Gravearbejdet til skolebygningen er i gang. Strengt taget er byggetilladelserne ikke i hus, så formelt er byggeriet ikke gået i gang. Vi graver, så alt er klart til at gå i gang med byggeriet, når byggetilladelserne er i hus, forhåbentlig om ikke så lang tid.
Skolen skal åbne i juni 2020, så vi har lidt travlt. I Danmark ville det ikke kunne lade sig gøre at opføre en 7-etagers skolebygning på 16 måneder. Men de, der står for byggeriet er meget faste i blikket, når de siger, at det godt kan lade sig gøre i Indien, hvor der arbejdes i døgndrift, og hvor der ikke er noget, der hedder vejrlig.
Når først byggeprocesser går i gang, går det stærkt i Indien. Til gengæld er de indledende beslutningsprocesser og de offentlige godkendelsesprocedurer ofte temmelig langsommelige.
Vore egne beslutningsprocesser har ikke været effektive. Det har været en lang proces med ide+skitser, der er blevet forkastet eller som skulle revideres kraftigt. Udfordringen har været, at det skal være en bygning inspireret af de bedste og mest innovative internationale eksempler men til indiske priser. Vi er endt med noget der bestemt er visionært, innovativt og smukt og til en rimelig pris.
Den offentlige sagsbehandling kan være meget langsommelig og uforudsigelig. Men den kan fremmes enten gennem politiske alliancer eller korruption eller en kombination. Jeg skal ikke kunne sige, hvilke metoder der har været anvendt her, for det har jeg ikke været involveret i. Skolen opføres af firmaet Bhartiya og vil blive lejet ud til skolen, som bliver en autonom fondsejet institution.