Jeg har nu siddet i isolation i 21 dage og har en uge tilbage, plus den uge som er konsekvensen af regeringens udgangsforbud. Og det er rigtig isolation. Jeg er helt alene i min lejlighed. Fra min terrasse har jeg nogle gange udsigt til vagtens ryg og enkelte gange forbipasserende, som trodser udgangsforbuddet.
Stay home stay safe
Min kontakt med omverdenen er digital, ligesom det er for store dele af verdens befolkning i disse dage. Og internettet fungerer rimelig stabilt i mit kvarter Langford Town i Bangalore.
Om formiddagen holder jeg møde med mit skoleteam via den digitale platform Zoom, og jeg har diverse telefonsamtaler med teammedlemmer og andre involverede i skoleprojektet. En gang imellem taler jeg med kommende forældre. Vi har digitale ansættelsessamtaler og online efteruddannelse af lærere.
Vi planlægger en række webinarer og andre aktiviteter på de sociale medier, så markedsføringen af skolen ikke lider for stor skade. Skoler er lukket i Indien, men vi håber stadig at kunne åbne i juni.
Man kan gennemføre en hel del arbejde hjemmefra med digitalt samarbejde. Men det er ikke lige så effektivt, og man savner de mange “irriterende” forstyrrelser fra rigtige mennesker.
Jeg prøver at have struktur på min dag og fylde den med aktiviteter.
Jeg Facetimer dagligt med famile og venner i Danmark.
Det er vigtig at bevæge sig. Nike Training-app hjælper mig med 40 minutters daglig træning.
Mit dårlige syn gør, at jeg ikke kan læse analoge medier, men jeg har meget hjælp fra de digitale hjælpemidler på min iPhone og iPad.
I øjeblikket lytter jeg til den fremragende ny-oversættelse Bibelen 2020 fra ende til anden (jeg er færdig med mosebøgerne), Tagores Gora, RSS, en blog om den hindunationalistiske paraplyorganisation som Modis parti er rundet af, samt masser af nyheder (The Hindu, Politiken, Information) og magasiner (India Today, The Economist, Macworld, Gramophone, Rolling Stone, Apple News etc.).
Jeg er begyndt at se den indiske mesterinstruktør Satyajit Rays (Indiens Bergman eller Dreyer) film forfra. Jeg er kommet til 1961.
TV-serier er et must. Heldigvis er Carrie forrygende tilbage i 8. sæson af Homeland.
Jeg hører musik og ser operaer (jeg har en stak bluray discs med hjemmefra, og så viser mange operahuse gratis operaer, mens de er lukket). Også her i Indien er Parsifal og Matthæuspassionen nødvendige forberedelser til påsken.
Hver aften får jeg bragt middag og frokost til den næste dag med madudbringnings-tjenesten Zomato (Indiens Just Eat). Det er lidt sværere at få bragt varer fra supermarkederne. Der findes en tjeneste Bigbasket (Indiens nemlig.com), men i disse dage tager den ikke mod ordrer. Der er en frivillig tjeneste i kvarteret som bringer ting til svage medborgere (sådan en er jeg, fordi jeg er over 60 og lever alene). Herigennem har jeg fået bragt mad og vin fra en god kollega. Vi er ellers et lukket land.
Vakuum og venten
Alt i alt et luksusliv, hvis det ikke var, fordi man er alene i et land, hvor fremtiden er så usikker. Dagene flyder umærkeligt over i hinanden. Da det ikke er en selvvalgt isolation for at fordybe sig i meditation og åndelige øvelser, er det et underligt vakuum at befinde sig i. Som om livet først rigtig begynder for mig, når denne situation er overstået. Men jeg har meget tid til refleksion. F.eks. om hvorfor jeg befinder mig i isolation i Indien, når alle dem, der er mig nærmest er i Danmark.
Lockdown i det andet Indien
Jeg har ikke ondt af mig selv. Når jeg har tilløb til det, læser jeg indiske aviser og magasiner. Der er to slags lockdown i Indien: lockdown på første og anden klasse. Modis lockdown er de rige og middelklassens lockdown. Den sikrer, at de kan blive sikkert i deres rummelige boliger og få de forsyninger og fornødenheder, som de har behov for og har råd til at købe.
Størstedelen af Indiens befolkning oplever et andet lockdown. Arbejdere der ikke får løn, fordi arbejdspladsen lukker, og som kun i et vist omfang får hjælp fra staten. Migrantarbejdere der ikke kan bo i deres skure og telte og ikke får tilbudt genhusning og mad, og som nu desparat vandrer flere hundreder af kilometer til deres landsby, uden mad og vand, uden mulighed for transport, fordi offentlig transport er lukket ned, og fordi grænserne mellem staterne er lukket. Lastbil-chaufførern, som sidder fast på vejene og ikke kan komme nogen steder, hvilket er en af grundene til, at det kniber med fødevareforsyningen flere steder i Indien (f.eks. i Goa). Mennesker, der bor i slumkvarterer, hvor social distancing simpelthen ikke er en mulighed. Regeringen siger, den er opmærksom på problemet, og at ingen indere skal sulte, og der er besluttet hjælpepakker. Men mange fattige indere spørger, om corona virkelig kan være værre end Modis lockdown.
Indtil nu er antallet af corona tilfælde i Indien meget lavt, og væksten er eksponentiel, men fortsat langsom. Men jeg er bekymret for situationen, hvis den lokale smitte går i gang. Så vil sundhedsvæsenet slet ikke kunne klare det. Kombinationen af social uro og dårligt sundhedsvæsen kan blive eksplosiv. Men forhåbentlig sker det ikke.
Drastiske indgreb er er givetvis nødvendige. Men Modis lockdown kom kom for sent og var alt for dårligt planlagt og med for ringe hjælp til Indiens fattige. I betragtning af Indiens sociale sammensætning og den omfattende interne massebevægelse fra by til land, er jeg heller ikke overbevist om, at de vil være effektive.
Hjem
Jeg er ikke deprimeret. Heller ikke ved at få kuller eller blive sindssyg (så vidt jeg kan bedømme). Men jeg ville selvfølgelig foretrække at være i Danmark hos mine kære. At blive i Indien er ikke et valg, jeg har truffet. I min isolation har jeg ikke mulighed for at komme ud af Indien. Når min isolation er overstået, og når Indiens lockdown er ophævet, håber jeg på at få mulighed for at komme til Danmark og blive der, indtil situationen i Indien er normaliseret og sikker.
Allan i Indien 