Bhartiya City, hvor jeg bor, ligger i den nordøstlige del af Bangalore. Det er en ny bydel under opførelse, så der sker ikke så meget. Om et par år bliver bydelen rigtig fin med masser af aktiviteter, restauranter, butikker, biografer. Lige nu er den lidt kedelig.
Uden for Bhartiya City sker der heller ikke så meget. En stor indisk rodebutik, hvor det er svært at se, om huse er under opførelse eller nedrivning. Imellem husene og i øvrigt hvor der ikke er afskærmede byggepladser flyder det med affald. Om det er en kulturelt betinget mangel på ansvarsfølelse over for de fælles områder, eller om det er fordi byen ikke sørger for renovation, er der delte meninger om. Lokale folk forsikrer mig dog om, at det har været meget værre.
Jeg har fundet en fin løberute om Jakkur-søen ikke så langt væk, så der bliver jeg kørt til et par gange om ugen.
Trafikken i Bangalore er forfærdelig, måske den værste i Indien. Byen har slet ikke kunnet følge med i den hastige industrielle vækst og befolkningstilvækst, så der mangler god offentlig transport og omfartsveje. Jeg tager kun ind til centrum af Bangalore et par gange om ugen, for det tager 1 1/2 rime at køre de 15 km.
Bangalore og området omkring Bangalore har mange oplevelsesværdige tilbud. Så når jeg har besøg, er det en rigtig god anledning til at se nye steder. Jeg gør det også ofte alene. Kollegerne siger, at jeg ender med at kende området bedre end de selv gør.
Da Line og Annelia besøgte mig i vinterferien tog vi på nogle virkelig fine ture. Her er et par eksempler.
Malleswaram og Sankey Lake
Malleswaram er en forholdsvis gammel bydel der ligger i den nordvestlige del af Bangalore. Den siges at være center for den tamilske befolkning. Det er en bydel med hyggelige gader med masser af træer, små butikker, cafeer og restauranter. Og ikke mindst templer. De ligger nærmest klistret op ad hinanden.
Lige i nærheden er Sankey Lake. Vi var der tidligt om morgenen og så de mange frisk gående og altid telefonsnakkende indere. Meget få løb (det gælder også der, hvor jeg morgenløber). Omkring søen er der også et par steder til yoga og meditation.
Der er stadig mange søer i Bangalore, men ikke nær så mange, som der har været. Mange er blevet udtørret og transformeret til byggegrunde. Det er en udbredt opfattelse, at udtørringen af søer og vådområder er stærkt medvirkende til, at temperaturen stiger i Bangalore i disse år.
Nu er der en stigende opmærksomhed om vigtigheden af at bevare søerne og de grønne områder. Flere skoler har projekter, hvor børnene medvirker i miljøprojekter (f.eks. oprydning og plantning af træer). Og folk nyder de mange oaser, hvor man kan komme lidt væk fra støv, trængsel og støj.
Savandurga
Et par timers kørsel (men bare 72 km fra hvor jeg bor) ligger Savandurga, som er klippe-monolith, næsten helt uden bevoksning. Den er lidt glat at gå på, men man kan sagtens nå op til toppen (det tager 2-3 timer). Der var familier med ret små børn, der kom et godt stykke op ad den glatte klippevæg. Vi besluttede ikke at bestige toppen, da vi ikke havde vand nok med.
Selv om det er forholdsvis tæt på Bangalore, føler man virkelig, man er langt ude på landet. Fra bjergknolden er der en flot udsigt over området.
Smukt beliggende ved foden af bjerget er Lakshmi Narasimha Templet.
I udkanten af byen Magadi, nogle kilometer fra Savandurga, ligger Ranganathaswamy Templet, som er et meget yndet sted at besøge, også for folk fra Bangalore.
En ung tempeltpræst Santhosh, der i hverdagen er softwareingeniør og arbejder i Bangalore, og som var god til engelsk, fortalte os om templet og den avatar af Guden Vishnu (the supreme being) Ranganathaswamy, som templet er viet til.
Templet er bl.a. kendt for, at tempelpræsterne et par gange om dagen går i procession trækkende på en kærre med en statue. Det nåede vi at se, men vi gik ikke med, da gaderne var for varme for vores bare fødder.
Bannerghatta Biological Park
I uddkanten af Bangalore (ca. 50 km fra hvor jeg bor) ligger Bannerghatta Biological Park, som er et stort center omfattende en traditionel zoologisk have, en sommerfuglepavillon og en mini-safarinaturpark. Den zoologiske have er forholdsvis almindelig, og i sommerfuglepavillonen sov de fleste af sommerfuglene, da vi var der. Men safariparken er helt enestående.
Vi kørte rundt i en jeep, og nåede virkelig at få en safariagtig fornemmelse. Man kom tæt på dyrene, som her kan gå forholdsvis frit omkring i et naturligt habitat. Området er delt ind i afdelinger, som man skal køre igennem en sikkerhedsport for at komme til, f.eks. fra elefantafdelingen til løveafdelingen.
På et tidspunkt holdt vi stille i længere tid, fordi vi ikke kunne komme forbi en hanløve, der havde slået sig ned på vejen. Chaufføren forklarede, at den kun var bange for de store biler. Først da chaufføren sprøjtede lidt vand på den, flyttede den sig en meter, så vi kunne komme forbi. Men fascinerende at have en løve liggende lige uden for bilen.
En af parkens store attraktioner er de hvide tigre og de mange (70+ sagde chaufføren) almindelige tigre. Tigrene er lukket inde i bure om natten, og bliver så lukket ud om dagen. Vi var der, da de var ved at blive lukket ud. De skulle nærmest sparkes ud. De gad slet ikke og kun sammen.
Chaufføren havde hjulpet mig med at tage billeder, når dyrene var i hans side. Han var ikke tilfreds med de drikkepenge, jeg gav ham for indsatsen; han havde tydeligvis forventet mere og bad om det, selv om han fik mere end en arbejderdagløn.
Vi skal bestemt have drengene med hen til dyreparken. Det er en stor oplevelse.
Shivagange
Jeg er blevet lidt bidt af kombinationen af templer og (let) trekking. Derfor foreslog min chauffør Krishnamurty mig, at jeg skulle tage til Shivagange, som ligger i landdistriktet omkring Bangalore, ca. 60 km fra hvor jeg bor. Det kan minde lidt om Sabandurga, en enligt klippemassiv.
Hele klippeområdet Shivagange opfattes som helligt, et stort tempel tilegnet Shiva. Der er hugget – nogle steder ret primitive – trapper ud i klippen, og så går man ellers på vejen mod toppen gennem templer og mellem statuer af Nandi (Shivas tyr) og Shiva og hans kone Parvati.
Fordi bjerget opfattes som et helligt sted, sagde Krishnamurty, at jeg ikke måtte have sko på. Det var jeg dum nok til at lytte til; næsten alle andre havde sko på. Jeg har altid hadet at gå med bare fødder, og nu klatrede jeg i fire timer op og ned af bjerget med bare fødder. Det gjorde ondt, men jeg klarede det, og fik lidt street (mountain) credit fra de unge, der besteg bjerget med sko på. Jeg tror de opfattede det som udtryk for respekt for deres hellige sted.
Det er ikke for alle at klatre op på toppen. Mange indere over 40 bevæger sig meget nødigt og fejler mange ting i bevægeapparatet. Så de fleste på bjerget var unge. Der var steder undervejs, hvor man kunne købe offergaver til guderne i templerne og mad og drikke til sig selv. Jeg så bærere, der bar tunge sække med forsyninger op ad bjerget.
Jeg smagte butter milk, men det var jeg nu ikke vild med.
Jeg mødte to unge fyre, som boede i nærheden og kom der en gang imellem. For dem var det en religiøs oplevelse. Vi afsluttede turen i det lavest beliggende tempel, hvor der skulle være et ritual, hvor tykmælk (?) blev smurt på en stang og ville blive omdannet til smør, som man kunne tage med hjem. Jeg ventede dog ikke på det. Shivagange gav mig et indtryk af, hvor indarbejdet hindu-ritualer er i hindu-indernes hverdag.
De fortalte mig, at der fra templet går en underjordisk tunnel, som ikke længere er i brug, helt ind til Bangalore, konstrueret af Kempe Gowda, som grundlagde byen i 1537.
Nogle gange er det dog rart at lade templer være templer og bjergknolde bjergknolde for i stedet at tage ind til Bangalore. Som Valentines aften, hvor vi spiste på Shang Palace (fremragende kinesisk restaurant) i Shangri-La Hotel.
Allan i Indien 