En klimatosse i Indien 1

Jeg har gennem de sidste par måneder genset sæson 1-7 af Game of Thrones og den afsluttende sæson. Det har slået mig, hvor lidt mediernes dækning har handlet om det, som er det overgribende narrativ (i hvert fald indtil 6. episode i 8. sæson), nemlig vinteren og hæren af døde, der truer med at udslette alt liv. I stedet har man fulgt i Westeros’ rivaliserende kongers fodspor og ladet sig fascinere af krigen om herredømmet over Westeros, intrigerne og sexscenerne. 

Jeg kan ikke lade være med at se parallelt til den situation som klimakrisen har sat verden i. Alle politiske prioriteringer burde handle om, hvordan vi i fællesskab finder bæredygtige løsninger på klimakrisen (jeg lyder sgu som Uffe Elbæk). I stedet kæmper politikerne verden over som altid om magten. Ikke med løfter om en konkret indsats mod klimakrisen, men med løfter om at lukke grænser, så indvandrere ikke kan forstyrre de nationale idyller. Akkurat som kongerne i Westeros håbede at kunne lukke de vilde og de døde ude med den store isvæg og nattevogterne. Den overgribende invasion adresseres ikke af de magthavende politikere. Ikke før bastarden (troede man indtil sæson 6) Jon Snow satte en dagsorden om at samles i forsvaret for livet.

Heldigvis varsler EU-valget en ny tid hvor klimakrisen adresseres af vælgerne, som kræver forpligtende handling af politikere. 

Lige nu mangler vi dog Jon Snow.

Og når man som jeg opholder sig i Indien, er klimakrisen endnu længere væk i den politiske prioritering. Af forståelige grunde er man optaget af at skabe økonomisk udvikling, så alle borgere kan komme ud af fattigdommen, af at skabe et sammenhængende og beslutningsdygtigt samfund, af at tilbyde kvalitetsuddannelse til alle og af at komme ud af korruptionens svøbe. Men netop pga. den hastige økonomiske udvikling i det, der snart vil være verdens mest folkerige stat, er det vigtigt at få udviklingen til at ske på en bæredygtig måde. Både for Indien selv og for planeten.

Men Modi er ingen Jon Snow.

I klimakrisens prisme

Klimakrisen med den fundamentale udfordring til livet på vor klode burde være den prisme gennem hvilken alle politiske og private prioriteringer ses. Det gælder også for uddannelsessystemet, som jeg har arbejdet i gennem hele mit voksne liv. For når vi ikke har en Jon Snow, og det heller ikke ser ud til, at han er lige om hjørnet, så har uddannelsessystemerne en afgørende rolle i at udvikle borgere, der kan leve i en verden præget af usikkerhed og trusler og hastige forandringer i livsgrundlaget, og som i fællesskab kan finde løsninger på disse udfordringer, lokalt, nationalt og globalt.

Det er ikke det, vi diskuterer, når vi diskuterer uddannelse i Danmark. Og det er det heller ikke i Indien.

Klimakrisen og de andre store forandringer vi står overfor (flygtningekriser, højrepopulisme, 4. industrielle revolution, globalisering) gør, at uddannelsessystemerne må gennemtænke, 

  • om vi har de rigtige dannelses- og kompetencemål, 
  • om vi prioriterer det vigtigste indhold 
  • om vi underviser på de rigtige måder

Er uddannelsessystemet til for at udvikle de menneskelige kvaliteter, der er nødvendige for at leve et lykkeligt liv og være med til at skabe en bedre verden, eller kører det på automatpilot, og underviser man i de fag, man altid har undervist i, og på den måde man har gjort siden uddannelse blev adskilt fra produktion? For mig er der ingen tvivl, hvis uddannelse skal være relevant for moderne mennesker, må uddannelsessystemerne forandres grundlæggende. Der er behov for innovation i:

  • Dannelses- og kompetencemål
  • Indhold
  • Pædagogik
  • Teknologi
  • Læringsrum
  • Skolens relation til det omgivende samfund.

Jeg vil i en kommende blog vende tilbage til, hvordan vi tænkes os at gøre dette.

Det bedste fra Indien, Danmark og resten af verden

Jeg er så privilegeret, at jeg har fået mulighed for netop at gøre dette i skoleprojektet i  Bhartiya City i Bangalore i Indien (Chaman Bhartiya School of Leadership). Som jeg tænker projektet, drejer det sig om at forene de internationale erfaringer med skoleudvikling for det 21. århundrede og omsætte det til en indisk kontekst.

Indien har en stolt tradition for højt fagligt niveau (“academic excellence”), især i de naturvidenskabelige fag og matematik. Jeg vil gætte på, at de er 1 1/2 år forud for danske elever i disse fag, når de forlader high school.

I Danmark værner vi om almendannelsen, et begreb som ikke findes i den engelsktalende verden. I vort uddannelsessystem skal elever udvikle sig som hele mennesker, de skal udvikle sig til at fungere i et demokratisk samfund med ytringsfrihed, og de skal have kundskaber, så de kan videreuddanne sig og klare sig på arbejdsmarkedet.

Internationalt har der i en årrække, inspireret af OECD og World Economic Forum, været fokus på “21st Century Skills” (de fire C’er: Communication, collaboration, creativity, critical thinking and problem solving). Og der er en række bestræbelser, både på nationalt og skoleniveau, i forskellige dele af verden med at udvikle undervisning, der udvikler de fire C’er. Jeg har deltaget som oplægsholder ved mange internationale konferencer og har derfor en ret god fornemmelse af, hvad der foregår.

Vort projekt er således at se, hvad der sker, hvis man forener indisk academic excellence, dansk almendannelse og 21st century learning i et moderne skolekoncept, der fokuserer på det, der er vigtigt for at være menneske i nutidens samfund, og udvikler de kompetencer der er nødvendige for at medvirke til at leve i og at forandre og forbedre verden.

Indiske skoledilemmaer

Indien er under forandring. Den økonomiske og samfundsmæssige udvikling går kolossalt stærkt. Der er en sult efter uddannelse. Der opstår et væld af nye skoler hver eneste dag. Og mange nye skoler ønsker at komme væk fra det ensidige fokus på “academics”. Jeg tror på, at der er basis for en skole med en ambition, som har et dannelsesperspektiv om ikke bare at uddanne unge med de rette kompetencer for Indiens industrielle boom, men har et dannelsesperspektiv i retning af at uddanne samfundsborgere og verdensborgere, der ønsker at bidrage til “the common good”, først og fremmest at finde en bæredygtig vej ud af fattigdommen for Indien, og det kræver for mig at se en skoleform, der er grundlæggende anderledes end den skole, vi kender overalt i verden.

Vi vil sikkert møde modstand, når vi åbner i juni næste år. I de fleste familier er ekstrem fattigdom kun en generation væk. For indiske forældre er uddannelse derfor ikke et spørgsmål om at redde planeten, men om at sikre en tryg fremtid uden fattigdom for børnene. Uddannelse er instrumentet til at gøre dette ved at komme ind på de gode universiteter og få en uddannelse, der kan give et godt job og en sikker indkomst. Derfor går de ekstremt meget op i elevernes testresultater, for gode testresultater er vejen til universiteterne. Derfor vil en del forældre måske synes, at vore ambitioner om tidssvarende uddannelse tager tid fra forberedelsen til eksamen Vi må overbevise om – og jeg er sikker på, at det er sådan – at man kan gøre begge dele, fordi engagerede elever lærer mere, både af den traditionelle faglige viden og af de nye kompetencer.

I 2. del af dette blog indlæg vil jeg skrive mere om, hvad vi gerne vil undervise i, og hvordan vi vil gøre de.

Man kan se mere om mine synspunkter i dette interview med et amerikansk web-magasin, som blev gennemført lige da jeg havde forladt Ørestad Gymnasium, men først offentliggjort for nylig: Open SPaces – Open Minds.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s