Alene i Indien

Ja, der er jo 1,25 mia. indere, men man kan godt føle sig alene i Indien, når man som jeg flytter min tilværelse til Indien og efterlader min familie, venner, tidligere kollegere og alle de ting som jeg satte pris på I Danmark.  

I mødet med den massive indiske anderledeshed og kulturelle mangfoldighed må jeg dagligt sande, at jeg er meget mere europæisk – ja mit multikulturelle jeg yøver med at sige det – og dansk end jeg troede. Det er en fascinerende daglig læreproces, hvor jeg bestandig må revurdere min kulturforstpelse. Når jeg lige tror jeg har forstået et fænomen, finder jeg ud af at sådan er det alligevel ikke helt.

Og helt elementært, jeg savner min familie. Og selv om mit arbejde er spændende og vil blive det endnu mere, jo længere det skrider frem med først den ene skole og siden andre, og selvom jeg vil få flere kolleger end jeg har haft i det første halvår og med tiden venner og bekendte, så ændrer det ikke ved det helt grundlæggende forhold, at jeg savner alt det som var min hverdag med min elskede Annelia.

Meget ofte kan man helt bogstaveligt føle sig “lost in translation”. Jeg forstår ikke hvad de siger. De forstår ikke hvad jeg siger. Og så findet vi alligevel ud af det, for inderne er åbne, fleksible og imødekommende. Her i Bangalore taler de man det lokale sprog kanada, de har hindi som andetsprog og engelsk som tredjesprog, med mindre de har gået i en privat skole hvor undervisningssproget er engelsk. De fleste i serviceerhverv og håndværk forstår ikke engelsk. Selv med de engelsktalende kan der være problemer. De taler hurtigt, ofte i munden på hinanden og med en stærk accent, der findes i mange varianter (og ikke Peter Sellers varianten). Så jeg har planer om at lære en smule hindi til husbehov. Det bliver svært, for med dit dårlige syne kan jeg ikke dechifrere skrifttegnene.

Når jeg fortæller indere om min kontrakt, som giver mig ret til at være i Danmar 58 dage om året. synes de det er ren luksus. Rigtig mange indiske familier lever adskilt. F.eks. har min kok og hushjælp sin familie i Nordindien, og han ser sin kone og to børn 14 dage om året.

Det er ikke synd for mig. Jeg har fået den gave, at jeg kan udvikle et skolekoncept fra bunden, dvs. udvikle hvad er det vigtigt at børn i det 21. århundrede skal lære, og hvordan skal læringen organiseres så det faktisk sker? Hvad betyder f.eks. FN’s globale mål for hvad der skal undervises i og hvordan der skal undervises.? Jeg har  altid beskæftiget mig med hvordan uddannelse kan gøres relevant i den moderne verden, men nu kan jeg gøre det i en ny kontekst og med en frihed der er lang større end i det danske gymnasiesystem, hvor der med den nuværende minister stort set er erklæret tankestop.

Og der er virkelig behov for fornyelse i det indiske uddannelsessystem, hvor terperi med henblik på de afgørende afsluttende eksaminer er dagens orden på skolerne.

Jeg får fået mulighed for indefra at opleve udviklingen i en af verdens hurtigst voksende økonomier og møde en verdensforståelse og kultur, der på mange måder er forskellig fra vores oplysningsbaserede vesteuropæiske tænkemåde.

Det er jo en gave, som jeg er taknemmelig for.

Men det er jo dejligt når jeg ser min Annelia, Line, Ditte-Marie, Cecilie, Albert, Carl, Billy og Otto. Som i oktober hvor vi rejste rundt i Indien. Vi havde tre hoveddestinationer: Delhi/Agra, Bangalore/Mysore og Varkala Beach i Kerala. Efter 14 intense dage kunne man godt føle sig “alene i Indien”, da jeg sagde farvel til dem i Kochi lufthavn i Kerala.

Billederne i dette blogindlæg er familie-gruppebilleder fra de forskellige stede vi besøgte.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s