Kommunevalget set fra Bangalore

Som udlandsdansker bosat i Indien har jeg ikke stemmeret i Danmark. Jeg har kun én rettighed, retten til at betale skat. Men jeg er jo dansker og interesserer mig levende for hvad der sker i Danmark. Ikke mindst hvordan man håndterer coronaen. Jeg har derfor også fulgt med i kommunevalget og gjort mig tanker om, hvordan det kunne gå så galt for mit gamle parti Socialdemokratiet, som ellers har styret landet sikkert gennem corona-krisen sammenlignet med alle andre lande i verden. Jeg mener, at svaret skal findes i det strategi-skifte, som Mette Frederiksen har stået for. Det har nok givet hende regeringsmagten, men også bragt partiet på kollisionskurs med partiets historiske internationalisme og alliance med progressive bevægelser. Det har jeg skrevet dette indlæg om Politiken ville ikke bringe de, men nu er det her.

Byernes hilsen til Socialdemokratiet

Socialdemokratiet tabte valget i de store byer, og landsresultatet var også skuffende. Endnu har vi ikke set nogen selvkritisk refleksion over årsagerne itl nederlaget fra den socialdemokratiske ledelses. Forhåbentlig vil man reflektere lidt dybere end hvad vi hidtil har hørt fra Kåre Dybvad, der ikke ser nogen åbenlys sammenhæng mellem den førte politik og byvælgernes reaktion. Jeg tror, at kommunevalget sender nogle signaler til Socialdemokratiet, som man er nødt til at lytte til og handle på, hvis regeringsmagten ikke bare skal blive en fire-årig parentes.

På mange måder havde Socialdemokratiet fortjent et godt valg. Mette Frederiksen og hendes team har på forbilledlig vis ledet landet gennem corona-pandemien. Vi har forholdsvis få døde og alvorligt syge sammenlignet med andre lande. Hvor de borgerlige kampagnemedier og de blå partier har haft talt med at at åbne Danmark, og nu insisterer på at diskutere journalisering af sms’er, har har regeringen været fokuseret på det vigtige, at redde danskernes liv. Tak for det.

Men nu er vælgerne igen optaget af de “normale”politiske problemer, hvilket Churchill også måtte erfare, da han tabte valget efter 2. verdenskrig.

Det fremgår af Thomas Larsens bog “Mette Frederiksen: Et politisk portræt” at Mette Frederiksen have en klar strategi for at vinde magten for Socialdemokratiet. Hun konstaterede  at danskerne ønskede en stram udlængepolitik og mente, at Socialdemokratiet burde være hvor danskerne var. Socialdemokratiet måtte lægge sig på linje med de mest udlændingefjendske partier i Danmark for at sikre, sat udlændingsspørgsmået blev lagt død, og Socialdemokratiet kunne genvinde frafaldne vælgere fra Dansk Folkeparti. Måske ville man miste nogle vælgere også, men de ville blive samlet op afde øvrige røde partier. Strategien så ud til at lykkes. 

Og det var ikke bare snak. Socialdemokratiet foretog et klart strategiskifte i en mere nationalistisk,, provinspopulistisk og social retning. Politikken var på den ene side mere rød med mere klar social profil end Throning-regeringens mere neoliberale profil. På den anden side blev politikken nationalistisk, rød-hvid. Og den sendte en række signaler der kunne kunne afkodes som direkte fjendtlig i forhold den progressive middelklasse i byerne.

Mange traditionelle socialdemokratiske vælgere i byerne var ikke klar til at drage konsekvensen af strategiskiftets nationalistiske og provinspopulistiske elementer.

Den stramme (reelt fjendske) udlændingepolitikken blev underteksten i alle politikområder. Boligpolitik, socialpolitik, uddannelsespolitik, udenrigspolitik bliver først og sidst udlændingepolitik. Intet politikoråde må på nogen område gøre de nemmere at for udlændinge at komme til Danmark eller gøre livet mere tåleligt for indvandrere i Danmark. Jeg tror at mange ligesom jeg så det som et foreløbigt lavpunkt, da Mathias  Tesfaye sendte pigtråd tilLitauen og selv inspicerede opsætningen, hyldede  Orbans mur og rejste til diktaturstaten Rwanda for at oprette modtagelsescenter.

Vi er stolte af vor førende klimaposition i verden. Men mange vælgere oplever Socialdemokratiet som fodslæbende i klimapolitikken herhjemme, mens Dan Jørgensen  fører sig frem på den udenlandske scene. At sige som Mette Frederiksen plejer, at hun er rød før hun er grøn giver jo ingen mening, når jorden brænder under voer fødder og kalder på hurtig handling. Der er for meget hockey-stav og for lidt konkret og forpligtende handling. Og så bliver kommunale  eksempler spm Amager Fælled og Lynetteholmen eksempler på den manglende prioritering af biodiversitet og klimainitiativer. Socialdemokratiet har undervurderet, hvor vigtig klimapolitikken er for især byernes vælgere.

Regeringens indgreb i sygeplejerskekonflikten har ikke gavnet tilliden den socialdemokratiske ledelse af velfærdsstaten. Personalet i den den offentlige sektor, ikke mindst inden for sundhedssektoren, har oplevet New Public Management konkret med nedskæringer, kontrol og ledelsesmæssigt kaos. Og så griber man ind uden reelt at adressere denne problemstilling. Vælgerne er skuffede over, at man ikke synes at kunne se, at en rød regering gør en forskel for medarbejderne i den offentlige sektor. Socialdemokratiet bliver ansigtet på New Public Management i kommuner og regiomer.

Regeringens udflytning af offentlige institutioner til provinsen har heller ikke tændt lys i øjnene på de københavnske vælgere. Man ødelægger velfungerende institutioner og uddannelsesmiljjøer og fspreder dem så tyndt ud over landet, at de vil få vanskeligt ved at fastholde kvaliteten og tiltrække studerende. Effekten på “et Danmark i balance” vil være svær at få øje på. Og i øvrigt strømmer provinsens unge til byerne for at blive en de af de pulserende studiemiljø. Det har ikke hjulpet, at denne politik har været fulgt op af en overstyret retorik mod progressive miljøer (intellektuelle og kunstnere) fra visse personer i toppen af Socialdemokratiet.

Soocialdemokratiet må finde en måde at appellere til provinsarbejderne og mennesker der er bekymrede over indvandringen uden at miste det socialdemokratiske kompas.

Socialdemokratiet må forlade det nationalistiske tunnelsyn og genfinde og  reformulere bevægelsens historiske internationalisme (jf. fejringen af 150-året for grundlæggelsen af Socialdemokratiet. – 1. Internationale). Der må søges  løsninger på de store overnationale problemer – klimaet, flygtnigestrømme, international ulighed – gennem uforbeholden støtte til internationale orinstitutioner  (FN, EU nn.). Og Dark skal ikke være fodslæbende i forhold til klimainvesteringer og regional udligning inden for EU. Ligesom udviklingsbistanden med fokus på klimainitiativer må øges væsentligt. Vi skal tilbage til Nyrups doktrin om Danmark som foregangsland.

 Det er sikkert rigtigt, at befolkningen ikke er klar til at åbne for mere indvandring, selvom der er behov for det i bl.a. den trængte sundhedssektor. Man er nok nødt til at fastholde en stram indvandringspolitk, men der er behov for at bakke aktivt op for at ændring af flygtningepolitikken. Danmark må støtte op om op om FNs og EUs arbejde på at skabe civiliserede løsninger på flygtningestrømmene, vi må tage  flere konventionsflygtninge, og vi må behandle asylansøgerne anstændigt. Ligesom andre rige lande må vi tage flere flygtninge, også selv om integrationsprocessen kan være vanskelig.

Danmark må blive det internationale forbillede i klimapolitikken, som international aktør, og med konkrete initiativer nationalt, kommunalt og hos  den enkelte borger. Ikke bare i ord med forventninger om fremtidens teknologiske løsninger, men med initiativ her og nu. Socialdemokratiet må aktivt støtte op om de unge klimaaktivister. Klimaet må have prioritet. Også når det gør ondt på vælgerne.  Når klimatiltag vender den tunge ende nedad (vad de ofte gør) små de dårligst stillede kompenseres gennem skattepolitik og særlige ydelser.  Lige nu forekommer de mig, at en offensiv klimapolitik er den enste måde, regeringen kan genvinde momentum ud af mink-moradset og modstanden mod nye corona-initiativer.

Socialdemokratiet kan ikke regere uden en alliance med den progressive middelklasse (Socialdemokratiet må lære at elske de radikale). Denne alliance må genetableres og reformuleres.Socialdemokratiet må blive partiet for den progressive middelklasse de studerende, akademikerne, kunstnerne, græsrødderne, eller i det mindste ikke opfattes som en modstander. klimapolitikken kan meget vel være omdrejningspunktet fo denne alliance, men også fornyelsen af kulturpolitikken og uddannelsespolitikken vil være væsentlige. Den progressive middelklasse kan hjælpe sSocialdemokratiet med faktisk at formulere en kulturpolitik og uddannelsespolitik.

Kort sagt: Socialdemokratiet må blive mindre rød-hvid og mere rød-grøn. Det tror jeg er byvælgernes hilsen til Socialdemokratiet. Og så ved jeg godt at der foreligger en stor opgave i forene disse signaler med en politik for et Danmark i balance.

Allan Kjær Andersen

Nu med elever

Efter 14 måneder med online undervisning har vi nu endelig fået lov til at åbne skolen for 6. og 7. klasse. Det var dejligt at have børn i bygningen. Det har vi – og ikke mindst børnene – set frem til. 


Delstatsregeringen i Karnataka har besluttet at åbne skolerne for 6. klasse og opefter. Skolerne vil stadig være lukkede for førskoleelever og 1. til 5. klasse. Regeringen har været længe om at træffe denne beslutning, for forældrene er meget skeptiske, især i middelklassen der har børn i privatskole med online undervisning. Og der er en stor frygt for den tredje bølge, fordi anden bølge var så voldsom. 


I medierne har jeg været talsmand for, at skolerne burde åbne, om ikke andet så bare et par dage om ugen. Der er mange skadelige virkninger af skærmundervisningen og for mange børn manglen på undervisning. Og det er en kendsgerning, at børn bliver mindre syge af corona end de voksne.


Corona-situationen er forholdsvis stabil i Bangalore. Vaccinationer skrider frem i et stadig hurtigere tempo, og der er få nye tilfælde. På Modis fødselsdag blev der i hele Indien vaccineret mere end 20 millioner mennesker.


Vi skal naturligvis overholde en lang række af forskrifter fra regeringen, og det går forældre også vildt meget op i. Det kan forekomme lidt absurd i betragtning af, hvor lidt regulering der er af religiøse festligheder, som for nylig Ganesh festivalen, og af markeder og offentlig transport. Men vi går med maske, vasker og afspritter fingre mange gange om dagen, renser møbler og holder afstand. Så helt normal er situationen ikke.

Det er også et krav fra regeringen, at vi skal fortsætte med online-klasser, hvis forældrene ønsker dette. Da vi jo kun har de lærere, vi har, betyder det, at lærerne samtidig skal undervise online og offline. Denne delte opmærksomhed er en stor udfordring. Vi håber, at forældrene efter nogle uger føler sig så trygge, at de tør sende deres børn til skole.


Med mindre corona eksploderer igen, tror jeg, at vi åbner for de små børn inden jul. Indien er ved at acceptere at leve med corona.

For eleverne har det været en stor udfordring at modtage undervisning hjemme bag skærmen med meget begrænsede sociale kontakter. Det kan også være en udfordring at komme i skole og etablere sociale kontakter, Derfor igangsætter vi nu et mentorprogram, hvor alle elever, både online-eleverne og offline-eleverne, tildeles en mentor, som er en lærer, der ikke underviser dem. Hovedformålet lige nu er at hjælpe eleverne med at trives.


Selv om jeg er vaccineret og ret forsigtig blev jeg testet positiv dagen før, jeg skulle have rejst til Danmark. Jeg havde influenza-symptomer i en uge og var temmelig træt. Men alt i alt var det vel billigt sluppet, selv om jeg jo ikke synes, det er så rart at have corona, når jeg er alene i Indien. Men nu glæder jeg til en forlænget efterårsferie i stedet.

Stadig online i Bangalore

Jeg er t tilbage i Bangalore efter et længere ophold i Danmark. Vi har påbegyndt skolens andet skoleår, og jeg er flyttet fra en lejlighed i det centrale Bangalore til en lejlighed i Bhartiya City lige ved siden af skolen.

Pandemien

Jeg var meget i tvivl om jeg skulle tage tilbage. Smittespredning i april-maj var skræmmende, og derfor tog jeg tidligere på sommerferie i Danmark. I øjeblikket er situationen noget bedre. Men det går den forkerte vej, både i distrikter i Karnataka hvor Bangalore ligger, og især i nabostaterne Kerala og Maharashtra. Der er stor frygt for, at det er tegn på at den tredje bølge er på vej, og der tales meget om, at tredje bølge især vil ramme børn (hvilket der jo ikke er dokumentation for nogen steder i verden). Skønt der vaccineres flere end en million mennesker i Indien hver dag, er tempoet for langsomt til, at det kan sikre modstandsdygtighed over for coronaens forskellige varianter. Stikprøveundersøgelser tyder dog på at næsten 70% af inderne allerede har haft corona uden at vide det. Så måske er man slet ikke så langt fra flokimmunitet.

Selv føler jeg mig ikke utryg her. Jeg blev færdig-vaccineret i Indien med den indiske version af Astra-Zeneca, Covishield. Jeg kan dog være bekymret for, om der igen komme restriktioner i flytrafikken, der kan forhindre mig i jævnligt at komme til Danmark.

I Nordindien er de begyndt at åbne skoler i flere stater, hvor smittetrykket er lavere. Men ikke her i Sydindien. Lokalregeringen i Karnataka har netop besluttet at åbne skoler (10-12. klasse i første omgang) og colleges, samtidig med at man indfører nye restriktioner (udgangsforbud om natten, forbud mod forsamlinger, udgangsforbund i weekenderne i områder, der ligger tæt på Maharashtra og Kerala).

Skolerne har været lukket i mere end 16 måneder, og det har mange negative konsekvenser: læringsefterslæb, psykisk mistrivsel, børnearbejde, social skævhed mellem dem får digital undervisning og dem der ingen ting får. Eleverne glæder sig helt vildt til at komme rigtigt i skole. Så vi er måske til et punkt, hvor kuren er værre end sygdommen.

Et år mere

Min tre-årige kontrakt udløb i maj. På trods af den usikre corona-situation og den lidt livløse skoleåbning med udelukkende online-undervisning, besluttede jeg mig for at forlænge kontrakten med et år og mulighed for forlængelse. Jeg syntes vi var kommet rigtig godt fra start med skolen, men jeg er sikker på at vi kan gøre endnu mere, når skolen får lov til at åbne, og vi kan få larm og liv i bygningen. Skolen er endnu ikke klar til at jeg ikke er der. Desuden vil jeg gerne være med til at udvikle skolekonceptet, så det kan implementers i nye skoler forskellige steder i Indien. Endelig er jeg mentalt ikke helt klar til pensionering.

Næste år vil jeg sammen med Annelia finde ud af, hvordan vi vil tilbringe næste fase i vores liv. Vi skal i hvert fald være meget mere sammen, end vi har været de sidste tre år.

Tilbage I Bhartiya City

Jeg vendte tilbage til Bangalore noget senere end det først var planlagt. Dels ville jeg se, om faldet i antallet af nye tilfælde var en langsigtet tendens og om sundhedsvæsenet forblev overbelastet. Og dels blev min gamle far svagere og lå for døden. Og ikke mindst var det dejligt at have meget tid sammen med Annelia og familien.

Udsigt fra min altan

Jeg er flyttet tilbage til Bhartiya City efter næsten to år i centrum af Bangalore. Nu er der mere liv i den nye bydel, og snart kommer shopping-center, restauranter, hotel og konferencecenter. Jeg sparer to timers transport hver dag, som jeg dog har brugt ganske fornuftigt til at høre massevis af lydbøger og podcasts. Jeg bor på 16. etage (af 30) lige ved siden af skolen.

Skolen set fra oven

Skoleåret er i gang

Min velkomst til det nye skoleår

Vi startede det nye skoleår med to ugers efteruddannelse og planlægning for lærerne i midten af juni. Eleverne kom tilbage til skærmen fra starten af juli. Vi er stadig online og har endnu aldrig haft egentlig ansigt-tll-ansigt-undervisning i skolebygningen. Vi har tilladt enkelte børn, som havde svært ved at følge online-undervisningen, at komme til skolen og være sammen med lærerne. Jeg har lagt vægt på at lærerne skulle undervise fra skolen. Vi har behov for at skabe så meget skolefællesskab og -kultur som vi kan under de vanskelige betingelser: Eleverne og de fleste forældre er ivrige efter at skolen åbner for fysisk undervisning.

Elev glæder sig til det nye skoleår

Online-undervisning er faktisk lidt af en luksus i Indien. En meget stor del af børnene i Indien har ikke gået i skole siden marts sidste år. Især gælder det offentlige skoler i områder med ringe internet-dækning.

Jeg var fra starten ikke tilhænger af online-undervisning for forskole- og grundskolebørn. Og jeg har grundlæggende ikke ændret opfattelse. Men jeg er faktisk positivt overrasket over, hvor godt online har fungeret, selv for de helt små 4-6-årige børn. Det kan erstatte “rigtig” skole med social, emtionel og faglig udvikling i et forpligtende fællesskab. Men…

Vi kan dokumentere gode faglige resultater, fuldt på højde med hvad der kunne forventes under normale forhold.

Eleverne oplever at være med i et skolefællesskabet. De savner at være fysisk sammen, men de oplever et klasse- og skolefællesskab. De har set frem til skolestart efter to måneders ferie, selv om de vidste at det ville blive online, i hvert fald i begyndelsen. De er stolte over deres skole og benytter enhver lejlighed til at komme til skolen sammen med deres forældre. Hente bøger, aflevere tiger-T-shirts osv.

Vi har implementeret store dele af vores vision. Ikke mindst i vores projekt om “Sustainable community”, hvor eleverne samarbejdede online på tværs af klasser, om projekter om problemer de selv havde defineret. Med hjælp fra lærerne, men alligevel.

Projektkoordinator Anu Singh om problemorienteret undervisning

I sidste skoleår havde eleverne ikke et fuldt skema, og lærerne underviste færre lektioner end indiske lærere normalt gør i Indien. I dette skoleår har eleverne et fuldt skema fra 7:30 til 3:30. Førskoleeleverne dog kun til 12:30, men også de bliver undervist online. Lærerne underviser omkring 20 timer om ugen, og de arbejder hver anden lørdag.

Elev-webinar om projektet “Sustainable community”

Vores curriculum (“We lead curriculum”) og vores pædagogik (“We lead pedagogy”) forudsætter fælles og kontinuerlig læring og kompetenceudvikling, og det er lykkedes at skabe en kultur med nysgerrighed og vilje til at prøve nyt. I starten forstod lærerne ikke helt hvorfor, men især efter vores skoleprojekt har det ændret sig, så udfordringen nu kun er tiden.

At lærerne arbejder fysisk på skolen har gjort det muligt at skabe den skolekultur og kompetenceudvikling, der er nødvendig i en ny skole med ambitioner og visioner. Det bliver muligt at mødes rigtigt og have rigtige samtaler,. Hver anden lørdag er afsat til fælles refleksion, planlægning og kompetenceudvikling.

Mange elever deltog i en T-shirt-konkurrence på den internationale tiger-dag

Uddannelsesdebat

Udover at lede skolen bruger jeg selv en del tid på at deltage i den uddannelsespolitiske debat i Indien, hvor der er stor interesse for ideer om at integrere det bedste fra Indien med det bedste fra Skandinavien. Jeg bliver brugt som oplægsholder, som paneldeltager ved online og fysiske konferencer, jeg skriver artikler til aviser og bliver ofte interviewet og citeret.

Interview med Snehdeep Aggarwal og mig til Business World

Regeringen har udarbejdet et stort ramme-dokument (National Education Policy) som tegner retningen for en nyudvikling af det indiske uddannelsessystem. Papiret flugter med det projekt som vi er i gang med. Politikken er visionær (må jeg indrømme selv om jeg bestemt ikke er nogen udpræget fan af Modi), men det er et rammepapir, og der er langt igen. Staterne behøver ikke at følge det, og mange vil ikke gøre det. Der er heller ikke finansiel dækning for en ambitiøse implementering af politikken. Men for mig er det spændende at være med i denne debat. Og jeg kan ikke lade være med at ærgre mig over, at uddannelsespolitik i Danmark næsten udelukkende handler om socialpolitik og indvandring, uden egentlige uddannelsespolitiske visioner.

Online og levende skole i Bangalore trods corona

Jeg har været i Bangalore siden august, så nu er det vist på tide med en lille opdatering fra min side.

Corona-situationen lige nu

Det er blevet en slags hverdag med corona. Situationen lige nu er bedre end i Europa. Spredningen kulminerede de fleste steder i september-oktober, og de daglige corona-tal er nede på ca. halvdelen af hvad de var da spredningen peakede. Sygehusene ser ud til lige nu at kunne håndtere de meget syge. Det skal dog tages med et forbehold, da ingen kender omfanget af smittede, der ikke er opdaget. 

Man frygter, at at spredningen kan eskalere i de kommende vintermåneder, hvor folks immunforsvar er svagere. Og belært af erfaringerne fra Europa og USA er man naturligvis også nervøse for, om der kommer en 2. bølge, før man kan rulle et vaccinationsprogram ud. Men mange indere er overbevist om, at deres immunforsvar er gjort af et særligt stof, fordi de gennem tiderne har været udsat for så mange belastninger, og at det er derfor dødstallene stadig er forholdsvis beskedne i forhold til befolkningens størrelse.

De fleste samfundsfunktioner er åbne. Men ikke uddannelsesinstitutioner, som har været lukket siden april og heller ikke international flytrafik. Templer er først for nylig begyndt at blive åbnet gradvist og med restriktioner mht. hvor tæt man må komme på guderne og hinanden.

Men situationen er langt fra normal. Så mange, der kan, arbejder hjemme, f.eks. de mange IT-firmaer. Man går mindre ud end man plejer. Og der er restriktioner på, hvor mange man må være forsamlet, hvilket dog ikke overholdes (der er masser af demonstrationer, store bryllupper og religiøse fester med mange mennesker). Jeg var inviteret til min chaufførs brors bryllup sammen med 2000 andre. Jeg takkede  høfligt nej. Der er et generelt maskepåbud, hvilket stort set overholdes i Bangalore, men da jeg besøgte Goa for nylig, var der ingen der bar maske.

Selv om situationen på overfladen er næsten normal, opleves det ikke sådan. Folk frygter, hvad der kan ske, og har ikke tillid til at sundhedsvæsenet kan klare udfordringen, hvis smittespredningen eskalerer. Og man ser langt færre end normalt, hvilket bestemt ikke passer inderne. Der er en stemning af afventning kombineret med frygt og et stort håb om, at vaccinerne kan være ledningen fra det værste.

Indiens økonomi er stadig ikke kommet sig efter virkningerne af den store nedlukning i april-maj. Selv om butikkerne, markederne og shoppingcentrene er åbne, er omsætningen meget lav og kun i moderat vækst. Mange har mistet arbejdet eller har måttet acceptere lønreduktion. Så der er stor bekymring for fremtiden for alle sociale lag. Man har måttet vænne sig til, at mange års kraftig økonomisk vækst er afløst af måneder med minusvækst og nu lave vækstrater.

Online-skole

Det er altså i en situation med skolenedlukning og økonomiske udfordringer for familierne, at vi har åbnet skolen og nu skal markedsføre næste os til næste skoleår.

Vi åbnede skolen med online-undervisning i starten af august. Vi har online-lektioner både i førskoleklasser (4-6 år) og i 1.-5. klasse. Jeg var ikke meget for det og udsatte skolestarten en måned i håb om, at det ville blive tilladt at åbne skolen. Men da der ikke var udsigt til en beslutning fra regeringens side om at åbne skolerne for fysisk tilstedeværelse, besluttede jeg at påbegynde online-undervisning. Jeg er ikke tilhænger af online-undervisning for små børn. Men jeg vurderede, at online-undervisning er bedre end slet ingen undervisning. 

Velkomsthilsner

Digital skolesamling, min første dag på skolen

Selv om undervisningen er digital, har jeg insisteret på, at medarbejderne arbejder fra skolen, så vi i fællesskab kan udvikle den kultur, som er nødvendig for, at vi kan realisere de ambitiøse og innovative visioner.

Jeg regner med, at skolelukningerne fortsætter i hele dette skoleår og måske ind i næste (skoleåret starter for os i slutningen af juni).

I det skolekoncept vi har udviklet (“We lead” curriculum and pedagogy) var det afgørende, at vi ville have en holistisk tilgang til eleverne med fokus på elevernes emotionelle sociale og kognitive udvikling. Vi ønskede at skabe et alternativ til den ensidige indiske fokusering på udenadslære og eksamensforberedelse. Jeg var nervøs for, at det ville gå fløjten med online-undervisning.

Men vi har faktisk gjort rigtigt meget af det, som vi også ville gøre i en rigtig skole. Undervisningen skal være sjov, engagerende, involverende, fagligt krævende og med vægt på udviklingen af hver enkelt elevs potentialer. Der skal være fysiske aktiviteter, både som en del af online-lektionerne, mellem dem og efter. Og det er faktisk lykkedes for lærerne (som vi kalder facilitators).

Se Sheeba fortælle, hvordan hun arbejder med at engagere eleverne i 5. klasse.

Her demonstrerer Arnav hvad han har fået ud af undervisningen i fordøjelsessystemet.

Vi har påbegyndt mentorsamtaler med alle alle eleverne.

Vi har haft Parent-facilitator-talks, hvor vi har givet feedback om elevens faglige, emotionelle og sociale udvikling, og forældrene modtager en omfattende skriftlige rapport (report card). 

Her fortælles vor lærer Deborah og en forældre, hvordan de har oplevet denne samtale.

Vi holder digitale skolesamlinger, som vi ville gøre i den rigtige skole. På min første dag på skolen blev jeg fantastisk modtaget til sådan en samling.

Her er et indlæg jeg havde på den digitale skolesamling i indledning af Children’s Day om Learner’s Bill of Rights, som vi har udarbejdet. Lidt tungt for børnene, men jeg håber, at forældrene lyttede med.

Jeg var nervøs for, at eleverne skulle blive skoletrætte, før de havde sat deres ben på skolen. Derfor gik vi gradvist frem. Først tre dage om ugen med en lektion om dagen, så to lektioner, derefter fem dage om ugen. Først med engelsk, matematik, science og samfundsfag. Derefter tillige med online-idræt og indiske sprog (hindi og kannada). Efter jul bliver det med et fuldt skema 8:30 til 3:30 for 1.-5. klasse, lidt mindre for førskoleeleverne. Fagrækken udvides med musik, billedkunst, fremmedsprog, og digital dannelse med programmering (i samarbejde med Lego og Apple). I februar går vi i gang med et online-projekt om et tema inden for FN’s Global Sustainable Development Goals, som lærerne har gennemgået et fem-dages kursus i. Det bliver spændende at se, om det kan fungere digitalt.

Se Sandhya fortælle om efteruddannelse af lærerne, bl.a. om projektorienteret undervisning og integration af FN’s bæredygtighedsmål.

Med online-undervisning er vi helt afhængig af hjælp fra forældrene. Og de kan vanskeligt for dem. Nogle af vore elever har to udearbejdende forældre og er alene hele dagen. Andre har forældre der arbejder hjemmefra. Det er vanskeligt for disse forældre at give eleverne den støtte, de har brug for, når undervisningen er digital. Men idet store hele oplever vi, at eleverne deltager i undervisningen og får udbytte af det.

Lærerne tegner forbindelseslinierne mellem FNs 17 bæredygtighedsmål

De er ikke blevet skoletrætte, men længes i den grad efter at se hinanden og lærerne. Jeg mødte tilfældigvis en dreng fra første klasse på en restaurant. Han var bare så begejstret for at se en fra skolen “live”.

Ny skole i et trængt marked

Knap 40% af skolerne i Indien er private. Det er udtryk for en utilgivelig nedprioritering af uddannelse i de statslige og delstatslige budgetter. Den voksende middelklasses reaktion har været forståelig. Hvis regeringen ikke vil give os gode offentlige skoler, vil vi selv betale for gode skoler. Det er et udtryk for en elitær uddannelsespolitik, hvor de fattigste efterlades tilbage med en katastrofalt dårlig kvalitet i uddannelse, om overhovedet nogen. 

Der eksisterer mange virkelig gode private skoler i Indien, og min skole er en af dem. Folk fra middelklassen kunne ikke drømme om at sende deres børn i en offentlig skole. Mange med mindre indkomster prioriterer også at sende deres børn i privatskole.

Privatskolerne er virksomheder. Mange – men ikke alle – etableres af velhavende investorer som langsigtede investeringsobjekter. 

Under coronaen er uddannelsesmarkedet trængt. Mange har ikke længere råd til de skoler, deres børn hidtil har frekventeret. En del er taget til den landsby, de stammer fra, og sender deres børn i offentlig skole der eller underviser dem hjemme.

Som privatskole kan man kun eksistere, hvis man har forældre, der vil betale for deres børns skolegang, og det har mange svært ved i øjeblikket. Vi skulle markedsføre skolen i foråret, hvor coronaen spredte sig, og skolerne blev lukket ned. Vi var så heldige, at vi skaffede bæredygtige elevtal til alle vore klasser, men ikke så mange som vi havde håbet på. Nu er vi ved at planlægge markedsføringen af skolen for næste skoleår, hvor vi udvider med 6. og 7. klasse. Det er op ad bakke, for så længe skolerne er lukket og coronaen stadig er en levende realitet, er de tilbageholdende med at indlede deres børn i en ny skole.

Vi kan ikke have åbent hus, som vi under normale omstændigheder ville. Vores væsentligste markedsføring er opdateringer på Facebook og Instagram om vigtige begivenheder og aktiviteter på skolen. Vi synes selv, at vi gør det rigtig godt. Der er nu mindre fokus på mig og mere fokus på, hvad lærerne faktisk gør.

Vi vil organisere online-åbent hus med efterfølgende mulighed for at komme på rigtigt besøg. Vores væsentligste annoncering er målrettede digitale annoncer på Facebook og Google.

Vi har en meget aktiv PR-strategi. Jeg har deltaget i talrige webinarer om uddannelsespolitiske emner som skærmtid, kvaliteten af online-undervisningen, den digitale opdeling mellem land og by og fattige og rige, hybriduddannelse, smart cities. Jeg er blevet interviewet til flere aviser om aktuelle uddannelsespolitiske spørgsmål, f.eks. om det vil være sikkert at åbne skolerne. En stor artikel om mig og skolen i den dominerende business avis The Business Standard var meget vigtig for os.

https://www.business-standard.com/article/education/a-slice-of-scandinavia-in-india-s-silicon-valley-120110200368_1.html?fbclid=IwAR3kuARaQ6_Yb9MR-EZtW1_4PVAVyth3ouB-DQaFbOFx4y6BptxJgR_4P6k

I forbindelse med 400-året for den dansk-indiske forbindelse har jeg lavet en videohilsen til den danske og indiske udenrigsminister, og jeg blev interviewet af den avis, som blev udarbejdet.

Vi bruger rigtig meget tid på at tale med forældre, der kommer på besøg. Indiske forældre er meget kritiske og besøger mange skoler, nogle af dem mange gange. Uddannelse er en stor investering for en familie, så de vil være helt sikre på, at de får value for money. Jeg har efterhånden fået et godt indtryk af, hvordan indiske forældre tænker.

Selv om vi er en privatskole, siger jeg til forældrene, at uddannelse ikke er en vare, og de er ikke kunder i en skolebutik. Vi er et partnerskab om at sikre deres børn den bedst mulige uddannede og emotionelle og sociale udvikling. Det har jeg ofte succes med, men nogle gange opfører forældre sig som kritiske forbrugere, der vil have penge tilbage, hvis ikke vi leverer alle varer på hylden. Og de gør vi jo ikke, når vi er digitale.

Er det stadig sjovt?

Det skoleprojekt, jeg står i spidsen for, er virkelig spændende og perspektivrigt. Jeg har udarbejdet et strategioplæg for en egentlig uddannelsesafdeling med mange skoler og digitale løsninger på hylderne. Men lige nu er det ikke så sjovt at være her for mig personligt. Det er, som om alt, inklusive mig selv, er i en venteposition. Og med usikkerheden om den internationale flytrafik, ser jeg Annelia, børnene og børnebørnene meget mindre, end det var planen, da vi besluttede at jeg skulle påtage mig opgaven.

Jeg har meget tid for mig selv. Og med corona-situationen har der været lagt en dæmper på oplevelserne. Den indenlandske turisme er så småt ved at komme i gang, og jeg er begyndt at tage på ture i staten Karnataka, Tamil Nadu og Goa, som ligger i overkommelig afstand med bil og/eller fly.

Jeg har besøgt Pondicherry, som indtil 1962 var en fransk koloni. Jeg boede i den franske bydel, som har et umiskendeligt fransk kolonialt præg. Lige så snart man kommer uden for denne bydel, er der en rigtig indisk by med mylder, trafik, larm og små butikker.

Jeg tog videre til Tranqebar (Trangambadi), hvor danskerne grundlagde en handelsstation for 400 år siden. Inden for den gamle bymur bærer byen stadig præg af danskertiden med fortet, guvernørboligen, kirker og de lige gader. Uden for bymuren er det en normal indisk landsby. Jubilæumsfestlighederne var aflyst på grund af corona, så jeg var den eneste turist. Alene på hotellet Bungalow on the Beach, som ligger lige ud til vandet, og som stammer fra danskertiden. Flere af bygningerne i Tarangambadi er for relativt nyligt sat i stand med støtte fra Bestseller-fonden.

Danneborg i Tranquebar

I Diwali-ferien var jeg i Goa, hvor jeg boede på et hyggeligt resort lige ud til vandet. Goa har helt fantastiske strande, kilometer efter kilometer, og heller ikke der var der mange turister. Det var skønt at vandre med fødderne i strandkanten og i øvrigt lave ingenting.

Og jeg har besøgt Unesco World Heritage sitet i Hampi, et område med ruiner af templer og paladser fra Vijaynagara-riget fra det 14. århundrede og et par hundrede år frem. Der er mange velbevarede ruiner med granitudskæringer, som er velbevarede, beliggende i en storslået natur. Et absolut mest see på niveau med Machu Pichu og Angkor Vat.

Vishnus vogn i Vitthala templet i Hampi

Ledelsesgruppen

Men disse ture kan ikke skjule, at jeg efter mere end 4 måneder har alene i Bangalore og har hjemve og glæder mig helt vildt til at komme hjem og holde ferie l tre uger i januar.

Tilbage i Bangalore

Jeg er tilbage i Bangalore efter at have været i Danmark siden slutningen af april. Det reddede mig psykisk at komme hjem og have en hverdag med Annelia og se børn og børnebørn og den øvrige familie. Men nu synes jeg, at det er det rigtige at komme tilbage og gøre arbejdet med skolen færdigt. Det er dog med store betænkeligheder, for smittetrykket er voksende i Indien, og ikke mindst i Bangalore, hvor det ellers har været moderat.

Familietur til Syvhøje i Odsherred

Det var ikke helt nemt at finde ud af, hvordan man kan komme til Indien. Der er en såkaldt “air bubble” aftale mellem Frankrig og Indien om flyforbindelser primært til indere og franskmænd, der gerne vil hjem til deres respektive lande. Sådan en forbindelse fik jeg billet til. Men det var en jungle at finde ud af, hvilke tilladelser og papirer jeg skulle have med. Og da jeg landede i Bangalore tog det 3 1/2 time at komme igennem alle procedurene. Jeg skal være i 14 dages hjemmeisolation. Heldigvis slap jeg for at tilbringe den ene uge på et hotelværelse, som det ellers har været kutyme indtil dagen før jeg rejste. Det virker en smule absurd, at man bruger så mange ressourcer på rejsende og samtidig bekymrer sig så lidt om alle de tilfælde man ved spreder sig hastigt i slumkvartererne.

Hjemme-isolationen er ikke sjovere end sidst jeg prøvede det. Blot er det kun 2 uger i stedet for 4+2 ugers udgangsforbund. Men nu kan jeg i det mindste se frem til at komme rigtigt på arbejde med rigtige kolleger og til en by, hvor butikker og restauranter er åbne, og hvor man må gå ud.

Jeg er kommet tilbage for at gøre arbejdet færdigt. Jeg har arbejdet med planlægning af skolen i 3 år (2 1/2 år i Indien). Bygning, vision, curriculum, pædagogik, markedsføring, ansættelse) , og nu vil jeg gerne være med til at få skibet til at sejle. Men Covid-19 gør at det er op ad bakke. Regeringen har lukket alle uddannelsesinstitutioner siden slutningen af marts, og det er usikkert, hvornår de får lov at åbne. Det sker tidligst i september, men rygtebørsen siger, at det måske først bliver i december. En rundspørge blandt forældre viste, at flertallet ikke ønsker at skolerne skal åbne, før Covid-19 er under kontrol.

Der har været en del diskussion i Indien om værdien og farerne ved digital læring. Den lokale regering for staten Karnataka forbød det på et tidspunkt, men åbnede så op for, at der måtte gives online-lektioner i begrænset omfang. For børnehaveklasser 30 minutter om ugen og for klasse 1-5 2 x 40 minutter 3 gange om ugen. Lyset af forlængelsen af skolelukningerne  har unionsregeringen i Delhi sagt, at online learning ikke bare skulle tillades, men tilskyndes.

Selv om jeg er betænkelig ved online learning for børn, besluttede jeg, at vi skulle åbne skolen med online learning den 3. august, ud fra den betragtning at digital undervisning er bedre end ingen undervisning. Vi gør det på en måde, så der er en blanding af undervisning foran skærmen og og analoge fysiske og kreative aktiviteter, hvilket vi kun kan gøre, fordi mindst en af forældrene er hjemme.

Åbning for lukket dør

For at markere åbningen af skolen med digital læring, og at skolebygningen er færdig, blev der efter indisk skik organiseret en pooja (et hindu-ritual). Hinduerne tror, at de betyder ulykke, hvis man ikke tager guderne i ed, før man starter på noget nyt, og man bestiller en præst til at gennemføre den. Denne pooja kunne jeg ligesom ejeren af firmaet kun følge på ZOOM, men det var en stor begivenhed alligevel. Når skolen kan åbne rigtigt, vil der blive en egentlig indvielse, hvis større forsamlinger er tilladt til den tid.

Lærerne underviser

Ledelse på afstand

Mens jeg var i Danmark, har jeg mentalt været halvt i Indien og har ikke kunnet holde egentlig sommerferie. Jeg har ledet skolen på afstand. Team-møder på ZOOM eller MS Teams. Webinarer. Masser af telefonsamtaler og mails. Og WhatsApp-kommunikation, som den vigtigste besked-tjeneste i Indien. Heldigvis havde jeg nået at ansætte gode folk, som kunne stå for det praktiske arbejde på stedet, og som er fortrolige med den skolevision og skolekultur, som jeg vil implementere. Og de har gjort det fremragende. Der er ikke noget, som vi ikke har nået, men det er klart, at opbygningen af en ny skolekultur er blevet hæmmet af, at så megen kommunikation har måttet foregå online uden forudgående relationsdannelse. Medarbejderne har også arbejdet hjemme en stor del af tiden. Lige nu møder de tre dage om ugen og arbejder hjemme to dage om ugen.

Vi havde gennemført en del ansættelsessamtaler, før jeg tog til Danmark, men de sidste samtalerunder blev foretaget digitalt. Der er dog tre medarbejdere, som jeg kun har mødt digitalt, herunder vice-rektoren, og det er ikke særlig smart.

Sandhya og Ranjini

Vi har færdiggjort curriculum og udarbejdet lektionsplaner for den første måned. Der har været en lang række efteruddannelsesaktiviteter dels i pædagogik og curriculum og grundig efteruddannelse i skolens digitale økosystem (Apple). Efteruddannelsen har været en blanding af online-undervisning og face to face-undervisning. Lederen af efteruddannelse og pædagogik Sandhya har stået for undervisningen i pædagogik og curriculum, og vores digitale partner har stået for Apple-undervisningen (vi sigter mod at blive en Apple Distinguished School). Her har jeg mest været med i konceptudviklingen.

Jeg har været meget aktiv i markedsføringsaktiviteter: planlægning af kampagner, artikler til aviser og online/medier, interviews, video/klip, webinarer på Facebook, møder med potentielle forældre. Vi har et professionelt kommunikationsbureau til at hjælpe os, og vi har selv en kommunikationsmedarbejder og en, der står for opfølgning på kampagner og kontakt med mulige forældre. Det er lykkedes os at gøre os kendt som en innovativ uddannelsesinstitution både lokalt og på landsplan.

Skolen er en privatskole, og det er nødvendigt at skaffe elever. Covid-19 har gjort markedsføringen særdeles vanskelig. Mange forældre har ikke længere råd til at sende deres børn i privatskole. Andre ønsker at undervise deres børn hjemme, fordi de er bange for at sende deres børn uden for hjemmet. Endelig har den lange nedlukning medført forsinkelse i byggeriet og manglende mulighed for at lade forældre besøge skolen. Vi har derfor ikke fået så mange elever, som vi havde håbet, men nok til at vi kan starte med elever i alle klasser.

Covid-19 har skabt problemer for alle privatskoler i Indien (ca. 40% a skolerne er privatskoler), og mange har måttet fyre lærere, fordi forældrene har taget børnene ud af skolen. I Karnataka er der således fyret 35.000 lærere.

Vi har ikke været direkte ansvarlige for selve skolebyggeriet, men er løbende kommet med inputs. det har været nødvendigt at udsætte dele af byggeriet af økonomiske grunde (vi skal ikke benytte hele bygningen det første år), og der har løbende skullet foretages justeringer og tages beslutninger om detaljer og møblering. Det har også krævet en indsats at få konstruktionsteamet til at prioritere byggeriet, selv om vi ikke akut skulle bruge bygningen. Men jeg ved af erfaring, at hvis man ikke hele tiden følger op, er der en tilbøjelighed til, at der ikke sker noget. Hvis ikke lukningen var kommet fra regeringens side, er jeg ikke sikker på at bygningen havde været klar til den planlagte åbning den 29. juni. Det er lederen af administration og logistik Ranjini, der er min nærmeste samarbejdspartner om alt der har med bygningen, indkøb og økonomi at gøre. Hun er god til at ånde leverandørerne i nakken.

Jeg synes, vi kan være ganske stolte over, hvad vi har nået under vanskelige forhold. Vi får heldigvis gode tilbagemeldinger fra forældrene og børn på vores digitale learnings-aktiviteter.

Nu ser jeg frem til at arbejde rigtigt sammen med skoleteamet, når min isolation udløber den 25. august. Og til at få lov til at bevæge mig frit omkring.

Hjemme igen

Så er jeg endelig hjemme i Ørestod hos Annelia. Det er bare skønt. Efter 6 uger i isolation i Bangalore (først 4 uger i personlig karantæne, derefter 2 uger med udgangsforbud) lykkedes det mig at komme med særfly via Rom og Frankfurt.

Selv om Indien endnu ikke er hårdt ramt af corona-virus, så er deres lockdown meget omfattende, og den håndhæves ofte hårdhændet af politiet. Så udgangsforbud er udgangsforbud. eg har kunnet få bragt mine fornødenheder og måltider, så jeg har ikke lidt nød. Jeg har jo også været i digital kontakt med mit skoleteam og med familien.

Kalvebod fælled

At være alene med sig selv i 6 uher har været en mærkelig på mange måder forfærdeig oplevelse. Dagene er gået, jeg har haft nok at gøre og har ikke kedet mig. Men det har været en form for ikke liv, en venten, en helt basal usikkerhed om hvad der skulle ske. Kan jeg komme hjem til Danmark, hvornår? EKsploderer smitten i Indien, og hvordan vil det gå med sundhedssystemet hvis de gør? Kan de fattige overleve i ugevis uden indtægt og med ineffektiv fordleing af fødevarer? Osv.

Men jeg tror min oplevelse går endnu dybere end det. En helt grundlæggende følelse af vægtløshed og forgængelighed. Denn “alles Fleisch ist wie Gras und alle Herrlichkeit der Menschen wie des Grases Blume. Das Gras ist verdorrt und die Blume abgefallen”,  som det hedder i det citat fra Luther-bibelen som Brahms anvender i Ein Deutsches Requiem. Trøstens musik i i sorg og modgang..

Det var en sælsom oplevelse at rejse. Meget få mennesker i lufthavenene. I Bangalore og Rom et omfattende bureaukrat med sundhedscheck og udfyldning af talrige skemaer. Overnatning på bænken i en næsten to mlufthavn i Frankfurt. Og business as usual i Københsan, når man kom med dansk pas.

Rejsen kunne kun lade sig gøre med stor hjlp fra den danske ambassade, som både får organiseret særfly sammen med andre ambassader, og som søger om de nødvendige tilladelse, så man kan ryde udgangsforbuddet og komme til lufthavnen.

Leonardo Vindi International Airport i Rom

ARbejdet med skolen i Bangalore fortsætter. Jeg har i seks uger været i daglig digital kontakt med mit team. Vi har gennemført teammøder, job interviews, afteruddannelse af personalet, hyppige opdateringer om skolen på de sociale medier, webinarer på Facebook Live, samtaler med interesserede forældre. Og det vil fortsætte selv om jeg er i Danmark.

Den nuværende lockdown i Indien er forlænget til den 3. maj, hvor den formodentlig vil ophæves gradvist. <Vi har planlagt at åbne skolen den 29. juni, men dels ved vi ikke hvornår skoler må åbne. Der mangler lidt før bygningen er helt færdig, men det kan nås, og vi kan først få møbler, når de indiske veje mellem staterne åbnes igen (de står på en fabrik i Goa). Det er jo også helt usikkert, hvor flytrafikken åbner. så jeg kan komme tilbage til Indien.

Jeg elsker at være i Danmark lige nu. Men jeg vil også gerne gøre arbejdet færdigt i Indien og være til stede ved åbningen af skolen.

Min indiske hverdag i coronaens tid

Jeg har nu siddet i isolation i 21 dage og har en uge tilbage, plus den uge som er konsekvensen af regeringens udgangsforbud. Og det er rigtig isolation. Jeg er helt alene i min lejlighed. Fra min terrasse har jeg nogle gange udsigt til vagtens ryg og enkelte gange forbipasserende, som trodser udgangsforbuddet.

Stay home stay safe

Min kontakt med omverdenen er digital, ligesom det er for store dele af verdens befolkning i disse dage. Og internettet fungerer rimelig stabilt i mit kvarter Langford Town i Bangalore.

Om formiddagen holder jeg møde med mit skoleteam via den digitale platform Zoom, og jeg har diverse telefonsamtaler med teammedlemmer og andre involverede i skoleprojektet. En gang imellem taler jeg med kommende forældre. Vi har digitale ansættelsessamtaler og online efteruddannelse af lærere.

Udsigten fra min lejlighed

Vi planlægger en række webinarer og andre aktiviteter på de sociale medier, så markedsføringen af skolen ikke lider for stor skade. Skoler er lukket i Indien, men vi håber stadig at kunne åbne i juni.

Man kan gennemføre en hel del arbejde hjemmefra med digitalt samarbejde. Men det er ikke lige så effektivt, og man savner de mange “irriterende” forstyrrelser fra rigtige mennesker.

Jeg prøver at have struktur på min dag og fylde den med aktiviteter. 

Jeg Facetimer dagligt med famile og venner i Danmark.

Det er vigtig at bevæge sig. Nike Training-app hjælper mig med 40 minutters daglig træning.

Mit dårlige syn gør, at jeg ikke kan læse analoge medier, men jeg har meget hjælp fra de digitale hjælpemidler på min iPhone og iPad.

I øjeblikket lytter jeg til den fremragende ny-oversættelse Bibelen 2020 fra ende til anden (jeg er færdig med mosebøgerne), Tagores Gora, RSS, en blog om den hindunationalistiske paraplyorganisation som Modis parti er rundet af, samt masser af nyheder (The Hindu, Politiken, Information) og magasiner (India Today, The Economist, Macworld, Gramophone, Rolling Stone, Apple News etc.).

Jeg er begyndt at se den indiske mesterinstruktør Satyajit Rays (Indiens Bergman eller Dreyer) film forfra. Jeg er kommet til 1961.

TV-serier er et must. Heldigvis er Carrie forrygende tilbage i 8. sæson af Homeland.

Jeg hører musik og ser operaer (jeg har en stak bluray discs med hjemmefra, og så viser mange operahuse gratis operaer, mens de er lukket). Også her i Indien er Parsifal og Matthæuspassionen nødvendige forberedelser til påsken.

Hver aften får jeg bragt middag og frokost til den næste dag med madudbringnings-tjenesten Zomato (Indiens Just Eat). Det er lidt sværere at få bragt varer fra supermarkederne. Der findes en tjeneste Bigbasket (Indiens nemlig.com), men i disse dage tager den ikke mod ordrer. Der er en frivillig tjeneste i kvarteret som bringer ting til svage medborgere (sådan en er jeg, fordi jeg er over 60 og lever alene). Herigennem har jeg fået bragt mad og vin fra en god kollega. Vi er ellers et lukket land.

Vakuum og venten

Alt i alt et luksusliv, hvis det ikke var, fordi man er alene i et land, hvor fremtiden er så usikker. Dagene flyder umærkeligt over i hinanden. Da det ikke er en selvvalgt isolation for at fordybe sig i meditation og åndelige øvelser, er det et underligt vakuum at befinde sig i. Som om livet først rigtig begynder for mig, når denne situation er overstået. Men jeg har meget tid til refleksion. F.eks. om hvorfor jeg befinder mig i isolation i Indien, når alle dem, der er mig nærmest er i Danmark.

Lockdown i det andet Indien

Jeg har ikke ondt af mig selv. Når jeg har tilløb til det, læser jeg indiske aviser og magasiner. Der er to slags lockdown i Indien: lockdown på første og anden klasse. Modis lockdown er de rige og middelklassens lockdown. Den sikrer, at de kan blive sikkert i deres rummelige boliger og få de forsyninger og fornødenheder, som de har behov for og har råd til at købe.

Størstedelen af Indiens befolkning oplever et andet lockdown. Arbejdere der ikke får løn, fordi arbejdspladsen lukker, og som kun i et vist omfang får hjælp fra staten. Migrantarbejdere der ikke kan bo i deres skure og telte og ikke får tilbudt genhusning og mad, og som nu desparat vandrer flere hundreder af kilometer til deres landsby, uden mad og vand, uden mulighed for transport, fordi offentlig transport er lukket ned, og fordi grænserne mellem staterne er lukket. Lastbil-chaufførern, som sidder fast på vejene og ikke kan komme nogen steder, hvilket er en af grundene til, at det kniber med fødevareforsyningen flere steder i Indien (f.eks. i Goa). Mennesker, der bor i slumkvarterer, hvor social distancing simpelthen ikke er en mulighed. Regeringen siger, den er opmærksom på problemet, og at ingen indere skal sulte, og der er besluttet hjælpepakker. Men mange fattige indere spørger, om corona virkelig kan være værre end Modis lockdown.

Migrant-arbejdere på en busstation i Gharziabad. Reuters, mens det endnu var muligt at køre med bus. Reuters

Indtil nu er antallet af corona tilfælde i Indien meget lavt, og væksten er eksponentiel, men fortsat langsom. Men jeg er bekymret for situationen, hvis den lokale smitte går i gang. Så vil sundhedsvæsenet slet ikke kunne klare det. Kombinationen af social uro og dårligt sundhedsvæsen kan blive eksplosiv. Men forhåbentlig sker det ikke. 

Drastiske indgreb er er givetvis nødvendige. Men Modis lockdown kom kom for sent og var alt for dårligt planlagt og med for ringe hjælp til Indiens fattige. I betragtning af Indiens sociale sammensætning og den omfattende interne massebevægelse fra by til land, er jeg heller ikke overbevist om, at de vil være effektive.

Hjem

Jeg er ikke deprimeret. Heller ikke ved at få kuller eller blive sindssyg (så vidt jeg kan bedømme). Men jeg ville selvfølgelig foretrække at være i Danmark hos mine kære. At blive i Indien er ikke et valg, jeg har truffet. I min isolation har jeg ikke mulighed for at komme ud af Indien. Når min isolation er overstået, og når Indiens lockdown er ophævet, håber jeg på at få mulighed for at komme til Danmark og blive der, indtil situationen i Indien er normaliseret og sikker.

Bygningen er næsten klar til åbning.

28 dage

Jeg er for få dage siden vendt tilbage til Bangalore efter en uge med familie og venner i Danmark. Jeg mellemlandede i Delhi, hvor alle blev scannet og afleverede helbredsoplysninger. I flyet havde jeg som så ofte før fået en lettere forkølelse, men ikke nok til at jeg blev taget til side i Delhi. Firmaet jeg arbejder for, Bhartiya, har den  interne politik, at alle, der ankommer fra udlandet, skal arbejde hjemmefra i fire dage. Det gjorde jeg.

Da jeg blev ved med at have ondt i halsen og være snottet, gik jeg så til læge for en sikkerheds skyld – jeg havde jo influenzasymptomer og var tilrejsende fra Europa. Lægen frikendte mig for Corona, men sendte mig alligevel videre til Bangalores center for Corona på Rajiv Gandhi Institute of Chest Diseases. Også her var de sikre på, at jeg ikke havde Corona – så sikre, at de ikke fandt det umagen værd at teste mig.

Corona check uden for Rajiv Gandh Institute of Chest Diseases

Alligevel “idømte” de mig 28 dages hjemmekarantæne, og jeg blev omhyggeligt instrueret om ikke at møde på arbejde. Alle med forkølelsessymptomer og med en rejsehistorie fik den samme besked. Nogle indere har spurgt mig, hvordan jeg kunne være så dum at tage derud. Men så forklarer jeg dem, at sådan gør vi i Danmark.

28 dage, alene i Bangalore. Ok, jeg har mit Apple TV, mine Ipads, mine Quad-hovedtelefoner og forstærker. Men det er alligevel lang tid ikke at være i kontakt med mennesker. Og det kommer på et virkelig dårligt tidspunkt arbejdsmæssigt. Vi skulle gerne have en skole klar med elever, lærere, en bygning osv. i slutningen af juni måned. Min allervæsentligste opgave er at tale med medarbejderne, og det er altså ikke det samme at Facetime. Jeg har også været vigtig i markedsføringsbegivenheder og møder med forældre, som vi nu ikke kan/må afholde.

Det er surt, men jeg synes, det er ok. Indien har forholdsvis få Corona-tilfælde (ca. 86), og alle kan spores til udlandet. Kontrol med hvem der kommer ind i landet, og hvor de opholder sig, er selvfølgelig vigtigt for at begrænse og udsætte spredningen. Hvis først Corona spreder sig internt i Indien, vil landets sundhedssystem slet ikke kunne følge med. Jeg forstår også, at regeringen har besluttet at stoppe udstedelse af turistvisum og at suspendere eksisterende.

Men selv om jeg støtter Mette og (på dette ene punkt) Modi, så bliver de direkte kortsigtede konsekvenser af Corana meget konkrete og tydelige for mig. Hvis jeg tilbringer min tid i karantæne i Danmark (og det kunne jeg være stærkt fristet til), så er der ingen sikkerhed for, hvornår jeg kan vende tilbage til Indien og fortsætte mit arbejde. Min familie kan ikke besøge mig i Indien, for de kan ikke få visum (vi har måttet aflyse en familietur til Goa i april), og de må heller ikke. I en krisesituation som den nuværende og med den totale usikkerhed om, hvad der vil ske i den kommende tid, er det unaturligt at være væk fra familien. Gad vide hvad de ville råde mig til i Mads og Monopolet.

Men indtil videre bliver jeg. Og nu får jeg i det mindste tid til at genoptage min blog.

Åbent hus i Bhartiya City

Nu har vi haft to dage med åbent hus, særligt for beboere i Bhartiya City. Vor hjemmeside er klar (Flot designet af Stereo Associates i København). Vore materialer er klar, og vi havde indrettet en “Experience Zone” i Bhartiya City‘s Discovery Center, da skolebygningen ikke er klar.

Beslutningen om børnenes uddannelse er en stor og vigtig beslutning for indiske forældre. Ikke bare fordi det er en ganske stor investering for en familie. Men uddannelse anses for at være det vigtigste en familie kan gøre for at sikre børnenes fremtid. Vi havde derfor organiseret åbent hus som et lidt mindre arrangement, hvor der skulle være plads til at gå på opdagelse og tale med medarbejderne.

Besøget startede med vores film, derefter besøgte gæsterne en model af skolen, og derefter en Apple- og en LEGO-stand. Og som afslutning talte de med skolens medarbejdere og fik en pose med info-materialer.

Vi havde bedt Apple og LEGO om at være til stede og præsentere deres curriculum og teknologi, da vi jo endnu ikke har lærere der kan gøre det. Derefter var der mulighed for en tale med en medarbejderne og få en taske med info-materialer. Jeg har jo leget med LEGO hele min barndom og med Apple en store del af mit voksenliv, så her er jeg jo på hjemmebane.

Vi fik mange gode samtaler med familierne og havde en oplevelse af, at vore ideer og budskaber blev godt modtaget. Men der er lang vej endnu, før vi har de elever, vi skal bruge. Alle forældre besøger og vejer for og imod og besøger mange skoler. Men nu er vi i gang, og det er dejligt.

De to dage med åbent hus var en slags øvelsesbane, hvor vi kunne afprøve vore budskaber og høre forældrenes spørgsmål. Nu går vi i gang med at udarbejde en marketingplan for de næste måneder med flere events og tilstedeværelse på sociale medier, reklamer i aviser (dem læser man faktisk i Indien), PR-initiativer over for bloggere og journalister. Vi har engageret et kommunikationsfirma med speciale i PR og digital kommunikation.

Lige meget hvor mange visioner og værdier vi har, uddannelse er også en business, konkurrencen er hård, og vi skal bruge et bestemt antal elever for at finansiere bygningen og lønningerne.

Snart går det løs

Det har været en mærkelig oplevelse i mere end et år at beskæftige sig med en skole her i Indien uden at have en skole. Ingen elever, ingen lærere, ingen bygning. Kun ideer, planer, engagerede mennesker og en bygning på vej. Men nu skal vi ud at skaffe elever. Vi starter tilmeldingen i midten af september, og den vil løbe de næste måneder, indtil vi åbner skolen i juni 2020, forhåbentlig med tilstrækkelig med elever til at det giver mening.

Bygningen skyder i vejret. Snart vil betonkonstruktionen stå færdig, og arbejdet med facade og indretning kan gå i gang. Vi forventer, at bygningen er delvis klar senest i januar 2020. Bygningen er planlagt til at rumme op til 1200 elever, og på en af etagerne vil der være kostskoleafdeling med plads til 90 elever, som dog ikke tages i brug de første par år. Bygningen vil være noget af et særsyn i Indien. Den bliver indrettet med åbne fleksible læringsmiljøer, et innovation lab, podcast-studie, en urban have. Man vil kigge forgæves efter traditionelle klasseværelser. I øjeblikket er vi i gang med at vælge møbler, der passer til læringsmiljøer og pædagogik.

I juni 2020 byder vi velkommen til førskoleelever (4-6 år) og grundskoleelever (1.–5. klasse). Vi har plads til ca. 75 elever pr. årgang. Det er planen at tage nye årgange frem til 2024, hvor skolen har klasser i alle årgange fra børnehave til gymnasium (Nursery, Lower KG, Upper KG, Elementary School, Middle School, High School).

Der er stor sult efter gode skoler i Indien, og med den nye middelklasse, der udvikler sig i hastigt tempo, er der et betalingsdygtigt publikum. Alligevel er det vanskeligt at starte en ny skole. Det er så stor en investering for forældrene, så de vil naturligvis gerne være sikre på, at investeringen lever op til forventningerne. Initiativtageren til skolen og ejeren af firmaet Bhartiya, der står bag fonden, der ejer skolen og finansierer opførelsen af bygningen, Snehdeep Aggarwal, ønsker, at skolen skal være en succes fra starten, så hans mål er 500 elever første år. Det vurderer de fleste er helt urealistisk, og i skoleteamet er vi tilfredse, hvis vi når 250.

Skolen har fået et navn: Chaman Bhartiya School of Leadership. Chaman fordi det er navnet på ejerens far, Bhartiya fordi det er navnet på firmaet, School of Leadership fordi leadership er skolens fokus.

Ambitiøs markedsføring

Skolen bliver ikke gratis for forældrene. Den vil appellere til den øvre halvdel af middelklassen. Vi er i fuld gang med at planlægge markedsføringen af skolen, og her samarbejder vi med kommunikationsfirmaet Stereo, som både har afdeling i Bangalore og København, og som jeg også samarbejdede med på Ørestad Gymnasium. De hjælper os med branding, logo, design, webdesign og trykte materialer. Vi planlægger at launche hjemmesiden i midten af september.

Der skal solid markedsføring til for at overbevise forældrene om, at vort anderledes skolekoncept er attraktivt for deres barn. Men der er en bevægelse i Indien, også blandt forældre, for at modernisere skolesystemet, væk fra det entydigt prøvefikserede system med udenadslære, til et system, der i højere grad fokuserer på at udvikle hele personligheden og give kompetencer til det 21. århundrede. Men lakmusprøven på, om vi er en god skole er prøveresultaterne, der bestemmer adgangen til indiske og udenlandske videregående uddannelser.

Vi siger, at faglighed og personlig og social udvikling ikke er hinandens modsætning, men langt hen hinandens forudsætning. Vi siger, at vi både vil udvikle fagligheden, hele personligheden og give kompetencer til det 21. århundrede. Og derfor er vi ærlige om, at eleverne kommer til at arbejde hårdt, til gengæld vil vi gøre det på en motiverende og engagerende måde, efter devicen “we work harder and have more fun”. Det er det, vi vil beskrive i vores WE LEAD-model for curriculum og pædagogik.

Men jeg ved, at det ikke bliver let, for “academics” er det der tæller.

Hvem er vi og hvad laver ellers

Lige nu er skoleteamet lille: mig, en leder af pædagogik og efteruddannelse samt en kommunikationsmedarbejder. Vi får desuden hjælp af medarbejdere i Bhartiya og af eksterne firmaer. 

I øjeblikket har vi særligt fokus på at færdiggøre hjemmesiden og øvrige informationsmaterialer. Vi arbejder løbende med at udvikle vor WE LEAD-model for indhold og pædagogik (mere om det i en senere blog). 

Vi skal i gang med en ansættelsesrunde af vicerektor, leder af grundskolen og førskolen og en medarbejder til at tage sig af forældrehenvendelser og åbent hus. Senere på året går vi i gang med at ansætte lærere, så vi kan gennemføre et længere introduktionsforløb for dem.

Skoleteamet er selv i gang med et længere iPad-kursus (72 timer), der vil blive fulgt op af LEGO-workshops og et kursus i problembaseret undervisning.

Jeg er sikker på, at vi kommer til at åbne skolen til tiden. Og jeg er også ret sikker på, at den bliver virkelig interessant, både i en indisk og international sammenhæng. Men det har ikke været nogen nem proces indtil nu, og det forventer jeg heller ikke, at det bliver indtil åbningen. Beslutningsprocesser, mødekultur, autoritetsstrukturer, kommunikationsformer er virkelig anderledes end i Danmark. Og min tålmodighed (og den er ellers ganske stor) bliver hyppigt sat på prøve. Men når beslutninger er taget, så rykker de. Bygningen ville tage mindst dobbelt så lang tid at opføre i Danmark.