Jeg er t tilbage i Bangalore efter et længere ophold i Danmark. Vi har påbegyndt skolens andet skoleår, og jeg er flyttet fra en lejlighed i det centrale Bangalore til en lejlighed i Bhartiya City lige ved siden af skolen.
Pandemien
Jeg var meget i tvivl om jeg skulle tage tilbage. Smittespredning i april-maj var skræmmende, og derfor tog jeg tidligere på sommerferie i Danmark. I øjeblikket er situationen noget bedre. Men det går den forkerte vej, både i distrikter i Karnataka hvor Bangalore ligger, og især i nabostaterne Kerala og Maharashtra. Der er stor frygt for, at det er tegn på at den tredje bølge er på vej, og der tales meget om, at tredje bølge især vil ramme børn (hvilket der jo ikke er dokumentation for nogen steder i verden). Skønt der vaccineres flere end en million mennesker i Indien hver dag, er tempoet for langsomt til, at det kan sikre modstandsdygtighed over for coronaens forskellige varianter. Stikprøveundersøgelser tyder dog på at næsten 70% af inderne allerede har haft corona uden at vide det. Så måske er man slet ikke så langt fra flokimmunitet.
Selv føler jeg mig ikke utryg her. Jeg blev færdig-vaccineret i Indien med den indiske version af Astra-Zeneca, Covishield. Jeg kan dog være bekymret for, om der igen komme restriktioner i flytrafikken, der kan forhindre mig i jævnligt at komme til Danmark.
I Nordindien er de begyndt at åbne skoler i flere stater, hvor smittetrykket er lavere. Men ikke her i Sydindien. Lokalregeringen i Karnataka har netop besluttet at åbne skoler (10-12. klasse i første omgang) og colleges, samtidig med at man indfører nye restriktioner (udgangsforbud om natten, forbud mod forsamlinger, udgangsforbund i weekenderne i områder, der ligger tæt på Maharashtra og Kerala).
Skolerne har været lukket i mere end 16 måneder, og det har mange negative konsekvenser: læringsefterslæb, psykisk mistrivsel, børnearbejde, social skævhed mellem dem får digital undervisning og dem der ingen ting får. Eleverne glæder sig helt vildt til at komme rigtigt i skole. Så vi er måske til et punkt, hvor kuren er værre end sygdommen.
Et år mere
Min tre-årige kontrakt udløb i maj. På trods af den usikre corona-situation og den lidt livløse skoleåbning med udelukkende online-undervisning, besluttede jeg mig for at forlænge kontrakten med et år og mulighed for forlængelse. Jeg syntes vi var kommet rigtig godt fra start med skolen, men jeg er sikker på at vi kan gøre endnu mere, når skolen får lov til at åbne, og vi kan få larm og liv i bygningen. Skolen er endnu ikke klar til at jeg ikke er der. Desuden vil jeg gerne være med til at udvikle skolekonceptet, så det kan implementers i nye skoler forskellige steder i Indien. Endelig er jeg mentalt ikke helt klar til pensionering.
Næste år vil jeg sammen med Annelia finde ud af, hvordan vi vil tilbringe næste fase i vores liv. Vi skal i hvert fald være meget mere sammen, end vi har været de sidste tre år.
Tilbage I Bhartiya City
Jeg vendte tilbage til Bangalore noget senere end det først var planlagt. Dels ville jeg se, om faldet i antallet af nye tilfælde var en langsigtet tendens og om sundhedsvæsenet forblev overbelastet. Og dels blev min gamle far svagere og lå for døden. Og ikke mindst var det dejligt at have meget tid sammen med Annelia og familien.
Jeg er flyttet tilbage til Bhartiya City efter næsten to år i centrum af Bangalore. Nu er der mere liv i den nye bydel, og snart kommer shopping-center, restauranter, hotel og konferencecenter. Jeg sparer to timers transport hver dag, som jeg dog har brugt ganske fornuftigt til at høre massevis af lydbøger og podcasts. Jeg bor på 16. etage (af 30) lige ved siden af skolen.
Skoleåret er i gang
Vi startede det nye skoleår med to ugers efteruddannelse og planlægning for lærerne i midten af juni. Eleverne kom tilbage til skærmen fra starten af juli. Vi er stadig online og har endnu aldrig haft egentlig ansigt-tll-ansigt-undervisning i skolebygningen. Vi har tilladt enkelte børn, som havde svært ved at følge online-undervisningen, at komme til skolen og være sammen med lærerne. Jeg har lagt vægt på at lærerne skulle undervise fra skolen. Vi har behov for at skabe så meget skolefællesskab og -kultur som vi kan under de vanskelige betingelser: Eleverne og de fleste forældre er ivrige efter at skolen åbner for fysisk undervisning.
Online-undervisning er faktisk lidt af en luksus i Indien. En meget stor del af børnene i Indien har ikke gået i skole siden marts sidste år. Især gælder det offentlige skoler i områder med ringe internet-dækning.
Jeg var fra starten ikke tilhænger af online-undervisning for forskole- og grundskolebørn. Og jeg har grundlæggende ikke ændret opfattelse. Men jeg er faktisk positivt overrasket over, hvor godt online har fungeret, selv for de helt små 4-6-årige børn. Det kan erstatte “rigtig” skole med social, emtionel og faglig udvikling i et forpligtende fællesskab. Men…
Vi kan dokumentere gode faglige resultater, fuldt på højde med hvad der kunne forventes under normale forhold.
Eleverne oplever at være med i et skolefællesskabet. De savner at være fysisk sammen, men de oplever et klasse- og skolefællesskab. De har set frem til skolestart efter to måneders ferie, selv om de vidste at det ville blive online, i hvert fald i begyndelsen. De er stolte over deres skole og benytter enhver lejlighed til at komme til skolen sammen med deres forældre. Hente bøger, aflevere tiger-T-shirts osv.
Vi har implementeret store dele af vores vision. Ikke mindst i vores projekt om “Sustainable community”, hvor eleverne samarbejdede online på tværs af klasser, om projekter om problemer de selv havde defineret. Med hjælp fra lærerne, men alligevel.
I sidste skoleår havde eleverne ikke et fuldt skema, og lærerne underviste færre lektioner end indiske lærere normalt gør i Indien. I dette skoleår har eleverne et fuldt skema fra 7:30 til 3:30. Førskoleeleverne dog kun til 12:30, men også de bliver undervist online. Lærerne underviser omkring 20 timer om ugen, og de arbejder hver anden lørdag.
Vores curriculum (“We lead curriculum”) og vores pædagogik (“We lead pedagogy”) forudsætter fælles og kontinuerlig læring og kompetenceudvikling, og det er lykkedes at skabe en kultur med nysgerrighed og vilje til at prøve nyt. I starten forstod lærerne ikke helt hvorfor, men især efter vores skoleprojekt har det ændret sig, så udfordringen nu kun er tiden.
At lærerne arbejder fysisk på skolen har gjort det muligt at skabe den skolekultur og kompetenceudvikling, der er nødvendig i en ny skole med ambitioner og visioner. Det bliver muligt at mødes rigtigt og have rigtige samtaler,. Hver anden lørdag er afsat til fælles refleksion, planlægning og kompetenceudvikling.
Uddannelsesdebat
Udover at lede skolen bruger jeg selv en del tid på at deltage i den uddannelsespolitiske debat i Indien, hvor der er stor interesse for ideer om at integrere det bedste fra Indien med det bedste fra Skandinavien. Jeg bliver brugt som oplægsholder, som paneldeltager ved online og fysiske konferencer, jeg skriver artikler til aviser og bliver ofte interviewet og citeret.
Regeringen har udarbejdet et stort ramme-dokument (National Education Policy) som tegner retningen for en nyudvikling af det indiske uddannelsessystem. Papiret flugter med det projekt som vi er i gang med. Politikken er visionær (må jeg indrømme selv om jeg bestemt ikke er nogen udpræget fan af Modi), men det er et rammepapir, og der er langt igen. Staterne behøver ikke at følge det, og mange vil ikke gøre det. Der er heller ikke finansiel dækning for en ambitiøse implementering af politikken. Men for mig er det spændende at være med i denne debat. Og jeg kan ikke lade være med at ærgre mig over, at uddannelsespolitik i Danmark næsten udelukkende handler om socialpolitik og indvandring, uden egentlige uddannelsespolitiske visioner.
Allan i Indien 