Fremtiden er begyndt i indiske skoler

For at den skole jeg er i gang med at udvikle ikke skal ramme helt forbi den indiske skive, er jeg i gang med at skabe kontakter til personer i Indien, der driver innovative og progressive skoler. Ørestad Gymnasium var medlem af det internationale netværk Ashoka Changemaker Schools, og derfor var det naturligt at tage kontakt til Ashokas indiske afdeling, der tilfældigvis har deres kontor i Bangalore. 

Jeg synes stadig at Ashoka Changemaker Schools’ slagord med de tre E’er “empowerment, empathy everyone a changemaker” i kondenseret form udtrykker, hvad moderne skoler skal bidrage med at udvikle hos eleverne. Det taler vi alt for lidt om i Danmark, jf. regeringens forslag til justering af folkeskoleloven, som bare handler om timer og frihed til skolerne.

Ashoka har hjulpet mig med at skabe kontakter til skoler i Mumbai og Bangalore. Jeg har netop besøgt tre skoler i Mumbai: Gateway, Ascend International School og American School of Bombay, og to skoler i Bangalore: Sri Kumaran Children’s Home og Prakriya Green Wisdom School.

Alle fem skoler er private, de tre i Mumbai med en meget høj elevbetaling, de to i Bangalore i midlerfeltet af elevbetaling. Det er skoler med en lærer-elevratio, vi ikke tør drømme om i Danmark, med rigeligt plads og med moderne veludstyrede bygninger. Og med en servicestab og sikkerhedsstab, som vi knap ville vide, hvad vi skulle stille op med. Alle fem skoler har meget at byde på m.h.t. implementering af Ashokas værdier og kan inspirere andre skoler både i Indien og i Danmark.

Skolebesøgene viste, at der er progressive skoler  i Indien, der fokuserer på den enkelte elevs personlighedsudvikling, trivsel og læring som en helhed. Som implementerer nye varierede undervisningsformer, der differentierer i forhold til den enkelte elevs læringsbehov, som sætter alle elevers aktive udfoldelse i centrum, og som bygger på en undersøgende og problemløsende tilgang. Som ramme om sådanne undervisningsformer indretter sådanne skoler læringsmiljøer, der giver rum for variation og aktivitet. Skolerne gør en stor indsats for at kombinere det eksamensorienterede curriculum med en beskæftigelse med virkelige problemer i omverdenen, på flere skolerne med et stærkt engagement af den grønne dagsorden.

 

Gateway School of Mumbai, som er en specialskole for elever med læringshandicap, viste en stærk fokuseret indsats på hver enkelt elevs særlige læringsbehov og trivsel. Selv om integration også er et nøgleord i Indien, viste skolen hvor stor en indsats, der skal til for at gøre det ordentligt, og den brugte en del ressourcer på at støtte andre skoler i integrationsindsatsen. Skolen er lille (ca. 80 elever) og havde mere end en lærer pr. to børn samt en del specialkonsulenter og vejledere. Det er skolens mål at hjælpe eleverne med at blive borgere, der kan bidrage aktivt til samfundet med de ressourcer, de nu har.

 

 

 

Ascend International School gennemfører helskoleprojekter om fælles temaer fra omverdenen. Den er indrettet med læringsmiljøer, der inspirer til varieret, elevfokuseret og personliggjort undervisning. De havde så store klasselokaler, at alle sådanne aktiviteter kunne foregå i det samme rum.

 

The American School of Bombay emmede af fokus på læring og trivsel og var en af de mest velindrettede skoler, jeg nogensinde har set. Jeg besøgte, hvad der svarer til børnehave og grundskole. Den var konsekvent indrettet med åbne læringsmiljøer, der var designet med stærk lærerindflydelse, især i børnehaven, der var inspireret af Regio Emilia-principper. Der var også et stærkt fokus på bevægelse med særlige områder indrettet til dette. De udendørs sportsarealer var ved at blive overbygget på grund af forureningen.

Sri Kumaran Children’s Home i Bangalore var nok den mest traditionelle skole af dem, jeg besøgte. Men den havde et meget stærkt grønt fokus, både i hele skolens praktiske funktioner og i undervisningen, og stærke værdier om udvikling af hele mennesker. Og den havde en atmosfære af vilje til at få alle børn til at trives og lære.

 

Prakriya Green Wisdom School er et lille grønt paradis uden for Bangalore. Den havde et stærkt fokus på udvikling af elevernes praktiske færdigheder, især inden for gartneri og jordbrug, men også inden for håndværk og kunsthåndværk. Skolen har et stort gartneri, som passes af eleverne i samarbejde med professionelle gartnere, og den har også en bondegård 1 1/2 times kørsel, hvor eleverne kommer på lejrskole. Disse faciliteter anvendes til at indbygge “green wisdom” i undervisningen som en levende realitet. Skolen var dybt forankret i indisk tænkning og tradition. Skolen forsøgte at vente med test og karakterer så længe som muligt. Fra 1. klasse lød det til, at undervisningen blev mere traditionel.

Jeg vil fortsætte min turne rundt til skoler. Jeg synes, det er vigtigt at vide, hvad progressive skoler i Indien allerede gør, og hvad de endnu ikke gør. Men så meget ved jeg allerede, der er grøde i indisk skoleudvikling. Der er mange der vil gøre op med karakterræset og videns- og repetitionstyranniet.

Indimellem bliver der også tid til turisme. Her er et par billeder fra Mumbai.

 

Gandhi Jayanti – national fridag på Gandhis fødselsdag

I dag er kontoret lukket ligesom de fleste andre arbejdspladser, for Indien mindes Gandhis indsats på hans fødselsdag, Gandhi Jayanti. Dagen fejres med særlige religiøse ceremonier, mindehøjtideligheder, konkurrencer og underholdning. F.eks. hørte jeg i supermarkedet i går, at de afholdt en konkurrence om bedste udklædning i anledning af festlighederne. 

Inderne bruger enhver lejlighed til at holde fridag for at feste. Der er utrolig mange religiøse festligheder (der er jo ret mange guder at vi respekt for). Og der er også civile fridage. De fleste er lokale gældende for den enkelte stat eller by, men Gandhi Jayanti er en af de tre nationale fridage (de to andre er Uafhængighedsdagen og forfatningsdagen).

Her er et billede fra et besøg i Gandhi Smriti, et mindested indrettet på det sted hvor Gandhi blev skudt, og hvor der også er et museum for Gandhi.

IMG_6541

Gandhi er stadig det store nationale symbol. I den rolle er han uantastet. Men det kan være svært at se arven fra Gandhi i den nuværende indiske politiske og sociale situation. Det regeringsbærende hindunationalistiske parti BJP under Modis ledelse har stærke forbindelser til den organisation, som myrdede Gandhi, og den står for en uforsonlig hinduistisk politik, der puster til religiøse stridigheder i mange dele af landet. Det politiske klima er bestemt ikke præget af idealer om ikke-vold. Idealet om Indien som en sekulær stat med plads til alle religioner, er under angreb. Selv om der sker visse sociale fremskridt, er fattigdommen stadig enorm og kløften mellem rige og fattige øges. Gandhis nøjsomhed er også vanskelig at få øje på i et klima med materiel grådighed hos dem der har penge.

 

Gandhi er I dag først og fremmest symbol på det frie og uafhængige Indien, nationens grundlægger. Hans portræt er på alle pengesedler. Og enhver by har en MG Road (Mahatma Gandhi Road). For nogle har han dog stadig en nærmest hellig status og dyrkes af nogle hinduer som en hellig mand med særlig tætte forbindelser med guderne. Gandhi var hele sit liv en praktiserende hindu.

SONY DSCGandhi-traditionen bæres selvfølgelig videre i hans parti Kongrespartiet. Men værdiernes troværdighed har lidt et stort knæk efter de mange år som korrupt regeringsbærende parti. Inderne er dødtrætte af korruptionen, og det er nok den væsentligste årsag til, at Kongrespartiet led et stort nederlag ved sidste valg, hvor Modi kom til magten. De er nu ved at komme sig og forsøger at samle en koalition af partier, der håber at kunne slå Modi. Partilederen er endnu en Gandhi, Rahul.

Guru på besøg i Bhartiya City

Bhartiya City har haft besøg af den i Indien kendte religiøse (hindu) leder Nirmalanandanatha Swamiji, inviteret af formanden for Bhartiya International Snehdeep Aggarwal.

Han kom med et stort følge og blev vist rundt i Bhartiya City, mens han hørte om planerne for byens udvikling. Jeg fortalte om skoleprojektet, som han har en særlig grund til at at være interesseret i, da han er leder af en fond, der ejer mange uddannelsesinstitutioner. Fonden har lige fået stillet en grund til rådighed af staten, som den skal bygge en skole på.

Han er leder af Kalabhairaveshwara Temple og siges at have millioner af følgere overalt i Indien, men især i Karnataka. Han er desuden formand for Sri Adichunchanagiri Shikshana Trust – Expanding Educational Opportunities, som driver en lang række uddannelsesinstitutioner (især inden for medicin) og en en række andre initiativer med et socialt sigte. Han er også en mand, som politikerne lytter til og gerne vil omgås. Han har direkte adgang både til regeringen i Karnataka og til centralregeringen i Delhi.

Nirmalanandanatha Swamiji er verdsligt veluddannet, ingeniør og MA i teknisk videnskab. Efter uddannelsen valgte han at arbejde som lærer for blinde i en landsby, og derefter besluttede han at blive swami. Undervejs i Bhartiya City fik vi set, at han kan mere end sin pooja, da han gav et nummer på klaver.

Det var fascinerende og fremmedartet at opleve denne blanding af swami, entreprenør og politiker. Det var ikke en verdensfjern indisk hellig mand kun fordybet i bøn og meditation, der var på besøg. Han er en levende del af det indiske samfund og handler i den med et klart socialt sigte. Jeg kan ikke vurdere, om hans aktiviteter spiller en positiv rolle, men hans uddannelsesprojekter kommer i hvert fald hundredtusindvis af unge til gode, og mange af projekterne er placeret i økonomisk tilbagestående landområder.

Vi skal naturligvis ikke lave en hinduistisk skole. Det skal være en sekulær skole, som Indiens forfatning i øvrigt også er det. Men vi skal være forankret i indisk historie, tradition og kultur. Med dette udgangspunkt skal skolen have et globalt udsyn og uddanne global citizens. Derfor er det en væsentlig erfaring for mig at komme i kontakt med Indiens religiøse miljø.

img_1434Jeg tror dog ikke man tager meget fejl, hvis man tænker, at invitationen til at komme til Bhartiya City snarere er begrundet i swamiens politiske kontakter end i hans religiøse betydning. I Indien er det vigtigt at have politiske kontakter (og penge i øvrigt), hvis man vil fremme projekters gang gennem det politiske og bureaukratiske system.

Happiness Classes i Delhi og andre indtryk fra Moskva

Sommetider skal man på afstand for at opdage hvad der sker lige for næsen af en. Jeg deltog som oplægsholder i Moscow Global Forum City Of Education , som er et gedemarked af udstillinger af uddannelsesteknologi og -services, paneldiskussioner og oplæg inden for uddannelse. Et larmende inferno i stil med BETT i London, en levende modsætning til alt det som uddannelse handler om. Og som alligevel bringer uddannelsesfolk sammen.

Her her hørte jeg et oplæg fra undervisningsministeren og viceministerpræsident Manish Sisoda i staten Delhi i Indien om “Happiness classes”.

dumgaazhsa-1530539558Fra i  år har regeringen i delstaten Delhi besluttet, at der skal være 35 minutters “Happiness class” hver dag for alle elever fra børnehaveklasse til og med 8. klasse. Et ambitiøst projekt der involverer 1 million børn og 20.000 lærere. De 35 minutter bruges på mindfullness og træning, observation og diskussion af følelser og relationer med udgangspunkt i redskaber udarbejdet af en ekspertgruppe. “Happiness-class” programmet er udarbejdet i samarbejde med og blev lanceret af Dalai Lama.

 Målet med programmet er at få skolerne til at fokusere på elevernes trivsel og fremme livsglæde i højere grad end tilfældet er i dag. Og det er der virkelig behov for i den karakterefikserede indiske skole – men jo også i resten af verdens skoler.

Jeg talte med Delhi-delegationen og fik tilbudt at besøge et par skoler næste gang jeg er i Delhi. Det bliver spændende at se, om projektet blot er spin, eller om det faktisk bliver implementeret på de mange skoler. De var i øvrigt også meget interesserede i at høre om min skole, hvor opgøret med de indiske skolers karakterræs og performancekultur også står centralt.

Forummet afvikles som en del af Moskvas strategi for at være en “city of education”. Man vil – som mange andre byer i verden – være blandt de 10 bedste byer mht. uddannelse.  Allerede nu ligger Moskva som by højt i internationale målinger, hvor de trækkes ned af resten af Rusland, som Moskva undervisningsminister udtrykte det. Man ønsker ikke bare at være blandt de bedste,  men og også mest moderne og innovative, og det er de bestemt ikke på nuværende tidsupunkt. Den internationale dag på Moscow Global Forum drejer sig om at blive inspireret af internationale erfaringer. Og der sker virkelig spændende ting på mange Moskva-skoler.

“Happiness Classes” er bare en af de inspirerende ideer, jeg tog med mig hjem fra Moskva.  Det at netværke er den væsentligste begrundelse for at deltage i arrangementer som Global Forum. Der er ikke nogen entydig vej til at skabe skolen for “21st century learning”. Derfor er det så væsentligt at være i kontakt med avancerede internationale erfaringer. For en dansker – ikke mindst i øjeblikket hvor genindførelsen af 5o’ernes skole synes at være svaret på uddannelsessektorens problemer for de regerende partier.

Der er en fare for at blive en del af en modebølge af buzzwords med mirakelløsninger på skolernes problemer. Den fare er jeg mig bevidst. Men jo tættere man kommer på internationale erfaringer, jo mere respekt får jeg for kompleksiteten i den udfordring som skolerne internationalt står overfor. For at fastholde og udvide mit internationale kontaktnet, fortsætter jeg derved med at holde oplæg ved diverse konferencer.

I Moskva tilbragte jeg meget tid sammen med de andre internationale oplægsholdere og fik mange nye kontakter, som jeg kan bruge i udviklingen af skolen her i Indien, f.eks. den svenske Kundskapsskolan som har skoler i Indien, bl.a. i Bangalore, finske HundrED i hvis akademi jeg sidder og amerikanske Big Picture Learning.

Jeg var en flittig besøgende i Moskva i 80’erne, men har sidden kun været på en enkelt mellemlanding og en 1-dagskonference. Denne gang fik jeg mulighed for at gense byen. Selv om de gamle bygninger jo stadig står der, er byen næsten ukendelig. Det er blevet en virkelig verdensby med alt, hvad en turist kan drømme om. 

Statuerne af Lenin er blevet udskiftet med statuer af helgener (gad vide hvad de har gjort af alle Lenin-statuerne). Hvor der sidst jeg var i Moskva var swimmingpool i fundamentet til den katedral som Stalin rev ned for at bygge et kæmpe monument for kommunismen (hvilket dog ikke blev til noget pga. krigen),  er der en fuldstændig ned i detaljen genopbygget Frelsen Kristus-katedralen. Hvor VDNKh sidst var et udstillingsområde med de strålende resultater af samfundsøkonomiens hastige udvikling (fede grise, mejetærskere, TV-apparater og raketter), så er det nu et moderne konference, udstillings- og forlystelsesområde (konferencen blev afholdt her).
Komsomolskaja Pravda findes stadig (to unge journalistspirer interviewde mig), nu i formindsket format med ganske unge journalister og uden tilknytning til kommunistpartiet.

Næsten i LEGOland

“Har du været i LEGO-land”, spurgte Carl på 7 år. Det var jeg næsten. Jeg besøgte LEGO Education i Billund for at tale med dem et evt. partnerskab mellem LGO og Bhartiya Leadership School, som jeg er i gang med at udvikle.

Jeg er meget optaget af LEGO’s læringsfilosofi om “Leg og læring. Den passer med de de tanker jeg selv har gjort mig om pædagogikken, specielt i forhold til de yngste elever. Jeg vil gerne indarbejde LEGO’s principper i vores “leadership curriculum”. LEGO’s kreative “konstruktionistiske” tilgang til læring er utrolig vigtig, og de har udarbejdet inspirationsmaterialer som umiddelbart kan anvendes af lærerne.

Vi havde et positivt møde, hvor jeg – udover at blive præsenteret for LEGO Education – blev hensat til min barndoms leg med LEGO-klodser. Jeg afprøvede simple versioner af de aktiviteter, som elever kan blive udsat for.

Jeg tror, vi kan tale os frem til et partnerskab, hvor vi får adgang til LEGO’s produkter, får inspiration til indretning af undervisningsmiljøer, samarbejder om curriculum-udvikling og uddannelse af lærere, og hvor LEGO får en model-skole i Indien, der kan bane vejen til det indiske uddannelsesmarked, og som kan være med til at udvikle og afprøve nye læringsaktiviteter.

img_1252-1Jeg fik også mulighed for at se LEGO Foundations nye kontorbygning tegnet af C.F. Møller. En fatastisk smuk bygning, beklædt med træ overalt og med, masser af planter og  arealer til mange forskellige aktiviteter. Et virkelig dejligt sted at opholde sig og arbejde. En kontorbygning indrettet for mennesker, der skal være kreative.

På turen til Danmark deltog jeg i min VL-gruppes temadag om innovation i Århus og sociale arrangement med gin-smagning i Njord. Og jeg var med til at fejre Billys 7-års fødselsdag. Inden jeg tog tilbage til Bangalore, kunne jeg lige nå at besøge Kit, der desværre er alvorligt syg.

Store oversvømmelser i nabostaten Kerala

Bangalore siges at have det bedste vejr i Indien. Sjældent ekstremt varmt, aldrig meget koldt. Og ekstreme vejrforhold med forekommer ogspå sjældent. Lige nu er der monsun-tid, så temperaturen er moderat og behagelig, mellem 23 og 27 grader. Det regner en smule hver dag, men ikke meget og ikke længe.

I nabostaten Kerala derimod, og i andre områder af Indien, forholder det sig helt anderledes. Her er naturen gået amok. Kerala er ramt af de måske værste oversvømmelser nogensinde, og det meste af staten er ramt. Et omfattende hjælpearbejde, støttet af centralregeringen og nabostater, er i gang. Flere hundrede tusinde mennesker er blevet evakueret, og mere end 300 er døde. Mange veje er ødelagte. Selv lufthavnen står under vand.

IMG_0019Ingen har overblik  over ødelæggelsernes omfang, men det kommer til at vare længe før situationen er tilbage ved normalen. Denne artikel Fra The guardian med filmklip giver et indtryk. Jeg har ikke set omtale i dsnske medier.

Når min familie til oktober kommer til Indien, er det planen at vi skal til Kerala. Lige nu ligner det ikke en god ide, og det er jo under alle omstændigheder et meget underordnet problem. Men de indere jeg taler med siger, at jeg skal tage det helt roligt. Det er det sædvanlige under monsunen. Om et par dage er vandet væk og situationen normal.

Det er bare ikke helt det jeg ser i India Today og læser i nyhederne.

 

Blogs fra Indien

Nu hart jeg arbejdet og boet i Indien siden maj måned, og jeg synes, at jeg er ved at få en realistisk fornemmelse af, hvad det er jeg har kastet mig ud i ved at sige mit dejlige job på Ørestad Gymnasium op for at for at stå i spidsen for et skoleprojekt i Sydindien – og at gøre det alene uden min skønne kone.

Der er flere derhjemme der har efterspurgt løbende opdateringer. Derfor denne blog “Allan i Indien”, som jævnligt vil blive opdateret.Jeg bruger en blog,, fordi jeg ikke vil ejes af Facebook. Men jeg poster dog på Facebook, når der kommer et nyt blogindlæg.

Jeg har skrevet om formålet med bloggen her. Den vil indeholde opdateringer om hvordan skoleprojektet skrider frem, hvordan det er at leve i Indien og billeder fra ture jeg tager på. Der vil indimellem også være en blog med uddannelsespolitiske overvejelser. 

At bygge en skole op fra grunden er en god anledning til i dybden at overveje, hvad det er vigtigt, at børn og unge i vor tid skal lære for at blive aktive engagerede medborgere, der kan være med til at løse de enorme globale udfordringer vi har efterladt til dem.

Jeg har skrevet om byen jeg bor i, og hvor skolen skal ligge her, og jeg har skrevet lidt om skoleprojektet her.

Jeg vidste på forhånd, at det ikke ville blive let at forlade min gode tilværelse I Danmark  for at springe ud ud i en hverdag  i Indien, hvor eksotisk det end kan lyde. Jeg skal bygge nye kollegarelationer og nye bekendtskaber og venskaber op forfra. Det kommer ikke af sig selv, og det er ikke kommet endnu. Nogle blog-indlæg vil nok også komme til at strejfe disse mere personlige forhold.

Hvis der er noget I gerne vil høre mere om, så skriv det til mig (mail-adressen er her). Så vil der nok komme en blog om det på et tidspunkt.