Happiness Classes i Delhi og andre indtryk fra Moskva

Sommetider skal man på afstand for at opdage hvad der sker lige for næsen af en. Jeg deltog som oplægsholder i Moscow Global Forum City Of Education , som er et gedemarked af udstillinger af uddannelsesteknologi og -services, paneldiskussioner og oplæg inden for uddannelse. Et larmende inferno i stil med BETT i London, en levende modsætning til alt det som uddannelse handler om. Og som alligevel bringer uddannelsesfolk sammen.

Her her hørte jeg et oplæg fra undervisningsministeren og viceministerpræsident Manish Sisoda i staten Delhi i Indien om “Happiness classes”.

dumgaazhsa-1530539558Fra i  år har regeringen i delstaten Delhi besluttet, at der skal være 35 minutters “Happiness class” hver dag for alle elever fra børnehaveklasse til og med 8. klasse. Et ambitiøst projekt der involverer 1 million børn og 20.000 lærere. De 35 minutter bruges på mindfullness og træning, observation og diskussion af følelser og relationer med udgangspunkt i redskaber udarbejdet af en ekspertgruppe. “Happiness-class” programmet er udarbejdet i samarbejde med og blev lanceret af Dalai Lama.

 Målet med programmet er at få skolerne til at fokusere på elevernes trivsel og fremme livsglæde i højere grad end tilfældet er i dag. Og det er der virkelig behov for i den karakterefikserede indiske skole – men jo også i resten af verdens skoler.

Jeg talte med Delhi-delegationen og fik tilbudt at besøge et par skoler næste gang jeg er i Delhi. Det bliver spændende at se, om projektet blot er spin, eller om det faktisk bliver implementeret på de mange skoler. De var i øvrigt også meget interesserede i at høre om min skole, hvor opgøret med de indiske skolers karakterræs og performancekultur også står centralt.

Forummet afvikles som en del af Moskvas strategi for at være en “city of education”. Man vil – som mange andre byer i verden – være blandt de 10 bedste byer mht. uddannelse.  Allerede nu ligger Moskva som by højt i internationale målinger, hvor de trækkes ned af resten af Rusland, som Moskva undervisningsminister udtrykte det. Man ønsker ikke bare at være blandt de bedste,  men og også mest moderne og innovative, og det er de bestemt ikke på nuværende tidsupunkt. Den internationale dag på Moscow Global Forum drejer sig om at blive inspireret af internationale erfaringer. Og der sker virkelig spændende ting på mange Moskva-skoler.

“Happiness Classes” er bare en af de inspirerende ideer, jeg tog med mig hjem fra Moskva.  Det at netværke er den væsentligste begrundelse for at deltage i arrangementer som Global Forum. Der er ikke nogen entydig vej til at skabe skolen for “21st century learning”. Derfor er det så væsentligt at være i kontakt med avancerede internationale erfaringer. For en dansker – ikke mindst i øjeblikket hvor genindførelsen af 5o’ernes skole synes at være svaret på uddannelsessektorens problemer for de regerende partier.

Der er en fare for at blive en del af en modebølge af buzzwords med mirakelløsninger på skolernes problemer. Den fare er jeg mig bevidst. Men jo tættere man kommer på internationale erfaringer, jo mere respekt får jeg for kompleksiteten i den udfordring som skolerne internationalt står overfor. For at fastholde og udvide mit internationale kontaktnet, fortsætter jeg derved med at holde oplæg ved diverse konferencer.

I Moskva tilbragte jeg meget tid sammen med de andre internationale oplægsholdere og fik mange nye kontakter, som jeg kan bruge i udviklingen af skolen her i Indien, f.eks. den svenske Kundskapsskolan som har skoler i Indien, bl.a. i Bangalore, finske HundrED i hvis akademi jeg sidder og amerikanske Big Picture Learning.

Jeg var en flittig besøgende i Moskva i 80’erne, men har sidden kun været på en enkelt mellemlanding og en 1-dagskonference. Denne gang fik jeg mulighed for at gense byen. Selv om de gamle bygninger jo stadig står der, er byen næsten ukendelig. Det er blevet en virkelig verdensby med alt, hvad en turist kan drømme om. 

Statuerne af Lenin er blevet udskiftet med statuer af helgener (gad vide hvad de har gjort af alle Lenin-statuerne). Hvor der sidst jeg var i Moskva var swimmingpool i fundamentet til den katedral som Stalin rev ned for at bygge et kæmpe monument for kommunismen (hvilket dog ikke blev til noget pga. krigen),  er der en fuldstændig ned i detaljen genopbygget Frelsen Kristus-katedralen. Hvor VDNKh sidst var et udstillingsområde med de strålende resultater af samfundsøkonomiens hastige udvikling (fede grise, mejetærskere, TV-apparater og raketter), så er det nu et moderne konference, udstillings- og forlystelsesområde (konferencen blev afholdt her).
Komsomolskaja Pravda findes stadig (to unge journalistspirer interviewde mig), nu i formindsket format med ganske unge journalister og uden tilknytning til kommunistpartiet.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s