Jeg er tilbage i Bangalore efter at have været i Danmark siden slutningen af april. Det reddede mig psykisk at komme hjem og have en hverdag med Annelia og se børn og børnebørn og den øvrige familie. Men nu synes jeg, at det er det rigtige at komme tilbage og gøre arbejdet med skolen færdigt. Det er dog med store betænkeligheder, for smittetrykket er voksende i Indien, og ikke mindst i Bangalore, hvor det ellers har været moderat.
Det var ikke helt nemt at finde ud af, hvordan man kan komme til Indien. Der er en såkaldt “air bubble” aftale mellem Frankrig og Indien om flyforbindelser primært til indere og franskmænd, der gerne vil hjem til deres respektive lande. Sådan en forbindelse fik jeg billet til. Men det var en jungle at finde ud af, hvilke tilladelser og papirer jeg skulle have med. Og da jeg landede i Bangalore tog det 3 1/2 time at komme igennem alle procedurene. Jeg skal være i 14 dages hjemmeisolation. Heldigvis slap jeg for at tilbringe den ene uge på et hotelværelse, som det ellers har været kutyme indtil dagen før jeg rejste. Det virker en smule absurd, at man bruger så mange ressourcer på rejsende og samtidig bekymrer sig så lidt om alle de tilfælde man ved spreder sig hastigt i slumkvartererne.
Hjemme-isolationen er ikke sjovere end sidst jeg prøvede det. Blot er det kun 2 uger i stedet for 4+2 ugers udgangsforbund. Men nu kan jeg i det mindste se frem til at komme rigtigt på arbejde med rigtige kolleger og til en by, hvor butikker og restauranter er åbne, og hvor man må gå ud.
Jeg er kommet tilbage for at gøre arbejdet færdigt. Jeg har arbejdet med planlægning af skolen i 3 år (2 1/2 år i Indien). Bygning, vision, curriculum, pædagogik, markedsføring, ansættelse) , og nu vil jeg gerne være med til at få skibet til at sejle. Men Covid-19 gør at det er op ad bakke. Regeringen har lukket alle uddannelsesinstitutioner siden slutningen af marts, og det er usikkert, hvornår de får lov at åbne. Det sker tidligst i september, men rygtebørsen siger, at det måske først bliver i december. En rundspørge blandt forældre viste, at flertallet ikke ønsker at skolerne skal åbne, før Covid-19 er under kontrol.
Der har været en del diskussion i Indien om værdien og farerne ved digital læring. Den lokale regering for staten Karnataka forbød det på et tidspunkt, men åbnede så op for, at der måtte gives online-lektioner i begrænset omfang. For børnehaveklasser 30 minutter om ugen og for klasse 1-5 2 x 40 minutter 3 gange om ugen. Lyset af forlængelsen af skolelukningerne har unionsregeringen i Delhi sagt, at online learning ikke bare skulle tillades, men tilskyndes.
Selv om jeg er betænkelig ved online learning for børn, besluttede jeg, at vi skulle åbne skolen med online learning den 3. august, ud fra den betragtning at digital undervisning er bedre end ingen undervisning. Vi gør det på en måde, så der er en blanding af undervisning foran skærmen og og analoge fysiske og kreative aktiviteter, hvilket vi kun kan gøre, fordi mindst en af forældrene er hjemme.
Åbning for lukket dør
For at markere åbningen af skolen med digital læring, og at skolebygningen er færdig, blev der efter indisk skik organiseret en pooja (et hindu-ritual). Hinduerne tror, at de betyder ulykke, hvis man ikke tager guderne i ed, før man starter på noget nyt, og man bestiller en præst til at gennemføre den. Denne pooja kunne jeg ligesom ejeren af firmaet kun følge på ZOOM, men det var en stor begivenhed alligevel. Når skolen kan åbne rigtigt, vil der blive en egentlig indvielse, hvis større forsamlinger er tilladt til den tid.
Ledelse på afstand
Mens jeg var i Danmark, har jeg mentalt været halvt i Indien og har ikke kunnet holde egentlig sommerferie. Jeg har ledet skolen på afstand. Team-møder på ZOOM eller MS Teams. Webinarer. Masser af telefonsamtaler og mails. Og WhatsApp-kommunikation, som den vigtigste besked-tjeneste i Indien. Heldigvis havde jeg nået at ansætte gode folk, som kunne stå for det praktiske arbejde på stedet, og som er fortrolige med den skolevision og skolekultur, som jeg vil implementere. Og de har gjort det fremragende. Der er ikke noget, som vi ikke har nået, men det er klart, at opbygningen af en ny skolekultur er blevet hæmmet af, at så megen kommunikation har måttet foregå online uden forudgående relationsdannelse. Medarbejderne har også arbejdet hjemme en stor del af tiden. Lige nu møder de tre dage om ugen og arbejder hjemme to dage om ugen.
Vi havde gennemført en del ansættelsessamtaler, før jeg tog til Danmark, men de sidste samtalerunder blev foretaget digitalt. Der er dog tre medarbejdere, som jeg kun har mødt digitalt, herunder vice-rektoren, og det er ikke særlig smart.
Vi har færdiggjort curriculum og udarbejdet lektionsplaner for den første måned. Der har været en lang række efteruddannelsesaktiviteter dels i pædagogik og curriculum og grundig efteruddannelse i skolens digitale økosystem (Apple). Efteruddannelsen har været en blanding af online-undervisning og face to face-undervisning. Lederen af efteruddannelse og pædagogik Sandhya har stået for undervisningen i pædagogik og curriculum, og vores digitale partner har stået for Apple-undervisningen (vi sigter mod at blive en Apple Distinguished School). Her har jeg mest været med i konceptudviklingen.
Jeg har været meget aktiv i markedsføringsaktiviteter: planlægning af kampagner, artikler til aviser og online/medier, interviews, video/klip, webinarer på Facebook, møder med potentielle forældre. Vi har et professionelt kommunikationsbureau til at hjælpe os, og vi har selv en kommunikationsmedarbejder og en, der står for opfølgning på kampagner og kontakt med mulige forældre. Det er lykkedes os at gøre os kendt som en innovativ uddannelsesinstitution både lokalt og på landsplan.
Skolen er en privatskole, og det er nødvendigt at skaffe elever. Covid-19 har gjort markedsføringen særdeles vanskelig. Mange forældre har ikke længere råd til at sende deres børn i privatskole. Andre ønsker at undervise deres børn hjemme, fordi de er bange for at sende deres børn uden for hjemmet. Endelig har den lange nedlukning medført forsinkelse i byggeriet og manglende mulighed for at lade forældre besøge skolen. Vi har derfor ikke fået så mange elever, som vi havde håbet, men nok til at vi kan starte med elever i alle klasser.
Covid-19 har skabt problemer for alle privatskoler i Indien (ca. 40% a skolerne er privatskoler), og mange har måttet fyre lærere, fordi forældrene har taget børnene ud af skolen. I Karnataka er der således fyret 35.000 lærere.
Vi har ikke været direkte ansvarlige for selve skolebyggeriet, men er løbende kommet med inputs. det har været nødvendigt at udsætte dele af byggeriet af økonomiske grunde (vi skal ikke benytte hele bygningen det første år), og der har løbende skullet foretages justeringer og tages beslutninger om detaljer og møblering. Det har også krævet en indsats at få konstruktionsteamet til at prioritere byggeriet, selv om vi ikke akut skulle bruge bygningen. Men jeg ved af erfaring, at hvis man ikke hele tiden følger op, er der en tilbøjelighed til, at der ikke sker noget. Hvis ikke lukningen var kommet fra regeringens side, er jeg ikke sikker på at bygningen havde været klar til den planlagte åbning den 29. juni. Det er lederen af administration og logistik Ranjini, der er min nærmeste samarbejdspartner om alt der har med bygningen, indkøb og økonomi at gøre. Hun er god til at ånde leverandørerne i nakken.
Jeg synes, vi kan være ganske stolte over, hvad vi har nået under vanskelige forhold. Vi får heldigvis gode tilbagemeldinger fra forældrene og børn på vores digitale learnings-aktiviteter.
Nu ser jeg frem til at arbejde rigtigt sammen med skoleteamet, når min isolation udløber den 25. august. Og til at få lov til at bevæge mig frit omkring.
Allan i Indien 