Så er jeg endelig hjemme i Ørestod hos Annelia. Det er bare skønt. Efter 6 uger i isolation i Bangalore (først 4 uger i personlig karantæne, derefter 2 uger med udgangsforbud) lykkedes det mig at komme med særfly via Rom og Frankfurt.
Selv om Indien endnu ikke er hårdt ramt af corona-virus, så er deres lockdown meget omfattende, og den håndhæves ofte hårdhændet af politiet. Så udgangsforbud er udgangsforbud. eg har kunnet få bragt mine fornødenheder og måltider, så jeg har ikke lidt nød. Jeg har jo også været i digital kontakt med mit skoleteam og med familien.
At være alene med sig selv i 6 uher har været en mærkelig på mange måder forfærdeig oplevelse. Dagene er gået, jeg har haft nok at gøre og har ikke kedet mig. Men det har været en form for ikke liv, en venten, en helt basal usikkerhed om hvad der skulle ske. Kan jeg komme hjem til Danmark, hvornår? EKsploderer smitten i Indien, og hvordan vil det gå med sundhedssystemet hvis de gør? Kan de fattige overleve i ugevis uden indtægt og med ineffektiv fordleing af fødevarer? Osv.
Men jeg tror min oplevelse går endnu dybere end det. En helt grundlæggende følelse af vægtløshed og forgængelighed. Denn “alles Fleisch ist wie Gras und alle Herrlichkeit der Menschen wie des Grases Blume. Das Gras ist verdorrt und die Blume abgefallen”, som det hedder i det citat fra Luther-bibelen som Brahms anvender i Ein Deutsches Requiem. Trøstens musik i i sorg og modgang..
Det var en sælsom oplevelse at rejse. Meget få mennesker i lufthavenene. I Bangalore og Rom et omfattende bureaukrat med sundhedscheck og udfyldning af talrige skemaer. Overnatning på bænken i en næsten to mlufthavn i Frankfurt. Og business as usual i Københsan, når man kom med dansk pas.
Rejsen kunne kun lade sig gøre med stor hjlp fra den danske ambassade, som både får organiseret særfly sammen med andre ambassader, og som søger om de nødvendige tilladelse, så man kan ryde udgangsforbuddet og komme til lufthavnen.
ARbejdet med skolen i Bangalore fortsætter. Jeg har i seks uger været i daglig digital kontakt med mit team. Vi har gennemført teammøder, job interviews, afteruddannelse af personalet, hyppige opdateringer om skolen på de sociale medier, webinarer på Facebook Live, samtaler med interesserede forældre. Og det vil fortsætte selv om jeg er i Danmark.
Den nuværende lockdown i Indien er forlænget til den 3. maj, hvor den formodentlig vil ophæves gradvist. <Vi har planlagt at åbne skolen den 29. juni, men dels ved vi ikke hvornår skoler må åbne. Der mangler lidt før bygningen er helt færdig, men det kan nås, og vi kan først få møbler, når de indiske veje mellem staterne åbnes igen (de står på en fabrik i Goa). Det er jo også helt usikkert, hvor flytrafikken åbner. så jeg kan komme tilbage til Indien.
Jeg elsker at være i Danmark lige nu. Men jeg vil også gerne gøre arbejdet færdigt i Indien og være til stede ved åbningen af skolen.
Allan i Indien 