Som udlandsdansker bosat i Indien har jeg ikke stemmeret i Danmark. Jeg har kun én rettighed, retten til at betale skat. Men jeg er jo dansker og interesserer mig levende for hvad der sker i Danmark. Ikke mindst hvordan man håndterer coronaen. Jeg har derfor også fulgt med i kommunevalget og gjort mig tanker om, hvordan det kunne gå så galt for mit gamle parti Socialdemokratiet, som ellers har styret landet sikkert gennem corona-krisen sammenlignet med alle andre lande i verden. Jeg mener, at svaret skal findes i det strategi-skifte, som Mette Frederiksen har stået for. Det har nok givet hende regeringsmagten, men også bragt partiet på kollisionskurs med partiets historiske internationalisme og alliance med progressive bevægelser. Det har jeg skrevet dette indlæg om Politiken ville ikke bringe de, men nu er det her.
Byernes hilsen til Socialdemokratiet
Socialdemokratiet tabte valget i de store byer, og landsresultatet var også skuffende. Endnu har vi ikke set nogen selvkritisk refleksion over årsagerne itl nederlaget fra den socialdemokratiske ledelses. Forhåbentlig vil man reflektere lidt dybere end hvad vi hidtil har hørt fra Kåre Dybvad, der ikke ser nogen åbenlys sammenhæng mellem den førte politik og byvælgernes reaktion. Jeg tror, at kommunevalget sender nogle signaler til Socialdemokratiet, som man er nødt til at lytte til og handle på, hvis regeringsmagten ikke bare skal blive en fire-årig parentes.
På mange måder havde Socialdemokratiet fortjent et godt valg. Mette Frederiksen og hendes team har på forbilledlig vis ledet landet gennem corona-pandemien. Vi har forholdsvis få døde og alvorligt syge sammenlignet med andre lande. Hvor de borgerlige kampagnemedier og de blå partier har haft talt med at at åbne Danmark, og nu insisterer på at diskutere journalisering af sms’er, har har regeringen været fokuseret på det vigtige, at redde danskernes liv. Tak for det.
Men nu er vælgerne igen optaget af de “normale”politiske problemer, hvilket Churchill også måtte erfare, da han tabte valget efter 2. verdenskrig.
Det fremgår af Thomas Larsens bog “Mette Frederiksen: Et politisk portræt” at Mette Frederiksen have en klar strategi for at vinde magten for Socialdemokratiet. Hun konstaterede at danskerne ønskede en stram udlængepolitik og mente, at Socialdemokratiet burde være hvor danskerne var. Socialdemokratiet måtte lægge sig på linje med de mest udlændingefjendske partier i Danmark for at sikre, sat udlændingsspørgsmået blev lagt død, og Socialdemokratiet kunne genvinde frafaldne vælgere fra Dansk Folkeparti. Måske ville man miste nogle vælgere også, men de ville blive samlet op afde øvrige røde partier. Strategien så ud til at lykkes.
Og det var ikke bare snak. Socialdemokratiet foretog et klart strategiskifte i en mere nationalistisk,, provinspopulistisk og social retning. Politikken var på den ene side mere rød med mere klar social profil end Throning-regeringens mere neoliberale profil. På den anden side blev politikken nationalistisk, rød-hvid. Og den sendte en række signaler der kunne kunne afkodes som direkte fjendtlig i forhold den progressive middelklasse i byerne.
Mange traditionelle socialdemokratiske vælgere i byerne var ikke klar til at drage konsekvensen af strategiskiftets nationalistiske og provinspopulistiske elementer.
Den stramme (reelt fjendske) udlændingepolitikken blev underteksten i alle politikområder. Boligpolitik, socialpolitik, uddannelsespolitik, udenrigspolitik bliver først og sidst udlændingepolitik. Intet politikoråde må på nogen område gøre de nemmere at for udlændinge at komme til Danmark eller gøre livet mere tåleligt for indvandrere i Danmark. Jeg tror at mange ligesom jeg så det som et foreløbigt lavpunkt, da Mathias Tesfaye sendte pigtråd tilLitauen og selv inspicerede opsætningen, hyldede Orbans mur og rejste til diktaturstaten Rwanda for at oprette modtagelsescenter.
Vi er stolte af vor førende klimaposition i verden. Men mange vælgere oplever Socialdemokratiet som fodslæbende i klimapolitikken herhjemme, mens Dan Jørgensen fører sig frem på den udenlandske scene. At sige som Mette Frederiksen plejer, at hun er rød før hun er grøn giver jo ingen mening, når jorden brænder under voer fødder og kalder på hurtig handling. Der er for meget hockey-stav og for lidt konkret og forpligtende handling. Og så bliver kommunale eksempler spm Amager Fælled og Lynetteholmen eksempler på den manglende prioritering af biodiversitet og klimainitiativer. Socialdemokratiet har undervurderet, hvor vigtig klimapolitikken er for især byernes vælgere.
Regeringens indgreb i sygeplejerskekonflikten har ikke gavnet tilliden den socialdemokratiske ledelse af velfærdsstaten. Personalet i den den offentlige sektor, ikke mindst inden for sundhedssektoren, har oplevet New Public Management konkret med nedskæringer, kontrol og ledelsesmæssigt kaos. Og så griber man ind uden reelt at adressere denne problemstilling. Vælgerne er skuffede over, at man ikke synes at kunne se, at en rød regering gør en forskel for medarbejderne i den offentlige sektor. Socialdemokratiet bliver ansigtet på New Public Management i kommuner og regiomer.
Regeringens udflytning af offentlige institutioner til provinsen har heller ikke tændt lys i øjnene på de københavnske vælgere. Man ødelægger velfungerende institutioner og uddannelsesmiljjøer og fspreder dem så tyndt ud over landet, at de vil få vanskeligt ved at fastholde kvaliteten og tiltrække studerende. Effekten på “et Danmark i balance” vil være svær at få øje på. Og i øvrigt strømmer provinsens unge til byerne for at blive en de af de pulserende studiemiljø. Det har ikke hjulpet, at denne politik har været fulgt op af en overstyret retorik mod progressive miljøer (intellektuelle og kunstnere) fra visse personer i toppen af Socialdemokratiet.
Soocialdemokratiet må finde en måde at appellere til provinsarbejderne og mennesker der er bekymrede over indvandringen uden at miste det socialdemokratiske kompas.
Socialdemokratiet må forlade det nationalistiske tunnelsyn og genfinde og reformulere bevægelsens historiske internationalisme (jf. fejringen af 150-året for grundlæggelsen af Socialdemokratiet. – 1. Internationale). Der må søges løsninger på de store overnationale problemer – klimaet, flygtnigestrømme, international ulighed – gennem uforbeholden støtte til internationale orinstitutioner (FN, EU nn.). Og Dark skal ikke være fodslæbende i forhold til klimainvesteringer og regional udligning inden for EU. Ligesom udviklingsbistanden med fokus på klimainitiativer må øges væsentligt. Vi skal tilbage til Nyrups doktrin om Danmark som foregangsland.
Det er sikkert rigtigt, at befolkningen ikke er klar til at åbne for mere indvandring, selvom der er behov for det i bl.a. den trængte sundhedssektor. Man er nok nødt til at fastholde en stram indvandringspolitk, men der er behov for at bakke aktivt op for at ændring af flygtningepolitikken. Danmark må støtte op om op om FNs og EUs arbejde på at skabe civiliserede løsninger på flygtningestrømmene, vi må tage flere konventionsflygtninge, og vi må behandle asylansøgerne anstændigt. Ligesom andre rige lande må vi tage flere flygtninge, også selv om integrationsprocessen kan være vanskelig.
Danmark må blive det internationale forbillede i klimapolitikken, som international aktør, og med konkrete initiativer nationalt, kommunalt og hos den enkelte borger. Ikke bare i ord med forventninger om fremtidens teknologiske løsninger, men med initiativ her og nu. Socialdemokratiet må aktivt støtte op om de unge klimaaktivister. Klimaet må have prioritet. Også når det gør ondt på vælgerne. Når klimatiltag vender den tunge ende nedad (vad de ofte gør) små de dårligst stillede kompenseres gennem skattepolitik og særlige ydelser. Lige nu forekommer de mig, at en offensiv klimapolitik er den enste måde, regeringen kan genvinde momentum ud af mink-moradset og modstanden mod nye corona-initiativer.
Socialdemokratiet kan ikke regere uden en alliance med den progressive middelklasse (Socialdemokratiet må lære at elske de radikale). Denne alliance må genetableres og reformuleres.Socialdemokratiet må blive partiet for den progressive middelklasse de studerende, akademikerne, kunstnerne, græsrødderne, eller i det mindste ikke opfattes som en modstander. klimapolitikken kan meget vel være omdrejningspunktet fo denne alliance, men også fornyelsen af kulturpolitikken og uddannelsespolitikken vil være væsentlige. Den progressive middelklasse kan hjælpe sSocialdemokratiet med faktisk at formulere en kulturpolitik og uddannelsespolitik.
Kort sagt: Socialdemokratiet må blive mindre rød-hvid og mere rød-grøn. Det tror jeg er byvælgernes hilsen til Socialdemokratiet. Og så ved jeg godt at der foreligger en stor opgave i forene disse signaler med en politik for et Danmark i balance.
Allan Kjær Andersen
Allan i Indien 