Forbindelser

Også i Indien markeres julen. Der en del kristne i Bangalore, adskillige kirker og mange kristne skoler (mange hinduindere sender deres børn i kristen skole, fordi de går for at være gode). Men når julen markeres i det offentlige rum (i butikker, på arbejdspladser, på reklamesøjler) skyldes det ikke så meget julen som kristen højtid, men snarere at inderne elske kitschet udsmykning og griber enhver anledning til at feste. 

Det er også udtryk for den fleksibilitet og pragmatisme der er indbygget i megen hinduisme (ikke den agressive moderne hinduisme som støttet af regeringen med vold og uroligheder bekæmper andre religioner og hinduafvigelser). Jeg spurgte f.eks. en dag en overbevist hindu, hvem der var hans yndlingsgud. Jeg forventede Shiva, Krishna, Ganesh, men han svarede uden at blinke Jesus.

Jeg har aldrig været nogen meget stor fan af julen og den såkaldte julestemning. Men alligevel skaber juleudsmykningen og julemazakken en forbindelse til noget, jeg er opvokset med og sætter pris på. Selv om det kan være lidt svært at fastholde forbindelsen når man går rundt i et vejr, der svarer til en god dansk sommer.

Jeppe

Som expat er man i et ingenmandsland mellem en kultur man ikke er en del af, og som det er svært at blive inviteret indenfor i, og en kultur som man er rejst væk fra, men som ikke desto mindre præger hele ens måde sat tænke, føle og opleve på. 

For a håndtere dette ingenmandsland er det vigtigt for mange expats og indvandrere at fastholde navlestrengen til det kan kommer fra. Som danskere synes vi, det er charmerende, når danske indvandrere i Solvang i USA fastholder møllen og wienerbrødet. Men vi synes det er mindre charmerende, når tyrkiske indvandrere etablerer sig i såkaldte parallelsamfund. 

I Bangalore er der andre danskere end mig. En del af dem deler en mailingliste, Danskerlisten, og med mellemrum er der danskeraktiviteter, som f.eks. julefrokosten for nylig, som jeg desværre ikke kunne deltage i, da jeg var i San Diego.

Gennem Danskerlisten blev jeg gjort opmærksom på noget så eksotisk som en opsætning af “Jeppe på Bjerget” i Bangalore med titlen “A Bellyful of Paradise”.  Forestillingen blev sat op af teatergruppen Bangalore Little Theatre. Jeg så den sammen med andre danskere. Danmarks ambassadør i Indien, Peter Taksø-Jensen, bød velkommen.

Det var en noget forkortet udgave af Jeppe, tilføjet en introduktion, hvor publikum lige skulle tunes ind på det der Danmark. Forestillingen var på engelsk men i øvrigt temmelig teksttro. Holbergs vittige replikker fungerede glimrende i den engelske version udtalt med indisk accent. Der blev ikke gjort noget forsøg på at indienficere stykket. Tværtimod var skuespillerne klædt ud i noget, der kunne være fra Frilandsmuseets overskudslager, Jacob Skomager hed Jacob Skomager og Nille hed Nille. Det må have virket noget eksotisk på de ikke særligt talstærke indiske publikum.

Jeppe-figuren var godt spillet og fik det holbergske vid ud over rampen. Rundt om ham var de øvrige spillere temmelig parodiske og slapstickagtige. Det, der står tilbage for et indisk publikum, tror jeg alligevel, er en samfundssatire om ulighed og fattigdom, om værdighed og magtudøvelse. Vigtige temaer i en indisk kontekst.

Gad vide hvordan teatergruppen er kommet på at sætte denne forestilling op. Men kulturudveksling kan vi ikke få for megt af i det nuværende nationalpopulistiske klima i verden. Så hatten af for dette initiativ.

På tur til Channarayana Durga med Internations

At netværke med andre expats kan være en god måde at komme til at føle sig hjemme i en fremmed kultur. Jeg har meldt mig ind i organisationen Internations, som netop har til formål at bringe expats sammen, så de kan hjælpe hinanden med at føle sig hjemme i den nye kultur. Internations har afdelinger overalt i verden, herunder Bangalore. Den organiserer en lang række af interessegrupper, som arrangerer forskellige aktiviteter. Jeg er f.eks medlem af: Bangalore Outdoors Group, Bangalore Coffee / Brunch Group, Bangalore Music / Arts / Culture Group, Bangalore Beer O’Clock Group. Men har dog kun været til arrangementer i to af grupperne.

Men outdoorsgruppen var jeg på en vandretur til Channarayana Durga, som er en bjergknold med borgruin og tempelruin omkring 100 km uden for Bangalore. Med turen i minibus til og fra Bangalore (alt tager lang tid i Bangalores tætte trafik) blev det en heldagstur. Det tog fire timer at bestige knolden og komme ned igen.

Det var dejligt at være sammen med en international gruppe bestående af indere, englændere, en slovak, en dansker foruden mig, en fra Filippinerne og en finne. Her kunne man gå og snakke om stort og småt i et dejligt landskab og i strålende, men ikke for brændende solskin. Give hinanden tips og tricks om gode ting at gøre i Bangalore og Indien i det hele taget.

Planlægningen foregik i bedste indiske stil, så der var ikke helt styr på opsamlingsstedet, og der var lovet mulighed for morgenmad, men det skete ikke. Så jeg vandrede i fire timer og kørte bus i fire, før jeg fik noget at spise. Heldigvis havde jeg vand med og er i rimelig god form, så jeg faldt ikke om.

Jeg glæder mig til næste vandretur.

Nu tager jeg på lang juleferie i Danmark. 

Jeg ønsker glædelig jul til alle. Både til dem, jeg kommer til at se i Danmark, og til dem, jeg ikke kommer til at se.

Imens skrider byggeriet stille og roligt frem. For selv om julen markeres i det offentlige rum, så er der ingen juleferie. Planen er, at “råhuset” står klart i oktober 19, og at indretningen af huset er klar i februar 2020.