerne vil undervise i, og hvordan vi vil gøre de.

Man kan se mere om mine synspunkter i dette interview med et amerikansk web-magasin, som blev gennemført lige da jeg havde forladt Ørestad Gymnasium, men først offentliggjort for nylig: Open SPaces – Open Minds.

Bhartiya City, hvor jeg bor, ligger i den nordøstlige del af Bangalore. Det er en ny bydel under opførelse, så der sker ikke så meget. Om et par år bliver bydelen rigtig fin med masser af aktiviteter, restauranter, butikker, biografer. Lige nu er den lidt kedelig. 

Uden for Bhartiya City sker der heller ikke så meget. En stor indisk rodebutik, hvor det er svært at se, om huse er under opførelse eller nedrivning. Imellem husene og i øvrigt hvor der ikke er afskærmede byggepladser flyder det med affald. Om det er en kulturelt betinget mangel på ansvarsfølelse over for de fælles områder, eller om det er fordi byen ikke sørger for renovation, er der delte meninger om. Lokale folk forsikrer mig dog om, at det har været meget værre.

Jeg har fundet en fin løberute om Jakkur-søen ikke så langt væk, så der bliver jeg kørt til et par gange om ugen.

Trafikken i Bangalore er forfærdelig, måske den værste i Indien. Byen har slet ikke kunnet følge med i den hastige industrielle vækst og befolkningstilvækst, så der mangler god offentlig transport og omfartsveje. Jeg tager kun ind til centrum af Bangalore et par gange om ugen, for det tager 1 1/2 rime at køre de 15 km.

Bangalore og området omkring Bangalore har mange oplevelsesværdige tilbud. Så når jeg har besøg, er det en rigtig god anledning til at se nye steder. Jeg gør det også ofte alene. Kollegerne siger, at jeg ender med at kende området bedre end de selv gør.

Da Line og Annelia besøgte mig i vinterferien tog vi på nogle virkelig fine ture. Her er et par eksempler.

Malleswaram og Sankey Lake

Malleswaram er en forholdsvis gammel bydel der ligger i den nordvestlige del af Bangalore. Den siges at være center for den tamilske befolkning. Det er en bydel med hyggelige gader med masser af træer, små butikker, cafeer og restauranter. Og ikke mindst templer. De ligger nærmest klistret op ad hinanden.

• 

• 

Lige i nærheden er Sankey Lake. Vi var der tidligt om morgenen og så de mange frisk gående og altid telefonsnakkende indere. Meget få løb (det gælder også der, hvor jeg morgenløber). Omkring søen er der også et par steder til yoga og meditation.

• 

• 

Der er stadig mange søer i Bangalore, men ikke nær så mange, som der har været. Mange er blevet udtørret og transformeret til byggegrunde. Det er en udbredt opfattelse, at udtørringen af søer og vådområder er stærkt medvirkende til, at temperaturen stiger i Bangalore i disse år.

• 

• 

Nu er der en stigende opmærksomhed om vigtigheden af at bevare søerne og de grønne områder. Flere skoler har projekter, hvor børnene medvirker i miljøprojekter (f.eks. oprydning og plantning af træer). Og folk nyder de mange oaser, hvor man kan komme lidt væk fra støv, trængsel og støj.

Savandurga

Et par timers kørsel (men bare 72 km fra hvor jeg bor) ligger Savandurga, som er klippe-monolith, næsten helt uden bevoksning. Den er lidt glat at gå på, men man kan sagtens nå op til toppen (det tager 2-3 timer). Der var familier med ret små børn, der kom et godt stykke op ad den glatte klippevæg. Vi besluttede ikke at bestige toppen, da vi ikke havde vand nok med.

Selv om det er forholdsvis tæt på Bangalore, føler man virkelig, man er langt ude på landet. Fra bjergknolden er der en flot udsigt over området.

Smukt beliggende ved foden af bjerget er Lakshmi Narasimha Templet.

• 

• 

I udkanten af byen Magadi, nogle kilometer fra Savandurga, ligger Ranganathaswamy Templet, som er et meget yndet sted at besøge, også for folk fra Bangalore.

En ung tempeltpræst Santhosh, der i hverdagen er softwareingeniør og arbejder i Bangalore, og som var god til engelsk, fortalte os om templet og den avatar af Guden Vishnu (the supreme being) Ranganathaswamy, som templet er viet til.

Templet er bl.a. kendt for, at tempelpræsterne et par gange om dagen går i procession trækkende på en kærre med en statue. Det nåede vi at se, men vi gik ikke med, da gaderne var for varme for vores bare fødder.

Bannerghatta Biological Park

I uddkanten af Bangalore (ca. 50 km fra hvor jeg bor) ligger Bannerghatta Biological Park, som er et stort center omfattende en traditionel zoologisk have, en sommerfuglepavillon og en mini-safarinaturpark. Den zoologiske have er forholdsvis almindelig, og i sommerfuglepavillonen sov de fleste af sommerfuglene, da vi var der. Men safariparken er helt enestående. 

Vi kørte rundt i en jeep, og nåede virkelig at få en safariagtig fornemmelse. Man kom tæt på dyrene, som her kan gå forholdsvis frit omkring i et naturligt habitat. Området er delt ind i afdelinger, som man skal køre igennem en sikkerhedsport for at komme til, f.eks. fra elefantafdelingen til løveafdelingen.

På et tidspunkt holdt vi stille i længere tid, fordi vi ikke kunne komme forbi en hanløve, der havde slået sig ned på vejen. Chaufføren forklarede, at den kun var bange for de store biler. Først da chaufføren sprøjtede lidt vand på den, flyttede den sig en meter, så vi kunne komme forbi. Men fascinerende at have en løve liggende lige uden for bilen.

En af parkens store attraktioner er de hvide tigre og de mange (70+ sagde chaufføren) almindelige tigre. Tigrene er lukket inde i bure om natten, og bliver så lukket ud om dagen. Vi var der, da de var ved at blive lukket ud. De skulle nærmest sparkes ud. De gad slet ikke og kun sammen.

Chaufføren havde hjulpet mig med at tage billeder, når dyrene var i hans side. Han var ikke tilfreds med de drikkepenge, jeg gav ham for indsatsen; han havde tydeligvis forventet mere og bad om det, selv om han fik mere end en arbejderdagløn.

• 

• 

Vi skal bestemt have drengene med hen til dyreparken. Det er en stor oplevelse.

Shivagange

Jeg er blevet lidt bidt af kombinationen af templer og (let) trekking. Derfor foreslog min chauffør Krishnamurty mig, at jeg skulle tage til Shivagange, som ligger i landdistriktet omkring Bangalore, ca. 60 km fra hvor jeg bor. Det kan minde lidt om Sabandurga, en enligt klippemassiv. 

Hele klippeområdet Shivagange opfattes som helligt, et stort tempel tilegnet Shiva. Der er hugget – nogle steder ret primitive – trapper ud i klippen, og så går man ellers på vejen mod toppen gennem templer og mellem statuer af Nandi (Shivas tyr) og Shiva og hans kone Parvati.

• 

• 

Fordi bjerget opfattes som et helligt sted, sagde Krishnamurty, at jeg ikke måtte have sko på. Det var jeg dum nok til at lytte til; næsten alle andre havde sko på. Jeg har altid hadet at gå med bare fødder, og nu klatrede jeg i fire timer op og ned af bjerget med bare fødder. Det gjorde ondt, men jeg klarede det, og fik lidt street (mountain) credit fra de unge, der besteg bjerget med sko på. Jeg tror de opfattede det som udtryk for respekt for deres hellige sted.

• 

• 

Det er ikke for alle at klatre op på toppen. Mange indere over 40 bevæger sig meget nødigt og fejler mange ting i bevægeapparatet. Så de fleste på bjerget var unge. Der var steder undervejs, hvor man kunne købe offergaver til guderne i templerne og mad og drikke til sig selv. Jeg så bærere, der bar tunge sække med forsyninger op ad bjerget.

Jeg smagte butter milk, men det var jeg nu ikke vild med.

• 

• 

Jeg mødte to unge fyre, som boede i nærheden og kom der en gang imellem. For dem var det en religiøs oplevelse. Vi afsluttede turen i det lavest beliggende tempel, hvor der skulle være et ritual, hvor tykmælk (?) blev smurt på en stang og ville blive omdannet til smør, som man kunne tage med hjem. Jeg ventede dog ikke på det. Shivagange gav mig et indtryk af, hvor indarbejdet hindu-ritualer er i hindu-indernes hverdag.

De fortalte mig, at der fra templet går en underjordisk tunnel, som ikke længere er i brug, helt ind til Bangalore, konstrueret af Kempe Gowda, som grundlagde byen i 1537.

Nogle gange er det dog rart at lade templer være templer og bjergknolde bjergknolde for i stedet at tage ind til Bangalore. Som Valentines aften, hvor vi spiste på Shang Palace (fremragende kinesisk restaurant) i Shangri-La Hotel.

• 

• 

Nu begynder mit arbejde i Indien snart at ligne et rigtigt arbejde. Med deadlines, kolleger, kontor. Hidtil har jeg brugt meget tid på at tænke, samle inspiration og få viden om indiske forhold. Nu skal er det tid til at arbejde målrettet med henblik på skolestart i  juni 2020. Her skal skolen være klar med bygning, børn, personale, læringsrum, teknologi, curriculum og læringsressourcer, gode vpærdier og en vision med passion. Det første mål er august 2018, hvor vi skal være klar til at starte indskrivningen.

En anderledes skole

Indiske forældre er meget kritiske, og der er gode privatskoler at vælge mellem, også i nærheden. Så det er ikke nok, at vi til august kan svare  “det finder vi ud af”, “vi asfalterer mens vi kører”, når de stiller kritiske spørgsmål. Uddannelse er en vigtig investering, fordi eksamensbeviset er så afgørende for børnenes fremtid. Derfor vil forældrene være sikRe på, at der er “value for money”, når de vælger skole til deres børn. Vi skal nærmest kunne garantere, at de kommer ind på de bedste universiteter i Indien eller USA. Planlægningen af de fleste af skolens aktiviteter og politikker skal derfor være parat til august, så vi kan svare po disse kritiske spørgsmål. Det er ikke mindst nødvendigt, fordi skolens bygning, læringsrum, pædagogik og indhold vil udfordre indiske forestillinger om den gode skole.

Byggeriet er godt i gang. Der er mange mænd på byggepladsen, og de arbejder st ort set døgnet rundt. Bygningen er ved at nå op over jordoverfladen, så vi er fortrøstningsfulde med hensyn til, at den vil stå færdig til indflytnig senest i april 2020, hvor den store bølge af læreransættelser vil foregå.

Juridisk enhed

Private skoler i Indien skal være “not-for-profit organizations”. Det er i Indien ikke tilladt at tene penge på uddannelse, men de bliver der indirekte alligevel. Uddannelse er ved at være big business i Indien. Den skole jeg arbejder på, vil blive ejet af en trust/fond, som skal være økonomisk uafhængig af det firma, som har taget initiativ til etablering af skolen (Bhartiya City Developers). Firmaet betaler for opførelsen af skolebygningen, som vil blive lejet ud til skolen, som så betaler husleje og afdrag på gælden til firmaet. I de første år vil firmaet også betale store dele af driftsomkostningerne for skolen. Vi budgetterer med, at skolen kan bære sig selv efter 3 år, hvis vi fastsætter en elevbetaling der kan dække udgifterne til lønninger, bygninger, materialer mm. Vi er i gang med at finde dette niveau.

Der er mange formaliteter der skal bringes i orden for at skolen kan blive en selvstændig juridisk enhed, som har lov til at drive skolen. De er i gang i øjeblikket, og de skal være færdige, før vi kan starte på indskrivningen.

Chaman Bhartiya Leadership School

Jeg har brugt en del tid på tænke igennem, hvad skolen skal stå for. Jeg har skrevet et charter, som er skolens foreløbige grundlag. På en workshop i næste uge vil vi skærpe formuleringerne om skolens brand (identitet, personlighed, værdier). Helt tilfældigt – og det er det virkelig – har fBhartiya valgt kommunikationsfoirmaet Stereo Associates, som har afdelinger i såvel Bangalore som København, som kommunikationsrådgiver, og dem kommer vi også til at bruge. Jeg har samarbejdet Med Stereo Associates ( Camilla Frederiksen) om branding og kommunikation på Ørestad Gymnasium. Den anden danske konsulent er Thomas Sehested, som nu også er direktør for det danske kulturinstitut i New Delhi. De er superdygtige, så jeg er glad for at kunne fortsætte dette samarbejde i en helt ny kontekst.

Skolens navn bliver Chaman Bhartiya Leadership School. Chaman efter faderen til firmaets dominerende ejer  og bestyrelsesformand Snendeep Aggarwal. Bhartiya efter firmaet og byen. Leadership fordi skolens vision er at uddanne unge menneske der kan tage lederskab i udformningen af fremtidens Indien i en verden med globale udfordringer.

Efter branding-workshoppen vil vi gøre os klar til at skabe skolens website, øvrige digitale aktiviteter samt markedsføringsmateriale. Vi skal gerne gå i luften med web-sitet til maj.

Ansættelser

Når vi lister alle de aktiviteter op, der skal være færdige før vi kan starte indskrivningen og dernæst selve skolen, kan man godt blive lidt svimmel. Men heldigvis er jeg ikke alene om det. Den første jeg ansatte er projektkoordinatoren Ranjini, som har været med til at starte skoler op tidligere. Hun kender detaljerne i de administrative og driftsmæssige udfordringer i Indien. 

I løbet af denne uge får jeg ansat to øvrige medlemmer til ledelsesgruppen: “Head of innovation, pedagogy and teacher training” og “Head og curriculum and quality”. De to skal sammen med mig udvikle skolens “leadeship curriculum”. I denne uge har jeg jobinterviews for at finde en “Head of early years” og en “Head of elementary school”.

Næste bølge af ansættelser bliver en chef for IT, en chef for kommunikation, en HR medarbejder, en regnskabsmedarbejder og en medarbejder til at stå for kontakten med de kommende forældre.

Det kan virke voldsomt med alle disse ansættelser, På Ørestad var vi Thomas, Anette og mig før lærerne kom, og med dem havde vi 14 dage før eleverne kom. Men det er Indien. Og vi har ikke en kommune i ryggen, men skal starte en ny skolevirksomhed, der prøver helt nye veje for uddannelse i Indien.

Leadership curriculum

Når ledelsesgruppen for skolens første år snart bliver samlet, skal vi i gang med at udvikle skolen pædagogik og indhold, det vi kalder vores “leadership curriculum”. Kort fortalt bliver den væsentligste pædagogiske metode projektbaseret undervisning (PBL), og indholdet vil blive struktureret efter FN’s globale bæredygtigsmål. 

Udfordringen bliver at integrere dette med det eksamenscurriculum eleverne skal prøves efter (de kan før 9. klasse vælge mellem et indisk curriculum ICSE og det internationale IB curriculum). Vi skal balancere forberedelsen af eleverne til at leve og trives i det 21. århundrede med de ret konservative eksamenkrav. Og vi skal lykkes på begge parametre.

Teknologi bliver vigtig for os. Det er planen (i hvert fald min) , at vi skal være en Ipad skole (endelig kan jeg få lov til det). Apple’s “everyone can create” og “everyone can code” er ret perspektivrige og passer godt ind i mine tanker om hvad skolen skal stå for. Vi skal også være en LEGO-skole. LEGO’s “leg og læring” koncept er virkelig anvendelige i førslkolen og grundskolen. 

Lærerkvalifikationer

Et omdrejningspunkt for om skolen kan udvikle læring for det 21. århundrede er udvikling af lærernes kompetencer. Det er planen, at vi skal have ret få udenlandske lærere. Indiske lærere er typisk faglig dygtige og veluddannede og pædagogisk ret konservative. De leverer et på forhånd defineret indhold, der ertilpasset kravene ved eksamen. Efteruddannelse vil være en central del af lærernes arbejde, ca. en dag hver anden uge med både interne og eksterne workshopledere og instruktører.

For at sætte fokus på vigtigheden af udviklingen af lærernes kompetencer planlægger vi at starte et “Teacher Training Academy”, der skal være åbent for alle med en læreruddannelse, hvadenten de skal ansættes hos os eller ej. Det håber jeg vi kan gå i luften med i efteråret og foråret. Med tiden kan denne aktivitet udvikle sig til en selvstændig instituion. Programmet arbejder jeg på at udvikle bl.a.  i samarbejde med High Tech Highs Graduate School i San Diego og gerne også med min gode ven Thomas Jørgensen.

Flere skoler

Det er nogle af de opgaver, jeg arbejder med i øjeblikket. Snendeep Aggarwal, der er en visionær mand, som gerne vil sætte sit præg på indisk uddannelse, spurgte mig for et dage siden: “Hvorfor ikke uddanne 10 millioner børn og unge?” Ambitionerne er store i dagens Indien. Hvis vi udvikler en bæredygtig og perspektivrig skolemodel, vil skolen blive fulgt op af andre lignende skoler andre steder i Indien og i Bangalore. Men det bliver måske ikke mig, der kommer til at stå for uddannelsen af de 10 millioner uddannelsessultne indere. Hvis vi er heldige har vi 200 næste år, for alle indiske erfaringer viser, at de første år af en skoles liv er vanskelige.

Også i Indien markeres julen. Der en del kristne i Bangalore, adskillige kirker og mange kristne skoler (mange hinduindere sender deres børn i kristen skole, fordi de går for at være gode). Men når julen markeres i det offentlige rum (i butikker, på arbejdspladser, på reklamesøjler) skyldes det ikke så meget julen som kristen højtid, men snarere at inderne elske kitschet udsmykning og griber enhver anledning til at feste. 

Det er også udtryk for den fleksibilitet og pragmatisme der er indbygget i megen hinduisme (ikke den agressive moderne hinduisme som støttet af regeringen med vold og uroligheder bekæmper andre religioner og hinduafvigelser). Jeg spurgte f.eks. en dag en overbevist hindu, hvem der var hans yndlingsgud. Jeg forventede Shiva, Krishna, Ganesh, men han svarede uden at blinke Jesus.

Jeg har aldrig været nogen meget stor fan af julen og den såkaldte julestemning. Men alligevel skaber juleudsmykningen og julemazakken en forbindelse til noget, jeg er opvokset med og sætter pris på. Selv om det kan være lidt svært at fastholde forbindelsen når man går rundt i et vejr, der svarer til en god dansk sommer.

Jeppe

Som expat er man i et ingenmandsland mellem en kultur man ikke er en del af, og som det er svært at blive inviteret indenfor i, og en kultur som man er rejst væk fra, men som ikke desto mindre præger hele ens måde sat tænke, føle og opleve på. 

For a håndtere dette ingenmandsland er det vigtigt for mange expats og indvandrere at fastholde navlestrengen til det kan kommer fra. Som danskere synes vi, det er charmerende, når danske indvandrere i Solvang i USA fastholder møllen og wienerbrødet. Men vi synes det er mindre charmerende, når tyrkiske indvandrere etablerer sig i såkaldte parallelsamfund. 

I Bangalore er der andre danskere end mig. En del af dem deler en mailingliste, Danskerlisten, og med mellemrum er der danskeraktiviteter, som f.eks. julefrokosten for nylig, som jeg desværre ikke kunne deltage i, da jeg var i San Diego.

Gennem Danskerlisten blev jeg gjort opmærksom på noget så eksotisk som en opsætning af “Jeppe på Bjerget” i Bangalore med titlen “A Bellyful of Paradise”.  Forestillingen blev sat op af teatergruppen Bangalore Little Theatre. Jeg så den sammen med andre danskere. Danmarks ambassadør i Indien, Peter Taksø-Jensen, bød velkommen.

Det var en noget forkortet udgave af Jeppe, tilføjet en introduktion, hvor publikum lige skulle tunes ind på det der Danmark. Forestillingen var på engelsk men i øvrigt temmelig teksttro. Holbergs vittige replikker fungerede glimrende i den engelske version udtalt med indisk accent. Der blev ikke gjort noget forsøg på at indienficere stykket. Tværtimod var skuespillerne klædt ud i noget, der kunne være fra Frilandsmuseets overskudslager, Jacob Skomager hed Jacob Skomager og Nille hed Nille. Det må have virket noget eksotisk på de ikke særligt talstærke indiske publikum.

Jeppe-figuren var godt spillet og fik det holbergske vid ud over rampen. Rundt om ham var de øvrige spillere temmelig parodiske og slapstickagtige. Det, der står tilbage for et indisk publikum, tror jeg alligevel, er en samfundssatire om ulighed og fattigdom, om værdighed og magtudøvelse. Vigtige temaer i en indisk kontekst.

Gad vide hvordan teatergruppen er kommet på at sætte denne forestilling op. Men kulturudveksling kan vi ikke få for megt af i det nuværende nationalpopulistiske klima i verden. Så hatten af for dette initiativ.

På tur til Channarayana Durga med Internations

At netværke med andre expats kan være en god måde at komme til at føle sig hjemme i en fremmed kultur. Jeg har meldt mig ind i organisationen Internations, som netop har til formål at bringe expats sammen, så de kan hjælpe hinanden med at føle sig hjemme i den nye kultur. Internations har afdelinger overalt i verden, herunder Bangalore. Den organiserer en lang række af interessegrupper, som arrangerer forskellige aktiviteter. Jeg er f.eks medlem af: Bangalore Outdoors Group, Bangalore Coffee / Brunch Group, Bangalore Music / Arts / Culture Group, Bangalore Beer O’Clock Group. Men har dog kun været til arrangementer i to af grupperne.

Men outdoorsgruppen var jeg på en vandretur til Channarayana Durga, som er en bjergknold med borgruin og tempelruin omkring 100 km uden for Bangalore. Med turen i minibus til og fra Bangalore (alt tager lang tid i Bangalores tætte trafik) blev det en heldagstur. Det tog fire timer at bestige knolden og komme ned igen.

Det var dejligt at være sammen med en international gruppe bestående af indere, englændere, en slovak, en dansker foruden mig, en fra Filippinerne og en finne. Her kunne man gå og snakke om stort og småt i et dejligt landskab og i strålende, men ikke for brændende solskin. Give hinanden tips og tricks om gode ting at gøre i Bangalore og Indien i det hele taget.

Planlægningen foregik i bedste indiske stil, så der var ikke helt styr på opsamlingsstedet, og der var lovet mulighed for morgenmad, men det skete ikke. Så jeg vandrede i fire timer og kørte bus i fire, før jeg fik noget at spise. Heldigvis havde jeg vand med og er i rimelig god form, så jeg faldt ikke om.

Jeg glæder mig til næste vandretur.

Nu tager jeg på lang juleferie i Danmark. 

Jeg ønsker glædelig jul til alle. Både til dem, jeg kommer til at se i Danmark, og til dem, jeg ikke kommer til at se.

Imens skrider byggeriet stille og roligt frem. For selv om julen markeres i det offentlige rum, så er der ingen juleferie. Planen er, at “råhuset” står klart i oktober 19, og at indretningen af huset er klar i februar 2020.

Ja, der er jo 1,25 mia. indere, men man kan godt føle sig alene i Indien, når man som jeg flytter min tilværelse til Indien og efterlader min familie, venner, tidligere kollegere og alle de ting som jeg satte pris på I Danmark.  

I mødet med den massive indiske anderledeshed og kulturelle mangfoldighed må jeg dagligt sande, at jeg er meget mere europæisk – ja mit multikulturelle jeg yøver med at sige det – og dansk end jeg troede. Det er en fascinerende daglig læreproces, hvor jeg bestandig må revurdere min kulturforstpelse. Når jeg lige tror jeg har forstået et fænomen, finder jeg ud af at sådan er det alligevel ikke helt.

• 

• 

• 

Og helt elementært, jeg savner min familie. Og selv om mit arbejde er spændende og vil blive det endnu mere, jo længere det skrider frem med først den ene skole og siden andre, og selvom jeg vil få flere kolleger end jeg har haft i det første halvår og med tiden venner og bekendte, så ændrer det ikke ved det helt grundlæggende forhold, at jeg savner alt det som var min hverdag med min elskede Annelia.

• 

• 

• 

Meget ofte kan man helt bogstaveligt føle sig “lost in translation”. Jeg forstår ikke hvad de siger. De forstår ikke hvad jeg siger. Og så findet vi alligevel ud af det, for inderne er åbne, fleksible og imødekommende. Her i Bangalore taler de man det lokale sprog kanada, de har hindi som andetsprog og engelsk som tredjesprog, med mindre de har gået i en privat skole hvor undervisningssproget er engelsk. De fleste i serviceerhverv og håndværk forstår ikke engelsk. Selv med de engelsktalende kan der være problemer. De taler hurtigt, ofte i munden på hinanden og med en stærk accent, der findes i mange varianter (og ikke Peter Sellers varianten). Så jeg har planer om at lære en smule hindi til husbehov. Det bliver svært, for med dit dårlige syne kan jeg ikke dechifrere skrifttegnene.

• 

• 

• 

• 

Når jeg fortæller indere om min kontrakt, som giver mig ret til at være i Danmar 58 dage om året. synes de det er ren luksus. Rigtig mange indiske familier lever adskilt. F.eks. har min kok og hushjælp sin familie i Nordindien, og han ser sin kone og to børn 14 dage om året.

Det er ikke synd for mig. Jeg har fået den gave, at jeg kan udvikle et skolekoncept fra bunden, dvs. udvikle hvad er det vigtigt at børn i det 21. århundrede skal lære, og hvordan skal læringen organiseres så det faktisk sker? Hvad betyder f.eks. FN’s globale mål for hvad der skal undervises i og hvordan der skal undervises.? Jeg har  altid beskæftiget mig med hvordan uddannelse kan gøres relevant i den moderne verden, men nu kan jeg gøre det i en ny kontekst og med en frihed der er lang større end i det danske gymnasiesystem, hvor der med den nuværende minister stort set er erklæret tankestop.

Og der er virkelig behov for fornyelse i det indiske uddannelsessystem, hvor terperi med henblik på de afgørende afsluttende eksaminer er dagens orden på skolerne.

Jeg får fået mulighed for indefra at opleve udviklingen i en af verdens hurtigst voksende økonomier og møde en verdensforståelse og kultur, der på mange måder er forskellig fra vores oplysningsbaserede vesteuropæiske tænkemåde.

Det er jo en gave, som jeg er taknemmelig for.

• 

• 

• 

• 

• 

• 

• 

Men det er jo dejligt når jeg ser min Annelia, Line, Ditte-Marie, Cecilie, Albert, Carl, Billy og Otto. Som i oktober hvor vi rejste rundt i Indien. Vi havde tre hoveddestinationer: Delhi/Agra, Bangalore/Mysore og Varkala Beach i Kerala. Efter 14 intense dage kunne man godt føle sig “alene i Indien”, da jeg sagde farvel til dem i Kochi lufthavn i Kerala.

Billederne i dette blogindlæg er familie-gruppebilleder fra de forskellige stede vi besøgte.

I disse dage fejrer inderne Diwali. En fest for lyset, der på mange måder svarer til vores jul. Ligesom julen er det en familiefest, og den er nok den af de mange religiøse højtider, der er mest populær blandt inderne. Så luften er fyldt med “Happy Diwali”-ønsker i disse dage.

I kontorbygningen, hvor jeg arbejder, blev Diwali fejret i dag. For en stund var kontorhuset et tempel, hvor der blev holdt en puja (en ceremoniel bøn) for Lakshmi (gudinden for rigdom, lykke og succes) med alt hvad der hører sig til af bønner, offergaver og ceremonielle handlinger. Jeg slap ikke for at deltage og gav offergaver og fik smidt nogle frø i hovedet igen. Og til sidst fik jeg en snor om armen som et pant på på lykke og fremgang.

 

Inderne er ikke så højtidelige. De er småsnakkede og fik ordnet vigtige ting på smartphonen under ceremonien. Selv braminen fik lige nået at checke sin smartphone mellem nogle remser. En puja som denne virker snarere som en – omend betydningsfuld – kulturel vane end som en dyb trosmanifestation.

 

Efter pujaen var der danseoptræden og en god indisk middag for alle medarbejdere.

 

Så herfra: Happy Diwali.

Gravearbejdet til skolebygningen er i gang. Strengt taget er byggetilladelserne ikke i hus, så formelt er byggeriet ikke gået i gang. Vi graver, så alt er klart til at gå i gang med byggeriet, når byggetilladelserne er i hus, forhåbentlig om ikke så lang tid.

Skolen skal åbne i juni 2020, så vi har lidt travlt. I Danmark ville det ikke kunne lade sig gøre at opføre en 7-etagers skolebygning på 16 måneder. Men de, der står for byggeriet er meget faste i blikket, når de siger, at det godt kan lade sig gøre i Indien, hvor der arbejdes i døgndrift, og hvor der ikke er noget, der hedder vejrlig.

Når først byggeprocesser går i gang, går det stærkt i Indien. Til gengæld er de indledende beslutningsprocesser og de offentlige godkendelsesprocedurer ofte temmelig langsommelige.

Vore egne beslutningsprocesser har ikke været effektive. Det har været en lang proces med ide+skitser, der er blevet forkastet eller som skulle revideres kraftigt. Udfordringen har været, at det skal være en bygning inspireret af de bedste og mest innovative internationale eksempler men til indiske priser. Vi er endt med noget der bestemt er visionært, innovativt og smukt og til en rimelig pris.

Den offentlige sagsbehandling kan være meget langsommelig og uforudsigelig. Men den kan fremmes enten gennem politiske alliancer eller korruption eller en kombination. Jeg skal ikke kunne sige, hvilke metoder der har været anvendt her, for det har jeg ikke været involveret i. Skolen opføres af firmaet Bhartiya og vil blive lejet ud til skolen, som bliver en autonom fondsejet institution.

For at den skole jeg er i gang med at udvikle ikke skal ramme helt forbi den indiske skive, er jeg i gang med at skabe kontakter til personer i Indien, der driver innovative og progressive skoler. Ørestad Gymnasium var medlem af det internationale netværk Ashoka Changemaker Schools, og derfor var det naturligt at tage kontakt til Ashokas indiske afdeling, der tilfældigvis har deres kontor i Bangalore. 

Jeg synes stadig at Ashoka Changemaker Schools’ slagord med de tre E’er “empowerment, empathy everyone a changemaker” i kondenseret form udtrykker, hvad moderne skoler skal bidrage med at udvikle hos eleverne. Det taler vi alt for lidt om i Danmark, jf. regeringens forslag til justering af folkeskoleloven, som bare handler om timer og frihed til skolerne.

Ashoka har hjulpet mig med at skabe kontakter til skoler i Mumbai og Bangalore. Jeg har netop besøgt tre skoler i Mumbai: Gateway, Ascend International School og American School of Bombay, og to skoler i Bangalore: Sri Kumaran Children’s Home og Prakriya Green Wisdom School.

Alle fem skoler er private, de tre i Mumbai med en meget høj elevbetaling, de to i Bangalore i midlerfeltet af elevbetaling. Det er skoler med en lærer-elevratio, vi ikke tør drømme om i Danmark, med rigeligt plads og med moderne veludstyrede bygninger. Og med en servicestab og sikkerhedsstab, som vi knap ville vide, hvad vi skulle stille op med. Alle fem skoler har meget at byde på m.h.t. implementering af Ashokas værdier og kan inspirere andre skoler både i Indien og i Danmark.

Skolebesøgene viste, at der er progressive skoler  i Indien, der fokuserer på den enkelte elevs personlighedsudvikling, trivsel og læring som en helhed. Som implementerer nye varierede undervisningsformer, der differentierer i forhold til den enkelte elevs læringsbehov, som sætter alle elevers aktive udfoldelse i centrum, og som bygger på en undersøgende og problemløsende tilgang. Som ramme om sådanne undervisningsformer indretter sådanne skoler læringsmiljøer, der giver rum for variation og aktivitet. Skolerne gør en stor indsats for at kombinere det eksamensorienterede curriculum med en beskæftigelse med virkelige problemer i omverdenen, på flere skolerne med et stærkt engagement af den grønne dagsorden.

 

Gateway School of Mumbai, som er en specialskole for elever med læringshandicap, viste en stærk fokuseret indsats på hver enkelt elevs særlige læringsbehov og trivsel. Selv om integration også er et nøgleord i Indien, viste skolen hvor stor en indsats, der skal til for at gøre det ordentligt, og den brugte en del ressourcer på at støtte andre skoler i integrationsindsatsen. Skolen er lille (ca. 80 elever) og havde mere end en lærer pr. to børn samt en del specialkonsulenter og vejledere. Det er skolens mål at hjælpe eleverne med at blive borgere, der kan bidrage aktivt til samfundet med de ressourcer, de nu har.

 

 

 

Ascend International School gennemfører helskoleprojekter om fælles temaer fra omverdenen. Den er indrettet med læringsmiljøer, der inspirer til varieret, elevfokuseret og personliggjort undervisning. De havde så store klasselokaler, at alle sådanne aktiviteter kunne foregå i det samme rum.

 

The American School of Bombay emmede af fokus på læring og trivsel og var en af de mest velindrettede skoler, jeg nogensinde har set. Jeg besøgte, hvad der svarer til børnehave og grundskole. Den var konsekvent indrettet med åbne læringsmiljøer, der var designet med stærk lærerindflydelse, især i børnehaven, der var inspireret af Regio Emilia-principper. Der var også et stærkt fokus på bevægelse med særlige områder indrettet til dette. De udendørs sportsarealer var ved at blive overbygget på grund af forureningen.

Sri Kumaran Children’s Home i Bangalore var nok den mest traditionelle skole af dem, jeg besøgte. Men den havde et meget stærkt grønt fokus, både i hele skolens praktiske funktioner og i undervisningen, og stærke værdier om udvikling af hele mennesker. Og den havde en atmosfære af vilje til at få alle børn til at trives og lære.

 

Prakriya Green Wisdom School er et lille grønt paradis uden for Bangalore. Den havde et stærkt fokus på udvikling af elevernes praktiske færdigheder, især inden for gartneri og jordbrug, men også inden for håndværk og kunsthåndværk. Skolen har et stort gartneri, som passes af eleverne i samarbejde med professionelle gartnere, og den har også en bondegård 1 1/2 times kørsel, hvor eleverne kommer på lejrskole. Disse faciliteter anvendes til at indbygge “green wisdom” i undervisningen som en levende realitet. Skolen var dybt forankret i indisk tænkning og tradition. Skolen forsøgte at vente med test og karakterer så længe som muligt. Fra 1. klasse lød det til, at undervisningen blev mere traditionel.

Jeg vil fortsætte min turne rundt til skoler. Jeg synes, det er vigtigt at vide, hvad progressive skoler i Indien allerede gør, og hvad de endnu ikke gør. Men så meget ved jeg allerede, der er grøde i indisk skoleudvikling. Der er mange der vil gøre op med karakterræset og videns- og repetitionstyranniet.

Indimellem bliver der også tid til turisme. Her er et par billeder fra Mumbai.