Online og levende skole i Bangalore trods corona

Jeg har været i Bangalore siden august, så nu er det vist på tide med en lille opdatering fra min side.

Corona-situationen lige nu

Det er blevet en slags hverdag med corona. Situationen lige nu er bedre end i Europa. Spredningen kulminerede de fleste steder i september-oktober, og de daglige corona-tal er nede på ca. halvdelen af hvad de var da spredningen peakede. Sygehusene ser ud til lige nu at kunne håndtere de meget syge. Det skal dog tages med et forbehold, da ingen kender omfanget af smittede, der ikke er opdaget. 

Man frygter, at at spredningen kan eskalere i de kommende vintermåneder, hvor folks immunforsvar er svagere. Og belært af erfaringerne fra Europa og USA er man naturligvis også nervøse for, om der kommer en 2. bølge, før man kan rulle et vaccinationsprogram ud. Men mange indere er overbevist om, at deres immunforsvar er gjort af et særligt stof, fordi de gennem tiderne har været udsat for så mange belastninger, og at det er derfor dødstallene stadig er forholdsvis beskedne i forhold til befolkningens størrelse.

De fleste samfundsfunktioner er åbne. Men ikke uddannelsesinstitutioner, som har været lukket siden april og heller ikke international flytrafik. Templer er først for nylig begyndt at blive åbnet gradvist og med restriktioner mht. hvor tæt man må komme på guderne og hinanden.

Men situationen er langt fra normal. Så mange, der kan, arbejder hjemme, f.eks. de mange IT-firmaer. Man går mindre ud end man plejer. Og der er restriktioner på, hvor mange man må være forsamlet, hvilket dog ikke overholdes (der er masser af demonstrationer, store bryllupper og religiøse fester med mange mennesker). Jeg var inviteret til min chaufførs brors bryllup sammen med 2000 andre. Jeg takkede  høfligt nej. Der er et generelt maskepåbud, hvilket stort set overholdes i Bangalore, men da jeg besøgte Goa for nylig, var der ingen der bar maske.

Selv om situationen på overfladen er næsten normal, opleves det ikke sådan. Folk frygter, hvad der kan ske, og har ikke tillid til at sundhedsvæsenet kan klare udfordringen, hvis smittespredningen eskalerer. Og man ser langt færre end normalt, hvilket bestemt ikke passer inderne. Der er en stemning af afventning kombineret med frygt og et stort håb om, at vaccinerne kan være ledningen fra det værste.

Indiens økonomi er stadig ikke kommet sig efter virkningerne af den store nedlukning i april-maj. Selv om butikkerne, markederne og shoppingcentrene er åbne, er omsætningen meget lav og kun i moderat vækst. Mange har mistet arbejdet eller har måttet acceptere lønreduktion. Så der er stor bekymring for fremtiden for alle sociale lag. Man har måttet vænne sig til, at mange års kraftig økonomisk vækst er afløst af måneder med minusvækst og nu lave vækstrater.

Online-skole

Det er altså i en situation med skolenedlukning og økonomiske udfordringer for familierne, at vi har åbnet skolen og nu skal markedsføre næste os til næste skoleår.

Vi åbnede skolen med online-undervisning i starten af august. Vi har online-lektioner både i førskoleklasser (4-6 år) og i 1.-5. klasse. Jeg var ikke meget for det og udsatte skolestarten en måned i håb om, at det ville blive tilladt at åbne skolen. Men da der ikke var udsigt til en beslutning fra regeringens side om at åbne skolerne for fysisk tilstedeværelse, besluttede jeg at påbegynde online-undervisning. Jeg er ikke tilhænger af online-undervisning for små børn. Men jeg vurderede, at online-undervisning er bedre end slet ingen undervisning. 

Velkomsthilsner

Digital skolesamling, min første dag på skolen

Selv om undervisningen er digital, har jeg insisteret på, at medarbejderne arbejder fra skolen, så vi i fællesskab kan udvikle den kultur, som er nødvendig for, at vi kan realisere de ambitiøse og innovative visioner.

Jeg regner med, at skolelukningerne fortsætter i hele dette skoleår og måske ind i næste (skoleåret starter for os i slutningen af juni).

I det skolekoncept vi har udviklet (“We lead” curriculum and pedagogy) var det afgørende, at vi ville have en holistisk tilgang til eleverne med fokus på elevernes emotionelle sociale og kognitive udvikling. Vi ønskede at skabe et alternativ til den ensidige indiske fokusering på udenadslære og eksamensforberedelse. Jeg var nervøs for, at det ville gå fløjten med online-undervisning.

Men vi har faktisk gjort rigtigt meget af det, som vi også ville gøre i en rigtig skole. Undervisningen skal være sjov, engagerende, involverende, fagligt krævende og med vægt på udviklingen af hver enkelt elevs potentialer. Der skal være fysiske aktiviteter, både som en del af online-lektionerne, mellem dem og efter. Og det er faktisk lykkedes for lærerne (som vi kalder facilitators).

Se Sheeba fortælle, hvordan hun arbejder med at engagere eleverne i 5. klasse.

Her demonstrerer Arnav hvad han har fået ud af undervisningen i fordøjelsessystemet.

Vi har påbegyndt mentorsamtaler med alle alle eleverne.

Vi har haft Parent-facilitator-talks, hvor vi har givet feedback om elevens faglige, emotionelle og sociale udvikling, og forældrene modtager en omfattende skriftlige rapport (report card). 

Her fortælles vor lærer Deborah og en forældre, hvordan de har oplevet denne samtale.

Vi holder digitale skolesamlinger, som vi ville gøre i den rigtige skole. På min første dag på skolen blev jeg fantastisk modtaget til sådan en samling.

Her er et indlæg jeg havde på den digitale skolesamling i indledning af Children’s Day om Learner’s Bill of Rights, som vi har udarbejdet. Lidt tungt for børnene, men jeg håber, at forældrene lyttede med.

Jeg var nervøs for, at eleverne skulle blive skoletrætte, før de havde sat deres ben på skolen. Derfor gik vi gradvist frem. Først tre dage om ugen med en lektion om dagen, så to lektioner, derefter fem dage om ugen. Først med engelsk, matematik, science og samfundsfag. Derefter tillige med online-idræt og indiske sprog (hindi og kannada). Efter jul bliver det med et fuldt skema 8:30 til 3:30 for 1.-5. klasse, lidt mindre for førskoleeleverne. Fagrækken udvides med musik, billedkunst, fremmedsprog, og digital dannelse med programmering (i samarbejde med Lego og Apple). I februar går vi i gang med et online-projekt om et tema inden for FN’s Global Sustainable Development Goals, som lærerne har gennemgået et fem-dages kursus i. Det bliver spændende at se, om det kan fungere digitalt.

Se Sandhya fortælle om efteruddannelse af lærerne, bl.a. om projektorienteret undervisning og integration af FN’s bæredygtighedsmål.

Med online-undervisning er vi helt afhængig af hjælp fra forældrene. Og de kan vanskeligt for dem. Nogle af vore elever har to udearbejdende forældre og er alene hele dagen. Andre har forældre der arbejder hjemmefra. Det er vanskeligt for disse forældre at give eleverne den støtte, de har brug for, når undervisningen er digital. Men idet store hele oplever vi, at eleverne deltager i undervisningen og får udbytte af det.

Lærerne tegner forbindelseslinierne mellem FNs 17 bæredygtighedsmål

De er ikke blevet skoletrætte, men længes i den grad efter at se hinanden og lærerne. Jeg mødte tilfældigvis en dreng fra første klasse på en restaurant. Han var bare så begejstret for at se en fra skolen “live”.

Ny skole i et trængt marked

Knap 40% af skolerne i Indien er private. Det er udtryk for en utilgivelig nedprioritering af uddannelse i de statslige og delstatslige budgetter. Den voksende middelklasses reaktion har været forståelig. Hvis regeringen ikke vil give os gode offentlige skoler, vil vi selv betale for gode skoler. Det er et udtryk for en elitær uddannelsespolitik, hvor de fattigste efterlades tilbage med en katastrofalt dårlig kvalitet i uddannelse, om overhovedet nogen. 

Der eksisterer mange virkelig gode private skoler i Indien, og min skole er en af dem. Folk fra middelklassen kunne ikke drømme om at sende deres børn i en offentlig skole. Mange med mindre indkomster prioriterer også at sende deres børn i privatskole.

Privatskolerne er virksomheder. Mange – men ikke alle – etableres af velhavende investorer som langsigtede investeringsobjekter. 

Under coronaen er uddannelsesmarkedet trængt. Mange har ikke længere råd til de skoler, deres børn hidtil har frekventeret. En del er taget til den landsby, de stammer fra, og sender deres børn i offentlig skole der eller underviser dem hjemme.

Som privatskole kan man kun eksistere, hvis man har forældre, der vil betale for deres børns skolegang, og det har mange svært ved i øjeblikket. Vi skulle markedsføre skolen i foråret, hvor coronaen spredte sig, og skolerne blev lukket ned. Vi var så heldige, at vi skaffede bæredygtige elevtal til alle vore klasser, men ikke så mange som vi havde håbet på. Nu er vi ved at planlægge markedsføringen af skolen for næste skoleår, hvor vi udvider med 6. og 7. klasse. Det er op ad bakke, for så længe skolerne er lukket og coronaen stadig er en levende realitet, er de tilbageholdende med at indlede deres børn i en ny skole.

Vi kan ikke have åbent hus, som vi under normale omstændigheder ville. Vores væsentligste markedsføring er opdateringer på Facebook og Instagram om vigtige begivenheder og aktiviteter på skolen. Vi synes selv, at vi gør det rigtig godt. Der er nu mindre fokus på mig og mere fokus på, hvad lærerne faktisk gør.

Vi vil organisere online-åbent hus med efterfølgende mulighed for at komme på rigtigt besøg. Vores væsentligste annoncering er målrettede digitale annoncer på Facebook og Google.

Vi har en meget aktiv PR-strategi. Jeg har deltaget i talrige webinarer om uddannelsespolitiske emner som skærmtid, kvaliteten af online-undervisningen, den digitale opdeling mellem land og by og fattige og rige, hybriduddannelse, smart cities. Jeg er blevet interviewet til flere aviser om aktuelle uddannelsespolitiske spørgsmål, f.eks. om det vil være sikkert at åbne skolerne. En stor artikel om mig og skolen i den dominerende business avis The Business Standard var meget vigtig for os.

https://www.business-standard.com/article/education/a-slice-of-scandinavia-in-india-s-silicon-valley-120110200368_1.html?fbclid=IwAR3kuARaQ6_Yb9MR-EZtW1_4PVAVyth3ouB-DQaFbOFx4y6BptxJgR_4P6k

I forbindelse med 400-året for den dansk-indiske forbindelse har jeg lavet en videohilsen til den danske og indiske udenrigsminister, og jeg blev interviewet af den avis, som blev udarbejdet.

Vi bruger rigtig meget tid på at tale med forældre, der kommer på besøg. Indiske forældre er meget kritiske og besøger mange skoler, nogle af dem mange gange. Uddannelse er en stor investering for en familie, så de vil være helt sikre på, at de får value for money. Jeg har efterhånden fået et godt indtryk af, hvordan indiske forældre tænker.

Selv om vi er en privatskole, siger jeg til forældrene, at uddannelse ikke er en vare, og de er ikke kunder i en skolebutik. Vi er et partnerskab om at sikre deres børn den bedst mulige uddannede og emotionelle og sociale udvikling. Det har jeg ofte succes med, men nogle gange opfører forældre sig som kritiske forbrugere, der vil have penge tilbage, hvis ikke vi leverer alle varer på hylden. Og de gør vi jo ikke, når vi er digitale.

Er det stadig sjovt?

Det skoleprojekt, jeg står i spidsen for, er virkelig spændende og perspektivrigt. Jeg har udarbejdet et strategioplæg for en egentlig uddannelsesafdeling med mange skoler og digitale løsninger på hylderne. Men lige nu er det ikke så sjovt at være her for mig personligt. Det er, som om alt, inklusive mig selv, er i en venteposition. Og med usikkerheden om den internationale flytrafik, ser jeg Annelia, børnene og børnebørnene meget mindre, end det var planen, da vi besluttede at jeg skulle påtage mig opgaven.

Jeg har meget tid for mig selv. Og med corona-situationen har der været lagt en dæmper på oplevelserne. Den indenlandske turisme er så småt ved at komme i gang, og jeg er begyndt at tage på ture i staten Karnataka, Tamil Nadu og Goa, som ligger i overkommelig afstand med bil og/eller fly.

Jeg har besøgt Pondicherry, som indtil 1962 var en fransk koloni. Jeg boede i den franske bydel, som har et umiskendeligt fransk kolonialt præg. Lige så snart man kommer uden for denne bydel, er der en rigtig indisk by med mylder, trafik, larm og små butikker.

Jeg tog videre til Tranqebar (Trangambadi), hvor danskerne grundlagde en handelsstation for 400 år siden. Inden for den gamle bymur bærer byen stadig præg af danskertiden med fortet, guvernørboligen, kirker og de lige gader. Uden for bymuren er det en normal indisk landsby. Jubilæumsfestlighederne var aflyst på grund af corona, så jeg var den eneste turist. Alene på hotellet Bungalow on the Beach, som ligger lige ud til vandet, og som stammer fra danskertiden. Flere af bygningerne i Tarangambadi er for relativt nyligt sat i stand med støtte fra Bestseller-fonden.

Danneborg i Tranquebar

I Diwali-ferien var jeg i Goa, hvor jeg boede på et hyggeligt resort lige ud til vandet. Goa har helt fantastiske strande, kilometer efter kilometer, og heller ikke der var der mange turister. Det var skønt at vandre med fødderne i strandkanten og i øvrigt lave ingenting.

Og jeg har besøgt Unesco World Heritage sitet i Hampi, et område med ruiner af templer og paladser fra Vijaynagara-riget fra det 14. århundrede og et par hundrede år frem. Der er mange velbevarede ruiner med granitudskæringer, som er velbevarede, beliggende i en storslået natur. Et absolut mest see på niveau med Machu Pichu og Angkor Vat.

Vishnus vogn i Vitthala templet i Hampi

Ledelsesgruppen

Men disse ture kan ikke skjule, at jeg efter mere end 4 måneder har alene i Bangalore og har hjemve og glæder mig helt vildt til at komme hjem og holde ferie l tre uger i januar.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s